Camilla
Lund Jensen er 22 år, hun er udannet social og sundhedsassistent.
Hun
fortæller sin historie om sit liv med psykisk sygdom, for at skabe
større forståelse for psykisk sygdom, og for at nedbryde tabuer om
psykisk sygdom.
Camilla Lund Jensen
fortæller om sit liv fra 17-20-årig med selvmordstanker,
depressioner, ”lykkepiller, pres, og et svigt fra sin far, der har
haft større betydning, end hvad hun egentlig vidste af.
Desuden fortæller hun om, hvad hun selv har gjort for at komme
videre og hvad hun gør nu for at passe på sig selv.
Og så
vil Camilla Lund Jensen gerne sætte fokus på, at man sagtens kan
lære at leve med psykisk sygdom. Hun har lært, at det er meget
nemmere at være åben omkring det, så er det også nemmere for dem
omkring at hjælpe.
Camilla Lund Jensen håber, at I har lyst til at høre hendes
historie.
Foredraget varer 30-45
minutter, og der kan tillægges mere tid til spørgsmål og diskussion.
“Er det okay at
være psykisk syg?”
Det starter i maj måned
2015, hvor jeg bliver tiltagende trist, jeg har svært ved at
koncentrere mig og har mindre og mindre energi. Efter et par måneder
slæber min mor mig til lægen. Hun kan se, jeg ikke er mig selv mere.
Jeg prøver at opretholde en eller anden facade, men jeg
magter det ikke længere. Jeg føler, det er svært at være den, der
har brug for hjælp, og jeg har rigtig svært ved at tale om det.
Lægen henviser mig hurtigt til psykiatrien for depressive
symptomer.
Så det som en skam at have en psykisk
sygdom
Jeg er nærmest angst for at blive kritiseret
eller opføre mig pinligt. Jeg oplever, at folk kigger mere efter mig
på gaden og i skolen. For jeg er jo ikke som de andre mere.
September samme år får jeg diagnosen depression moderat grad. Her er
jeg 17 år gammel. Jeg har selvmordstanker, og lysten til livet er
forsvundet. Jeg oplever det som en kæmpe skam at have en psykisk
sygdom, og derfor er det kun de nærmeste, der ved det. Jeg oplever
også, at det at have fysisk kontakt i forhold til at få et knus af
min mor eller søster bliver sværere og sværere, da jeg ikke længere
kan håndtere at have andre tæt på mig – for tænk, hvis jeg så blev
ked af det? Det ville være svagt.
Min psykoterapeut holder
mig fast i, at jeg faktisk kan mere, end jeg tror, ridser op for
mig, at jeg også har fået ros og gode karakterer, trods det at jeg
har en depression. Og jeg skal nu øve mig i at kigge på de ting, der
er lykkedes for mig fremfor bekymringer om, hvad der ikke lykkes. I
december 2016 starter jeg op på antidepressiv medicin. Dette gør mig
ked af det. Skal jeg virkelig til at tage piller for at være glad?
Jeg bebrejdede konstant mig selv
Jeg har
mange negative tanker, en skyldfølelse, hvor jeg ofte bebrejder mig
selv. Jeg er meget mere nærtagende end vanligt og bebrejder igen mig
selv, når jeg bliver ked af det, og jeg synes, at jeg skal tage mig
sammen.
Jeg bliver øget i medicin til højere dosis end før.
Dette gør mig meget ked af det, for tanken om at jeg skal leve mit
liv med “lykkepiller” gør noget ved mig. Jeg vil helst gerne kunne
klare alt selv. Dog gennemfører jeg Social- og
sundhedshjælperuddannelse i oktober 2017, og dette er virkelig en
sejr for mig.
Men alligevel hæfter jeg mig ved de fejl, jeg
har lavet, og husker dem i mange dage. Hen over efteråret 2018 går
det bedre. Det hjælper med øgning af medicin og samtaler ved
lokalpsykiatrien.
I januar 2019 startede jeg på et
Psykoedukation-hold, som er et undervisningshold med andre, der har
det ligesom mig, hvor jeg får værktøjer til at mestre depressionen
og hverdagen. Jeg har det godt. Jeg tager stadig medicin og er mere
og mere afklaret med, at det nok bliver en del af mit liv.
Den største hjælp var åbenhed
Jeg fortæller det
her for at skabe større forståelse for psykisk sygdom og for at
nedbryde tabuer om psykisk sygdom, for det er ikke et tabu, og det
skal det ikke være. Det gør det værre, når man er psykisk syg, at
blive set med fordomme, da man har rigeligt med negative tanker om
sig selv i forvejen.
Det, der har hjulpet mig allermest, er,
at jeg gik fra fornægtelse af sygdommen til åbenhed om sygdommen.
Det er meget nemmere at være åben omkring det. Så er det også
nemmere for dem omkring at hjælpe.
Jeg er blevet inspireret
af en mand, der fortalte sin personlige historie om psykisk sygdom.
Og derfor tager jeg nu ud og holder foredrag på uddannelsessteder
rundt om i landet for at bryde tavsheden om psykisk sygdom og give
håb for andre, der har det svært.
