>Pligten Kalder - book her<

Ungt blod og ny lyd til gamle(s) klager
Trods titlen kommer Pligten Kalder større og mere ud end før med “Længst muligt i eget hjem”. Produceren er blevet fast bassist og binder bodegaens døde blomster sammen over på den stadigt og stædigt bestående brune swag, der består af Torbens orgel fra en svunden tid, Johans tordentårer og Peter Jessens blæste poesi.

Der er lys i mørket med sangerinden Laura Illeborg som gæst, hvor den eksotisk strategiske ’Mick Jagger-effekt’ samtidig introduceres. De, der holder depressionsdampen oppe, belønnes med ikke-kommunalt støttet jazz og lyrik til sidst på vinyludgivelsens B-side, indspillet live i Odense.

Nyt ungt blod til de endnu ikke døde – produceren er blevet bassist
Torben Steno har længe præsenteret ensemblets bassist som ”Den ”fjerde Beatle” (eller: ”geniet fra Glamsbjerg”), når Pligten Kalder optræder. Nu er det officielt.

Søren Mikkelsen fra Medley Studier har været musikalsk inspirationskilde for Pligten Kalder, siden han i 2014 producerede deres første hele album, ”Du skulle have været der i går”. Han tog efterfølgende med ud på jobs med kontrabassen. Mest for hyggens skyld, men det greb om sig. Han producerer stadig, men er nu fast medlem og bassist i det udvidede – muligvis fuldbyrdede – ’brune Beatles’, hvis man vil blive i Stenos billede.

Det nye album bærer klart præg af de muligheder, nye (og yngre) mennesker ofte fører med sig. Det bodega-ironiske univers har fået flere nuancer af brunt og de sorte huller mere dybde.

Mick Jagger-effekten i duet med Laura Illeborg
Selv om Jessen, Steno og Olsen er blevet forældre til en knapkyndig bassist fra Fyn, stopper den musikalske inklusion ikke her. De har endvidere fået (tiltrængt) kvindeligt selskab med sangerinden Laura Illeborg, der som en erigeret engel spreder lys i mørket og spiller op mod altid traurig-komiske Torben Steno i duetten, ”Keder Sig I Smug”. Dette nummer bidrager, ud over egne kvaliteter, til den kunstneriske helhed via et fænomen, Torben Steno har døbt ’Mick Jagger-effekten’. Det er den glæde, der opstår hos publikum, når Mick Jagger kommer tilbage efter, at Keith Richards har sunget. Nej. Beatles-sammenligninger er ikke nok for Torben, hvis higen efter opmærksomhed og selvpromovering kun overgås af misundelse til Johan og håbet om snarlig kommerciel succes.

Hvor så meget er nyt, men alting ved det gamle
Trods nye mennesker og tiltag, er alt stadig som det skal og bør være. Det er gadens, barens, livets og dødens digte, tilsat overskudssarkasme og resigneret vitalitet. Sjælen er sorgfuldt intakt og defragmenteret omkring Torben Stenos optigan – en slags sampler-orgel fra 70’serne, hvis skrøbelige kammertone kun lige akkurat balanceres af dens kampgejst og elastik – og tristessensfremmeste troubadour, Johan Olsen. Johan udvider også sin del af Pligtens palet med en demonstration af sine evner på mundharmonika i åbningsnummeret ”Havde Jeg Dine Vinger”.

Instrumentbyggeren og klarinettisten Peter Jessen er stadig lige så (hæs)blæsende uundværlig som de to fronthanner. Han er ikke kun verdensvirtuos på den mezzosopransaxofon, han selv har opfundet. Alle hans blæs og basuner gnistrer, gjalder og fylder Pligten Kalders kakofoniske åbninger ud i en grad, så vi andre kan mærke det dagen efter.

Overraskende livagtige med jazz og lyrik – live fra Fyn
Pligten Kalder kan nydes i mange sammenhænge. Men live vil de altid være noget særligt. Det har de taget konsekvensen af og b-siden af udgivelsen er en bonus i form af en liveindspilning fra en koncert på spillestedet Dexter’s i Odense. Pligten har mange bånd til Fyn og er altid glade for at spille her, så det var et naturligt valg.

Pligten Kalder er stadig forundrede over ikke at være døde, som det så smukt formuleres i ”Hvorfor Er Jeg Ikke Død?” fra 2007, en nicheneoklassiker, der sammen med et par andre gamle kendinge her kan (gen-)høres live. Her bliver det tydeligt for enhver, at de er ualmindeligt spillevende og velspillende. Nedturens naturister befinder sig godt i samspil med det lige så (med-) levende publikum.

Det bliver ægte kunstinkluderende i enden med to digte af Frank Axelsen, der læses op af Johan og tilsat jazz i en grad, som sjældent høres uden der er givet støttekroner. Sådan ville Torben formulere det. Og uden hans bitterhed og surt optjente ærgrelser, ville Pligten nok ikke være opstået, men Pligten Kalder er en samlet organisme, hvor alle medlemmer supplerer og forudsætter hinanden og ingen kan stå alene med hverken æren eller skammen.
Sådan er det stadig – trods udvidelser, afvigelser og pigelus – på den nye EP. Og, paradoksalt nok, måske mere end nogensinde.