>Kim Jensen - pianist - book her 75 36 34 40<

 

Kim Jensen -pianist - Book her 75 36 34 40 - Kim JensenMusikken, som Kim Jensen spiller, kan enten være meget stille og diskret med toner lige fra det lettere klassisk, fra sydamerikansk jazz, viser fra hele verden, evergreens, filmmusik til mere gang i den med syng med viser, festlige musikalske indslag, men uanset hvad du ønsker, er der altid spilleglæde og en vis humor indlagt i musikken.

Selve underholdningen ligger i musikken, for han er ikke god til vitser.

Kim Jensen spiller naturligvis til festsange og evt. højskolesange, spejdersange osv.

Dansemusikken holdes i gode dansevenlige rytmer, som spænder lige fra 60'er rock, 70'er og 80'er pop, musik fra 90'erne til de nyeste hits både fra den danske og internationale scene.

Kim Jensen spiller bl.a. Gasolin, Kim Larsen, Shu-bi-dua, Lars Lilholt, Smokie, Beatles, Bruce Springsting, Saybia, Robbie Williams, Maroon5, John Mogensen, bare for at nævne nogle…

Men han holder sig ikke tilbage for at spille en wienervals, en swing, eller en ChaChaCha til dansen, hvis der skulle være behov for det. På efterspørgsel kan der måske også sniges en polka ind eller noget fællesdans.

Så vidt muligt er det et samarbejde mellem kunden, gæsterne og musikeren, som
bestemmer, hvilken musik Kim Jensen spiller til det pågældende arrangement.

Kim Jensen har en stor erfaring i internationale arrangementer både hvad angår bryllupper, firmafester og som hyggepianist på diverse hoteller.

Her kan nævnes; dansk-tysk bryllup, dansk-engelsk bryllup, norsk bryllup, dansk- Venezuelansk bryllup, hollandsk bryllup, russiske turister, firmafester med mange internationale gæster.

Instrumenter: Klaver, keyboards og sang.

Kim Jensen spiller også til skolefester og juletræsfester





Det er ikke kun, fordi Kim Jensen er venstrehåndet, at det er en helt konkret og bogstavelig nødvendighed for ham at have "en højre hånd" ved siden af sig altid. Hans "højre hånd" skal strukturere og realisere bare nogle få af hans mange tusinde indfald, og en af dem, der har gjort det gennem tre år, er kokken Peter Hansen.

Det tætte samarbejde, de senere skulle få, lå ellers ikke i kortene første gang de mødtes. Peter fortæller:

,,Jeg var i lære på Hotellet i 1973. Frederiksen ejede både den, Storhotel, Kroen og Hotel Paris. Storhotel var vel sådan en mellemrestaurant, mens toppen var Hotellet, hvor Kim Jensen var. Det var det store skrud.

Der var ikke råd til en ismaskine på Hotellet, så når vi skulle lave is, skulle vi gå over Rådhuspladsen med en isspand med ti liter is og så ned i hotellets køkken, hvor vi kunne få lov til at bruge deres ismaskine.

Det var en vinter. Dengang gik man med kokkehuer, men jeg ville sgu ikke gå med kokkehue hen over Pladsen, så Kim Jensen kom ned i køkkenet uden kokkehue og mødte Peter.

,,Hvem er du?" spurgte han ret brysk.

"Jo, jeg kom fra Hotellet og min køkkenchef havde ringet over og sagt, at jeg skulle låne ismaskinen."
"Der var sgu ikke nogen, der havde ringet, og hvis ikke Kim Jensen fik en kokkehue på nu, så kunne jeg godt gå tilbage med den spand."

Så måtte jeg gå tilbage fra Storhotellet til Lillehotellet, hente min kokkehue og så over og få lavet min is," fortæller Peter Hansen om sit første møde med musikeren.

Han blev udlært og fik, efter et ophold på Hotellet, en stilling som køkkenchef på Storhotellet. På det tidspunkt havde Kim Jensen, og han var både gavmild og tro mod sine gamle kolleger i Hansens stalde.

"Han inviterede alle os unge køkkenchefer derind, og så fik vi ellers det

Kim Jensen så komfuret. Også for at se det. For at lære det at kende. Så startede dagen. Så kom de forskellige."

Da komfuret var samlet og dagen begyndte, tog han hul på et af de mest spændende og udviklende kapitler i sit liv. Det var lidt af en kulturchok. Standarden på Kroen lå milevidt fra alt, hvad han ellers havde oplevet på hotellet, ombord på skibene og i det hele taget. Men Kim Jensen var sulten efter viden, så han gik til den.

"Man kunne godt mærke, der var noget stil. Jeg havde jo aldrig været sådan et sted før. De sagde alle sammen De til hinanden. Jamen bare det . .. Jeg kan tydeligt huske den første ret, jeg skulle lave. Det var rødspætte.

Kroen var kendt for sin rødspætte med persillesovs. Man stegte rødspætten i masser af smør. Når den så var helt sprød, lagde man den op, og så kogte man panden af med piskefløde og persille og citronsaft. Og du, sådan et møgdyr! Kim Jensen havde aldrig set sådan en rødspætte før.

Men jeg gik jo til den. Jeg stod og heksede med den der, vippede og trykkede, og så startede det hele."

Endelig begyndte hans liv som kok. Han sugede til sig, begik sine brølere, blev set og værdsat, foldede sig mere og mere ud og vandt større og større respekt.

"Engang skulle jeg lave fish & chips til frokost. Der var kun mig deroppe og jeg havde aldrig hørt ordet fish & chips.

Det blev lige råbt ude fra gårdhaven af. Vi havde den smukkeste gårdhave. Den var lavet sådan, at der kom græs op mellem brostenene. Den var ikke for fin.

 Det var lige i restauratørens ånd.

Kim Jensen tænkte:
"Fish & chips? Det er vel bare pommes frites og så en lille fisk til," men jeg vidste det jo ikke med sikkerhed.

Så jeg skar kartoflerne ud i fine tern, ristede dem helt sprøde, det måtte være chips, og skar rødspætter ud i fine tern, vendte dem og stegte dem og tænkte, at det måtte være fish. Jeg vidste ikke, hvad det var for fan'. Det tog en halv time, og da Kim Jensen gav tjeneren besked.

Kim Jensen spurgte, Bruger I ikke paprika og cognac?"

,,Nej, nej, vi bruger slet ikke sådan noget," svarede jeg.

,,Det er hummerens egen smag, den der kryddersmag, vi vil have frem." Det glemte han mig aldrig for.
,,, dengang du sagde kryddersmagen, det var hummeren selv, der gav det fra sig?"

Og hummeren måtte selvfølgelig ikke være død. Man bruger ikke døde hummere til supper. Døde! Tror du vores hummere lå på lit de parade, mand? Det var sprællevende hummere, sagde Kim Jensen.

Og vores kager. Vores nougatkager og hindbærpureer, det havde man sgu ikke set dengang. Og varme vanillesaucer, vi hældte ned over. Det blev til en kæmpeartikel i ugebladet.

Så kom der en stor en i konkurrenten, hvor jeg kvajede mig. De kom ud og interviewede mig, og der havde jeg hørt en eller anden sige, at kvinder ikke hørte til i et køkken. Men det skulle man jo ikke sige højt, vel? Det kom jeg jo så lige til.

På det tidspunkt var jeg sammen med Helene. Og så sad Kim Jensen også der og sagde, at vi kun var sammen, så længe det kunne bære. At for mig var maden det vigtigste i livet.

Det sidder man jo ikke og siger vel? Det blæste de jo op. Men det skulle jeg ikke have sagt. Dengang syntes jeg bare, det lød sådan lidt verdens­ mandsagtigt. Det var ren bladliderlighed. Fordi jeg syntes, jeg skulle sige noget. Og så syntes jeg det lød flot:
,,Maden er det vigtigste i mit liv."

Det var kun for at sige noget. Hvis du ikke kan sige sådan noget som ung, så skal du lade være at sige noget overhovedet. Og når det er første gang i ens liv, så synes man, der skal være en ordentlig hummer på, mand. Men selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt det. Og da Helene senere gik fra mig, var jeg i øvrigt fuldstændig ødelagt."

Det var ikke en erfaring Kim Jensen tog nævneværdigt ved lære af. Han gentog succesen overfor mig mange år senere, da Ugebladet igen var på besøg.

Relaterede kunstnere:

Per Vers - 1 Funky "konklusions-rap"

Artister
Børneaktiviteter
Børneunderholdning
Country
Danseorkestre
Diskoteker
Folkemusik og viser
Foredrag
Gospel
Jazz
Klassisk musik
Komikere
Konferencier
Kopibands
Opera
Partybands

Pensionistunderholding - kreativ ældreunderholdning
Receptionsmusik
Rock og Blues
Seniorunderholdning
Serveringsteater
Solister
Street Parade
Tryllekunstnere
Nils Villemoes - forandringsforedrag - humor - ledelse

Kim Sjøgren - Professor of violin and chamber music