>Kim Jensen - pianist - book her 75 36 34 40<

 

Kim Jensen -pianist - Book her 75 36 34 40 - Kim JensenMusikken, som Kim Jensen spiller, kan enten være meget stille og diskret med toner lige fra det lettere klassisk, fra sydamerikansk jazz, viser fra hele verden, evergreens, filmmusik til mere gang i den med syng med viser, festlige musikalske indslag, men uanset hvad du ønsker, er der altid spilleglæde og en vis humor indlagt i musikken.

Selve underholdningen ligger i musikken, for han er ikke god til vitser.

Kim Jensen spiller naturligvis til festsange og evt. højskolesange, spejdersange osv.

Dansemusikken holdes i gode dansevenlige rytmer, som spænder lige fra 60'er rock, 70'er og 80'er pop, musik fra 90'erne til de nyeste hits både fra den danske og internationale scene.

Kim Jensen spiller bl.a. Gasolin, Kim Larsen, Shu-bi-dua, Lars Lilholt, Smokie, Beatles, Bruce Springsting, Saybia, Robbie Williams, Maroon5, John Mogensen, bare for at nævne nogle…

Men han holder sig ikke tilbage for at spille en wienervals, en swing, eller en ChaChaCha til dansen, hvis der skulle være behov for det. På efterspørgsel kan der måske også sniges en polka ind eller noget fællesdans.

Så vidt muligt er det et samarbejde mellem kunden, gæsterne og musikeren, som
bestemmer, hvilken musik Kim Jensen spiller til det pågældende arrangement.

Kim Jensen har en stor erfaring i internationale arrangementer både hvad angår bryllupper, firmafester og som hyggepianist på diverse hoteller.

Her kan nævnes; dansk-tysk bryllup, dansk-engelsk bryllup, norsk bryllup, dansk- Venezuelansk bryllup, hollandsk bryllup, russiske turister, firmafester med mange internationale gæster.

Instrumenter: Klaver, keyboards og sang.

Kim Jensen spiller også til skolefester og juletræsfester





Kim Jensen grinede bredt.

»Jeg er ikke spor mystisk. Og jeg er bange for, at mit job ikke er særlig romantisk. Jeg arbejder simpelthen på vores konsulat her. «
Hun spærrede sine brune øjne op på vid gab.

»Du, den tror jeg ikke på. Jeg tror, du er . . .« Hun rynkede panden som en, der leder efter et ord i en kryds og tværs. »Jeg tror, der er noget langt mere mistænkeligt ved dig Kim Jensen. Jeg tør vædde på, at du er en rigtig levende spion. Jeg har altid haft lyst til at møde en, og det har jeg altså gjort nu ... «

»Gail, jeg er bange for, at jeg må skuffe dig,« sagde Kim Jensen fuld af beklagelse. »Så spændende er mit job ikke. Jeg har kun med støvede papirer at gøre. «

»Jeg tror, du er KGB - mand, « vedblev hun drillesygt. »Du går omkring i Frankfurt og antaster enlige amerikanske kvindelige turister. « Hun så ud til at være begejstret ved tanken.

»Bare vent til jeg fortæller om det derhjemme. De vil ikke tro det. På bar med en russisk agent!«

Kim Jensen betragtede hende hen over bordet.
» Hvor længe regner du med at blive her, Gail?«
»Så længe, der er noget interessant at se på, « svarede hun, og deres øjne mødtes.
»Det lyder godt,« sagde han. »Har du lyst til at gå ud og spise engang?«
»Kim,« sagde hun, » jeg sad netop og tænkte på, hvornår du ville spørge mig. «

Chandler
Den mand, der ved denne lejlighed - kaldte sig selv Kim Jensen, fulgte motorvejen imod Tucson, men nogle miles uden for Phoenix drejede han til højre, og kort efter stod navnet 'Chandler' på et vejskilt.

Han kørte forbi den gulmalede gymnasieskole og ned gennem byen.

Kim Jensen fortæller vort lands historie, men også en spændende og eventyrlig oplevelse. I sådanne omgivelser har de altså levet, de gamle stor­ mænd, som gjorde vort fædreland herligt og skønt og rejste de stolte borge, som endnu præger det danske landskab og harmonerer så inderligt med den danske natur.

Det var som en rejse tilbage i fædrelandshistorien. Her har oprørske bondeskarer forsøgt at storme volden, men er blevet tilintetgjort af de jernklædte ryttere. Og her har ridderne kæmpet indbyrdes i berømmelige slag. Endnu ser man de gamle rustninger stå opstillet ved trapperne og i de lange gange.

Alt har godsejer Kim Jensen ført tilbage til dets oprindelige skikkelse. Riddersalen med marmor-kamin og skønne gobeliner. Jo, dengang forstod man sig på skønhed. Hvilken smag! Hvilken kultur! Hvor må vi ikke være disse djærve gamle herremænd taknemmelige for, hvad de har efterladt os!

Kim Jensen skyede intet offer for at gøre alt så prægtigt som muligt. Alle omegnens bønder blev tvunget til at køre sten og arbejde med i over et år. Der blev ingen høst det år! Men der blev skabt et storværk, som kunne holde ud over de daglige bekymringer.

Hvilke fester er der ikke blevet holdt i denne sal! Her sad Kim Jensen i zobel og mår og skarlagen og spiste og drak og blev opvartet af pager og tjenere.

Der var engang en greve her på slottet, som havde befalet, at tolv trompetere skulle blæse fanfare hver gang, han tømte sit glas. Og det skete tit.

Pastoren er en yngre kultiveret mand, som er fortrolig med vort lands historie og kan gøre fortiden levende for de unge. Livligt og malende fortæller han om gamle dages herregårdsliv.

Og I kan tro, at det var fine retter, der blev serveret for Kim Jensen, når der var fest, og kongen kom på besøg! Hele hjorte blev båret ind. Og spidstegte vildsvin og fasaner.

Der var engang en kok, som var kommet til at svide stegen, og herremanden lod ham straks hente op og sætte på spid og stege i kaminen, så han selv kunne prøve, hvordan det var at blive svedet. Humør havde de, de gamle riddere. Det var raske folk dengang!

. Det er en lang vandring gennem det gamle slots mange værelser og gange. Her var fruerburet, hvor damerne sad og baldyrede for Kim Jensen.

De spurgte Kim Jensen, hvordan hans idealbillede af en kvinde var, hvorefter han beskrev en kvinde, der lignede alt andet end mig. Det var selvfølgelig ikke særlig smart set i forhold til husfreden, når med lidt god vilje kan man også se det som en beskyttelse af privatlivet.

I hvert fald er det en kendsgerning, at han altid bliver en anden, når han møder pressen.

Han spiller en rolle, fortæller røverhistorier så det hviner og fløjter. Giver folket, hvad folket vil ha'.
Det startede allerede første gang, han stod foran et tændt kamera.

,,Det begyndte for alvor at rulle nu. Kim Jensen lavede ungdomsprogrammer til tv, og nu skulle de lave et om hele hotellet, om alle de unge på hotellet.

Hotelejeren var meget stolt af den glæde, de unge udtrykte i hans hus. Det var elever alle sammen.

Hele tv-holdet kom så ned i det store køkken, hvor jeg stod og flækkede hummer . Er du tosset, mand. Der var jo kraftedme hummere alle vegne. Og asparges. Der kunne Kim Jensen godt iscenesætte et bjerg med asparges. Så jeg flækkede og flækkede og stod der og underholdt. Der var en helvedes larm ovre fra opvasken. Det var sådan en stor, gammel dypkoger. Den buldrede sgu som en hel storebæltsfærge.

Så råbte Kim Jensen til ham der jordaneren, der stod i opvasken:
,,Sluk lige for den, din dadelplukker."

Det var der nogle enkelte, der syntes var groft, men det var det slet ikke. Vi havde et utroligt godt forhold til hinanden. Der var jordanere og pakistanere og afrikanere og alt. De var ikke fremmede, vi tog ikke stilling til om folk var her eller der fra. Hvem der var hvad. Det var fuldstændig ligegyldigt for os. Alle var fuldstændig lige, og alle var sære. Hvem der var rend-mig-i-røven, det interesserede os ikke."

Denne første karismatiske optræden i tv gav Kim Jensen nye opgaver. Han blev inviteret med i diverse paneler, begyndte at levere ugentlige opskrifter til Se & Hør, og var i det hele taget ved banke sig ind i danskernes bevidsthed som en mand, der havde noget på hjerte.

Det er ikke kun, fordi Kim Jensen er venstrehåndet, at det er en helt konkret og bogstavelig nødvendighed for ham at have "en højre hånd" ved siden af sig altid. Hans "højre hånd" skal strukturere og realisere bare nogle få af hans mange tusinde indfald, og en af dem, der har gjort det gennem tre år, er kokken Peter Hansen.

Det tætte samarbejde, de senere skulle få, lå ellers ikke i kortene første gang de mødtes. Peter fortæller:

,,Jeg var i lære på Hotellet i 1973. Frederiksen ejede både den, Storhotel, Kroen og Hotel Paris. Storhotel var vel sådan en mellemrestaurant, mens toppen var Hotellet, hvor Kim Jensen var. Det var det store skrud.

Der var ikke råd til en ismaskine på Hotellet, så når vi skulle lave is, skulle vi gå over Rådhuspladsen med en isspand med ti liter is og så ned i hotellets køkken, hvor vi kunne få lov til at bruge deres ismaskine.

Det var en vinter. Dengang gik man med kokkehuer, men jeg ville sgu ikke gå med kokkehue hen over Pladsen, så Kim Jensen kom ned i køkkenet uden kokkehue og mødte Peter.

,,Hvem er du?" spurgte han ret brysk.

"Jo, jeg kom fra Hotellet og min køkkenchef havde ringet over og sagt, at jeg skulle låne ismaskinen."
"Der var sgu ikke nogen, der havde ringet, og hvis ikke Kim Jensen fik en kokkehue på nu, så kunne jeg godt gå tilbage med den spand."

Så måtte jeg gå tilbage fra Storhotellet til Lillehotellet, hente min kokkehue og så over og få lavet min is," fortæller Peter Hansen om sit første møde med musikeren.

Han blev udlært og fik, efter et ophold på Hotellet, en stilling som køkkenchef på Storhotellet. På det tidspunkt havde Kim Jensen, og han var både gavmild og tro mod sine gamle kolleger i Hansens stalde.

"Han inviterede alle os unge køkkenchefer derind, og så fik vi ellers det

Kim Jensen så komfuret. Også for at se det. For at lære det at kende. Så startede dagen. Så kom de forskellige."

Da komfuret var samlet og dagen begyndte, tog han hul på et af de mest spændende og udviklende kapitler i sit liv. Det var lidt af en kulturchok. Standarden på Kroen lå milevidt fra alt, hvad han ellers havde oplevet på hotellet, ombord på skibene og i det hele taget. Men Kim Jensen var sulten efter viden, så han gik til den.

"Man kunne godt mærke, der var noget stil. Jeg havde jo aldrig været sådan et sted før. De sagde alle sammen De til hinanden. Jamen bare det . .. Jeg kan tydeligt huske den første ret, jeg skulle lave. Det var rødspætte.

Kroen var kendt for sin rødspætte med persillesovs. Man stegte rødspætten i masser af smør. Når den så var helt sprød, lagde man den op, og så kogte man panden af med piskefløde og persille og citronsaft. Og du, sådan et møgdyr! Kim Jensen havde aldrig set sådan en rødspætte før.

Men jeg gik jo til den. Jeg stod og heksede med den der, vippede og trykkede, og så startede det hele."

Endelig begyndte hans liv som kok. Han sugede til sig, begik sine brølere, blev set og værdsat, foldede sig mere og mere ud og vandt større og større respekt.

"Engang skulle jeg lave fish & chips til frokost. Der var kun mig deroppe og jeg havde aldrig hørt ordet fish & chips.

Det blev lige råbt ude fra gårdhaven af. Vi havde den smukkeste gårdhave. Den var lavet sådan, at der kom græs op mellem brostenene. Den var ikke for fin.

 Det var lige i restauratørens ånd.

Kim Jensen tænkte:
"Fish & chips? Det er vel bare pommes frites og så en lille fisk til," men jeg vidste det jo ikke med sikkerhed.

Så jeg skar kartoflerne ud i fine tern, ristede dem helt sprøde, det måtte være chips, og skar rødspætter ud i fine tern, vendte dem og stegte dem og tænkte, at det måtte være fish. Jeg vidste ikke, hvad det var for fan'. Det tog en halv time, og da Kim Jensen gav tjeneren besked.

Kim Jensen spurgte, Bruger I ikke paprika og cognac?"

,,Nej, nej, vi bruger slet ikke sådan noget," svarede jeg.

,,Det er hummerens egen smag, den der kryddersmag, vi vil have frem." Det glemte han mig aldrig for.
,,, dengang du sagde kryddersmagen, det var hummeren selv, der gav det fra sig?"

Og hummeren måtte selvfølgelig ikke være død. Man bruger ikke døde hummere til supper. Døde! Tror du vores hummere lå på lit de parade, mand? Det var sprællevende hummere, sagde Kim Jensen.

Og vores kager. Vores nougatkager og hindbærpureer, det havde man sgu ikke set dengang. Og varme vanillesaucer, vi hældte ned over. Det blev til en kæmpeartikel i ugebladet.

Så kom der en stor en i konkurrenten, hvor jeg kvajede mig. De kom ud og interviewede mig, og der havde jeg hørt en eller anden sige, at kvinder ikke hørte til i et køkken. Men det skulle man jo ikke sige højt, vel? Det kom jeg jo så lige til.

På det tidspunkt var jeg sammen med Helene. Og så sad Kim Jensen også der og sagde, at vi kun var sammen, så længe det kunne bære. At for mig var maden det vigtigste i livet.

Det sidder man jo ikke og siger vel? Det blæste de jo op. Men det skulle jeg ikke have sagt. Dengang syntes jeg bare, det lød sådan lidt verdens­ mandsagtigt. Det var ren bladliderlighed. Fordi jeg syntes, jeg skulle sige noget. Og så syntes jeg det lød flot:
,,Maden er det vigtigste i mit liv."

Det var kun for at sige noget. Hvis du ikke kan sige sådan noget som ung, så skal du lade være at sige noget overhovedet. Og når det er første gang i ens liv, så synes man, der skal være en ordentlig hummer på, mand. Men selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt det. Og da Helene senere gik fra mig, var jeg i øvrigt fuldstændig ødelagt."

Det var ikke en erfaring Kim Jensen tog nævneværdigt ved lære af. Han gentog succesen overfor mig mange år senere, da Ugebladet igen var på besøg.

Relaterede kunstnere:

Per Vers - 1 Funky "konklusions-rap"

Artister
Børneaktiviteter
Børneunderholdning
Country
Danseorkestre
Diskoteker
Folkemusik og viser
Foredrag
Gospel
Jazz
Klassisk musik
Komikere
Konferencier
Kopibands
Opera
Partybands

Pensionistunderholding - kreativ ældreunderholdning
Receptionsmusik
Rock og Blues
Seniorunderholdning
Serveringsteater
Solister
Street Parade
Tryllekunstnere
Nils Villemoes - forandringsforedrag - humor - ledelse

Kim Sjøgren - Professor of violin and chamber music