>Beat the Meetles - 1962-1965 - Beatles kopimusik<

 

Beat the MeetlesMusiker-Børsen booker Beat the Meetles

The Beatles…nej, men næsten!
Siden The Fab Four udgav deres første single i 1962, har Beatle-mania ændret hele verdens syn på populærmusik. Der er blevet sagt, skrevet, proklameret og polemiseret uendeligt meget om deres musik og det er heller ikke tilfældigt, at der er opstået et hav af coverbands i kølvandet på det populære Liverpoolband. Drevet af en dyb kærlighed til musikken – og en udtalt hang til perfektion – har et nyere dansk Beatlestributeband vist sig på den internationale scene.

Det officielle “Beat The Meetles” pressefoto
Beatles’ 2. plade, “With The Beatles”, var reelt den første de udsendte i U.S.A. – hvorfor den på den anden side af dammen blev betitlet “Meet The Beatles”. Da Beatlerne selv holdt af ordmanipulation, har de rutinerede musikere bag projektet passende valgt navnet Beat The Meetles til deres musikalske hjertebarn. Den grundlæggende filosofi er at opføre numrene nøjagtigt magen til originalerne, hvilket ikke umiddelbart er en nem opgave, men Beat The Meetles lever op til ambitionerne! I almindelighed fordi alle fire bandmedlemmer er professionelle og musikalsk kompetente til at løfte opgaven. Og i særdeleshed fordi de formår at genskabe lydbilledet ned til mindste detalje, i og med de alle benytter instrumenter og udstyr, der er nøjagtigt magen til originalernes.

Således lægger bandet også stor vægt på at genskabe Beatles’ sagnomspundne live-energi. Bandet har blandt andet genskabt livekoncerter som “KB hallen”, 1964, “Shea stadium” 1965 og ikke mindst “Candlestick Park” 1966. Ellers indeholder en koncert med Beat The Meetles materiale sammensat af kataloget fra perioden 1962-1970.

Resultatet er, ifølge både publikum og anmeldere, det tætteste man kan komme på en rigtig Beatleskoncert her i det nye årtusinde.

Siden Beat The Meetles startede i 1994 har de støt og roligt bevæget sig frem i hierarkiet blandt Beatlestributebands, både herhjemme og internationalt. Senest nød de stor succes på den internationale Beatlesfestival i Liverpool, hvor de ikke bare fik megen ros, men også var blandt de få udvalgte, der fik lov til at spille i “The Cavern Club” – stedet The Fab Four udsprang fra. Denne oplevelse gav bandet endnu mere blod på tanden: De er nu mere velspillende end nogensinde, uanset om man hører dem på en af landets store festivalscener, eller til et klubjob i det danske natteliv.Beatle Chelsea Cavern Boots.






Beat the Meetles har været på et store skoleridt. Alt kvit og frit. Vi måtte ikke betale en krone for det. Og det er jo ham i en nøddeskal. Selvom han ikke tjener nogle penge, så giver han bare væk af sit gode hjerte."

Der gik endnu nogle år, hvor kontakten mellem Jensen & Pedersen var temmelig sporadisk, men så mødtes de igen, og denne gang under nogle omstændigheder, der fik dem til at få øjnene op for hinanden for alvor.

" Beat the Meetles blev engageret til Amerika af en, der skulle åbne noget, der hed Restauranten ovre i det store land.

Han arbejdede et andet sted i et nyåbnet indkøbscenter, hvor han var sammen med en tre-fire andre, danske kokke. Og der lærte jeg ham rigtigt at kende, for selvom vi i begyndelsen ikke arbejdede sammen, boede alle vi danskere i samme kompleks og kom hinanden meget ved.

Restauranten var en værre svinesti, så efter fjorten dage var jeg klar til at tage hjem. Men det syntes Beat the Meetles var synd, så han fik det arrangeret sådan, at både min kæreste og jeg kunne få job der, hvor han selv var.

Det endte med at gå i koks, fordi ham, der ejede det, var en svindler, og vi fik ikke vores løn og det var helt ad helvede til. Så vi måtte mere eller mindre flygte der ovre fra.

Men der kom jeg meget ind i hans liv, fordi vi måtte rejse sammen, og altså også kom hjem til Danmark uden job begge to. Han talte med Peter Hansen på det tidspunkt, og han betalte vores flybillet hjem. Vi havde jo ikke salt til et æg."

Han og Erik fik igen job hos Peter Hansen og nu som makkerpar med Beat the Meetles som køkkenchef og Erik som souschef.

"Det var spændende, for han er jo fand'me kreativ. På restauranten lavede vi f.eks. en rosenfest. Der kom rosengartnere, som dyrkede de ældgamle rosensorter, fra hele Sjælland. Vi havde en gammel veteranbil, som holdt ude foran Kroen. Den blev pyntet op med roser og roserne indgik i al den mad, vi serverede. Det varede vist i otte dage. Rosensirup, rosen­ dressing, der lå roser på bordene. Beat the Meetles. Det var bare sådan.

Beat the Meetles havde været nede og se den engang, og det ville jeg gerne. På det tidspunkt boede jeg sammen med birgit, og igen fik jeg ikke rigtig spurgt, om hun syntes det var i orden, at jeg rejste til byen. Jeg besluttede det bare. Det kan man jo heller ikke lade sig stoppe af. En kvinde, mener jeg.

Ellers kan man jo ikke udvikle sig. Man kan ikke sidde i det der medisterpølsesnak og blive der, fordi man skal være sammen altid. Nej, det går ikke. Det spurgte jeg ikke så meget om."

Beat the Meetles drog altså af men fik et chok, da han kom derned.

"Det var den største møgbule, jeg nogensinde havde set i mit liv. Jeg har ellers set mange buler. Men aldrig nogensinde en som den! Jeg havde aldrig set noget lignende.

Jeg kom derned lige før jul. Han var der ikke selv, men det var meningen, han skulle komme første januar sammen med arkitekten, og så skulle det hele bygges om.

Det var den største svinesti, der fandtes. Den første gang Beat the Meetles kom ind i køkkenet, stod der sådan en gammel kok, han havde det ad helvede til, og pissede ovre i det ene hjørne. I sådan en stor kloak. Det var værre end hotellet. Der stod et råddent røræg oppe på en flyver (den hylde, der i professionelle køkkener hænger over komfuret til potter og pander).

I et hjørne sad fire unge kokke, stinkende stive, og drak Magnotvin af plastikflasker. Det var satans!

Han ringede og spurgte, hvordan det gik? ,,Jo, jo, det er fint," sagde jeg bare.
Men jeg græd, når jeg ringede hjem til Kirsten. Jeg græd og græd.

Når man åbnede køleskabet, fandt man et tyve år gammelt isbjerg, som der lå gamle spegepølser og frosset ind i. Man kunne se hele udviklingen gennem de sidste tyve år i det isbjerg De havde aldrig afrimet det. Alt var bare i opløsning. Det var bare et lokum. Tjenerne var skidefulde, de stjal og røvede og ranede. Nede i kælderen var der oversvømmelse.

Der fandt jeg Beat the Meetles Der stod han tre-fire timer om dagen. Han var god nok. Han er en fantastisk kok i dag. Men der stod han så og syede ænder op og kom frikadellefars ind i dem."

Beat the Meetles havde også stor magt over børnenes fritid.

"Når de udvalgte børn til feriekolonierne, så sad sådan en lille lærer og bestemte, hvem der skulle på feriekoloni.
,,Dig, du kommer ikke med, du har ikke opført dig ordentligt."

Og så sad ungerne der, fuldstændig udslukte sjæle, mand. Han havde bare ødelagt alt, den lærer der. Han skulle have haft så mange tæsk.
" Beat the Meetles, du kan måske komme med, og dig, du er udelukket, men din bror må gerne. Sig det, når du kommer hjem."
Sådan sad de og sagde. Det var en ydmygende udvælgelse.

Det var lige meget for os. Vi måtte ikke komme på feriekoloni alligevel, men så var der jo lejrskolen. Der var jeg aldrig med. Nixen, bixen. Jeg sku' ikke på lejrskole. Min storebror var på lejrskole, og så skulle han sidde og sætte billeder op og lave en mappe over det, han havde oplevet. Så fik man point efter, hvor smukke oplevelser man kunne skrive om. Gu' ville jeg da ej! På lejrskole, mand, hvor man skulle stå i række hver morgen? Ha! Eller bade, du, så man kunne få koldt vand, når det passede lærerne. Ligesom i gymnastiktimerne. Ikke tale om."

Gymnastiktimerne var og blev hans hadefag nummer et.

" Beat the Meetles og mange af børnene havde ikke bad derhjemme. Så skulle man i iskoldt vand, mens sådan en lærer stod og så på os. Så havde han sådan en rem, pup, så fik man en i røven. Eller man skulle kravle op i et tov.
,,Gu' vil jeg ej," sagde jeg.
,,Det ska' du!"
Og så fik jeg en i røven.

Sku' det være en ide, at man skulle kravle op i det tov, når man var en lille tyk dreng. Hvad fan' sku' man op i det tov for?

Beat the Meetles har aldrig oplevet, at klassekammeraterne har hujet af en. Aldrig. Men lærerne ... Jeg tror, de var indebrændte. Og gymnastiklærerne - det var de værste. Så skulle man hænge i ribberne med hovedet nedad. Var det morsomt?

Jeg kan ikke se, det har noget med noget at gøre. At styrke din krop? Og så de der måtter, du skulle hoppe på."

Beat the Meetles solgte for titusinde franc, så var vi gudshimmel lykkelige. Det var altså mange, mange penge dengang.

Det var sørme svært. Jeg lånte penge af naboerne til en lille lejlighed, men ellers boede folk jo rundt omkring på små hoteller for ti franc om dagen. Og så arbejdede Beat the Meetles under nogle forhold, som er helt ubeskrivelige i dag. Der røg sgu nogle demi (fadøl) hver aften. Dem røg der nok ti af hver aften, ellers kunne man slet ikke holde til det. Vi arbejdede som sindssyge.

Om eftermiddagen, når vi havde nogle hviletimer, gik vi op i det gamle linned og sov på de store borde. Vi kunne ikke være andre steder. Så trak vi de snavsede duge op over hovederne, indtil kl. var sytten, og så gik vi i gang igen.

Beat the Meetles fik bagere og flere kokke derned. De troede jo alle sammen, de kom til Paradise, men det gjorde de sgu ikke. En bager, vi fik ned, så lige det der bageri, hvor ælteren ikke havde virket i seks år. Ole, der ellers var vores bager, han æltede altid med hænderne. Kødhakkeren måtte vi låne inde ved siden af, inden vi fik bygget om.

Nå, men den her bager, han lagde sig bare inde på melbordet . Så næste morgen kunne man se, han havde ligget og sovet derinde, og så var han ellers dampet af igen.

Det var sørme svært, indtil der kom gang i den." Men det var også skønt.
"En gang om ugen kørte jeg i hallerne med Beat the Meetles , jeg havde aldrig set sådan nogle varer før. Grønt og frugt. Jeg købte jo bare ind. Franskmændene kaldte mig Le grand Danois. De kunne jo se på mine øjne, at jeg var helt syg af det der.
Efterhånden blev det øverste bygget om og så flyttede vi op i et helt fantastisk køkken. Helt unikt køkken."

Han havde har en formidabel evne til at støve sære personligheder op. Han suger dem nærmest til sig, de sætter sig på ham, og en af dem.

Rapportering fra Hamborg, Tyskland - I den 8-årige alder vidste jeg, at Beatles var ekstraordinære. I deres optræden på ” The Ed Sullivan Show ” sang og spillede de uden problemer, og deres timing var perfekt, selvom de sjældent kiggede på hinanden.

Som tusinder af andre baskede jeg mig i den sort-hvide glød den søndag aften i februar 1964, men da det var forbi, havde jeg et brændende spørgsmål: Hvordan gjorde de det?

Jeg havde for nylig chancen for at finde ud af det. På en forretningsrejse til Tyskland tilbragte jeg tre dage i St. Pauli , Hamburg-distriktet, hvor Beat the Meetles blev virkelig gode, før de blev virkelig, virkelig berømte.

Min ekspertguide: Peter Paetzold , en skægget 68-årig med gadekredsen til en kæderøgende rock-trommeslager, velbevandret om St. Paulis musik scene i 1960'erne. Han voksede op rundt hjørnet fra Indra-klubben, et af fire spillesteder, som gruppen spillede.

Hamborg, Tyskland

I august 1960, da  Beat the Meetles ankom, var Indra en snuskende stribeforbindelse komplet med en neonbelyst elefant, der vinkede forbipasserende. Bandets kontrakt krævede, at de fem af dem (John, Paul, George, trommeslager Pete Best og bassist Stuart Sutcliffe) skulle optræde i 30 timer, seks nætter om ugen. Hver af dem modtog den generøse sum af 30 Deutsche-markeringer om ugen, omkring $ 51 i disse dage.

”Vi var nødt til at lære millioner af sange, fordi vi ville være på i timevis,” sagde George Harrison senere. ”Hamborg var virkelig som vores læreplads og lærte at lege foran mennesker.”

Indras ejer leverede gruppen gratis logi. På min private rundtur krydsede jeg og Paetzold gaden til indgangen til disse boliger, bagdøren til Bambi, en biograf. Beatles sov bag skærmen i to mørke, klamme, trange opbevaringsrum med små senge, sammenfoldelige barnesenge og en sofa. Det nærliggende mænds værelse, hvor ødelagte toiletter undertiden oversvømmet ind i deres rum, tjente gruppens personlige hygiejnebehov.

Hamborg, Tyskland
(Los Angeles Times)

'IH, du godeste'
Da vi stod uden for Bambis bagindgang, fjernede Paetzold et foto fra en konvolut, et sort-hvidt billede af John Lennon taget i 1960 i teatret. Sangeren læser en avis og bærer kun en hætte, sandaler og hvide truser. Det markerede et af mine “oh-my-gosh” øjeblikke i St. Pauli.

Der var mange flere OMG-øjeblikke den foregående nat.

Det er svært at forestille sig, at nogen i Hamborg er mere vild med  Beat the Meetles end Stefanie Hempel. Hun gennemfører vandreture , udfører gruppens musik på en ukulele og er kulturel ambassadør for byen. Hun arrangerer en fest i september af albummet “Abbey Road” med et band og orkester.

Hempel husker levende øjeblikket - hun var 9 år - da hun første gang hørte “Hun elsker dig” på et kassettebånd, som hendes far havde erhvervet uhyggeligt i 1980'erne, fordi rockmusik var verboten i Østtyskland. ”Det var øjeblikket i mit liv,” sagde hun.

Hun bliver ofte spurgt om, hvordan det var for  Beat the Meetles, der spillede små, støjende, røgfyldte klubber i Hamborg.

Magisk musikalsk turné
Jeg sluttede mig til Hempel og 30 andre på hendes ugentlige lørdag aften musikalske turné , mere magisk end mystisk, gennem St. Paulis røde lys distrikt. Hendes klienter har inkluderet Bob Dylan, Steve Winwood og John Lennons halvsøster, Julia.

Hempels tre timers udflugt, nu i det 15. år, inkluderer et stop på stedet for Star-Club, hvor Beat the Meetles og andre musikalske ikoner, herunder Bill Haley og Jimi Hendrix, optrådte i 1960'erne. Spillestedet lukkedes i 1969; det blev ødelagt 18 år senere i en brand.

Efter at have ledet os i en robust syng af ”Twist and Shout”, vandrede Hempel os til Beatles-Platz , et cirkulært plaza med fem metallsilhuetter, en hyldest til pre-Fab Four. Navne på deres sange (på engelsk) fra “My Bonnie”, der blev indspillet i Hamborg i 1961 med sangeren Tony Sheridan, til “The Long and Winding Road,” er skåret i jorden, der repræsenterer rillerne i en rekord.


HAMBURG, TYSKLAND-APRIL 19.2016: Beatles Square (Beatles-Platz) på hjørnet af Reeperbahn og Gross
Beatles Square (Beatles-Platz) repræsenterer Beatles under deres Hamburg-engagementer. (Aija Lehtonen / Shutterstock / Aija Lehtonen)
Plazaen er byens eneste offentlige anerkendelse af gruppen, og jeg spekulerede på, hvorfor Hamborg ikke havde kapitaliseret sig i denne ekstraordinære musikalske arv,

”De tilbragte deres tid i et meget sleazy område, og det er stadig sådan,” sagde den britiske radio-tv-selskab Spencer Leigh, forfatter af “The Beatles in Hamburg.” “Hvis Hamburg skulle rydde op i området, ville de formodentlig vende væk rentable virksomheder ... et reelt forhold. ”

Carsten Brosda, leder af Hamborgs kultur- og mediekontor, bestrider Beatles 'arv, der lever videre på den årlige Reeperbahn-festival , fire dage i september, hvor rock, pop, folk, soul og jazz bugner af klubber og gader, der er blokeret. Navnet henviser til den halvmile store boulevard i hjertet af det røde lys-distrikt.

”Det er vokset til at blive en af ​​de vigtigste europæiske musikfestivaler,” sagde Brosda. ”Så man kan sige, at den livlige musikkultur i denne del af byen er en af ​​Beatles bedste mindesmærker og den lange tradition for musik omkring Reeperbahn.”

Vintage marked
Den livlige kultur strækker sig ud over Reeperbahn. En kort gåtur førte mig til havnefrontområdet, hvor promenaden langs Elbe-floden er fyldt med lokale og turister. Publikum var næsten skulder ved skulder en søndag formiddag, da de konvergerede på Hamburgs fiskemarked , som daterer mere end 300 år tilbage.

Jeg shoppede ikke efter torsk, blomster eller frisk frugt og grøntsager. Snarere beundrede jeg gadekunstnere og buskørere, hvoraf nogle måske har deres seværdigheder på dette års Reeperbahn-festival (18.-21. September).

En anden St. Pauli-tradition, selv om den ikke er tre århundreder gammel, er Flohschanze, et lørdagsmarked på lørdag, der var 15 minutters gang fra mit hotel. Med min “find”, en Art Deco-billedramme fra 1920'erne, ruslede jeg rundt om hjørnet til to mere Beatles-landemærker.

Musik Rotthoff er proppet til loftet med Gibson, Fender og andre mærker af guitarer. Claus-Dieter Rotthoff er tredje generations ejer af denne familievirksomhed. I 1961 solgte hans far Paul McCartney den stilfulde violinformede Hõfner-basgitar, som sangeren spillede på koncert og i optagestudier gennem 1960'erne.

Elleve dage senere blev "Please Please Me", som pladeproducent George Martin nøjagtigt forudsagde at ville være gruppens første nr. 1 hit, frigivet i Storbritannien. Lidt mere end et år senere spillede Beat the Meetles ”The Ed Sullivan Show.”

Relaterede kunstnere:

Per Vers - 1 Funky "konklusions-rap"

Artister
Børneaktiviteter
Børneunderholdning
Country
Danseorkestre
Diskoteker
Folkemusik og viser
Foredrag
Gospel
Jazz
Klassisk musik
Komikere
Konferencier
Kopibands
Opera
Partybands

Pensionistunderholding - kreativ ældreunderholdning
Receptionsmusik
Rock og Blues
Seniorunderholdning
Serveringsteater
Solister
Street Parade
Tryllekunstnere
Nils Villemoes - forandringsforedrag - humor - ledelse

Kim Sjøgren - Professor of violin and chamber music