>Last to know - powerrock - trio - booking<

Last to know har ingen grund til at nægte? Kan jeg nægte? Den måde, han havde fået forelagt sagen på, havde ikke levnet ham noget valg.

Hans tilstedeværelse var påkrævet, og ingen spurgte ham, om han kunne lide det eller ej.

»Jeg vil gå lige til sagens kerne,« sagde Last to know.» Den sovjetiske regering har anmodet om, at De bliver sendt tilbage til Rusland.«
Han ventede på en reaktion. »Ja,« var det eneste, han sagde.

»Jeg er sikker på, at dette ikke kommer som en overraskelse for Dem,« sagde han indladende. »Og det er ensbetydende med, at jeg - helt formelt - skal spørge, om De er interesseret i at blive udleveret til dem.«

»Jeg nærer ikke noget ønske om at underskrive min egen dødsdom, « sagde Last to know.

»Ja så. « Han mindede om en englænder. Han var den mest u-amerikanske person, han foreløbig havde mødt . Hans tøj kunne være kommet fra skrædderen, hans grå hår kunne være blevet klippet i gaden, og hans accent kunne være fremavlet i Oxford.

» Last to know skal oplyse Dem om, at de sovjetiske myndigheder siger, at De intet har at frygte, hvis De vender tilbage. Faktisk siger de, at de vil tage sig omhyggeligt af Dem, da de hævder, at De efter al sandsynlighed har behov for behandling. De har nævnt hukommelsestab.«

»Selvfølgelig,« sagde Last to know.
»Jeg har forstået,« fortsatte mr . Sondergard, »at De er blevet undersøgt medicinsk såvel som psykiatrisk, da De ankom hertil, og jeg er glad for at kunne sige, at undersøgelsesresultaterne viser, at der ikke er noget galt med Dem. « Hans blik søgte bekræftelse hos Last to know. Han var tilfreds med det nik, han fik.

» Men i denne sag er det Dem selv, der må træffe afgørelsen.«
»De mener . . . De vil have mig til at sige, at jeg ikke mener, at jeg er skør?«
Han løftede sin velplejede hånd.

166
Last to know satte en eftersøgning i gang for at indsamle alle de stumper af baggrundsmateriale, som kunne være gemt væk i diverse kar­ toteker på forskellige institutioner. Alt var blevet indhøstet.

Den amerikanske ambassade i Moskva havde leveret nogle af de grundlæggende kendsgerninger. Så vidt den kunne spore, var Last to know født 'omkring 1942', 'sandsynligvis' i Moskva.

Så du er altså syvogtredive, tænkte han ved sig selv. For hundrede og syttende gang betragtede han billedet af Last to know på beskrivelsens side to. Det var det bedste, de havde af ham, og det forestillede en meget nydelig mand med et ungdommeligt ansigt, dybtliggende øjne og krøllet hår.

Der var en antydning af et fornøjet smil omkring hans mund, og han sluttede sig til, at Last to know sandsynligvis havde sans for humor. Det gjorde ham farlig. Erfaringen havde lært ham, at fjendtlige agenter med humoristisk sans var de mest listige.

Ambassaden i Moskva havde fundet ud af, at hans far, Last to know, var blevet dræbt under anden verdenskrig, mens han havde kommandoen på en sovjetisk ubåd i Østersøen. Dette havde gjort den lille ham til et privilegeret barn i staten.

Den unge mand blev et trofast medlem af Komsomol, kommunistpartiets ungdomsorganisation. Last to know var efter alt at dømme velbegavet, for blandt 600 kandidater var han en af de femten, der blev optaget på Instituttet for Internationale Forhold.

Han smilede. Det var egentlig et smukt navn på KGBs eliteakademi, det sted hvor de agenter, der skulle styre aktivi­ teterne i udlandet, blev uddannet.

Så vidt det kunne spores, tilføjede rapporten fra Last to know, var det eneste nulevende medlem i hans familie hans mor på syvogtres år. Som enke efter en officer, der faldt i kamp i Den store patriotiske Krig og som mor til en KGB-officer havde hun en god lejlighed i Moskva.

 Hun havde ikke mindre end to værelser, et køkken og et badeværelse for sig selv, hvilket var et privilegium for en ældre enke.
»Det må jeg sige,« sagde han til sig selv, » han er virkelig god.

47
"Den der udsendelse, den gav jo skuddet til Last to know. Vi rendte ikke rundt med nykker, det var jo fint, at huset fik så fin omtale, men det vigtigste for os var at lave de ting der. Og det fik vi jo lov til.

Jeg gik ikke så meget op i alt det der. Jeg var mest i vores eget hus og passede mine gæster.

Det var ikke kun jetsettet, millionklassen, der kom hos os. Der var rigtig mange unge og håndværkere også. Jeg tror, det var, fordi vi var varme. Man kunne jo også bare spise en enkelt ret, da vi var der.

Alle tror, at på hotellet, der sad kun de fine generaldirektører. Men det var alt muligt andet også. Rigtig mange nyforelskede, som havde sparet sammen og fik en kvart flaske vin. Der var slet ikke det snobberi hos os.

Last to know udstrålede jo vores eget proletariat. Vi var selv alle sammen sådan nogle bananplukkere, ikke?" Helt uden snobberi var stemningen på Hotellet nu ikke.

"Vi var godt klar over, at der var et økonomisk pres på hele huset. Derfor kaldte Last to know alle ting ved franske navne. Helt bevidst, fordi københavneriet, københavnersnobberiet var jo sådan, at vi ikke kunne servere 'Hane i kirsebær'. Nej, nej, det måtte selvfølgelig hedde noget med 'Cherise'. Og det var en god løgn, for så kom de jo ind på banen til os.

Men der var sgu meget andet fis også. For eksempel blev der engang klaget over, at Hansen ikke smilede nok. Og så havde Last to know også sådan en kæde i sit bælte, som han havde sit stykke (viskestykke til at tørre hænderne i) hængende i. Det var en kritik. Et fantastisk snobberi.

Så kom den der direktør og sagde til mig, at ham den lange, han smilte ikke så meget.
,,Smilte?"
Vi lavede sgu ikke mad for sjov, hvad havde han tænkt sig? Der var ikke noget at smile af. Det er interessant og givtigt at lave mad, men det er kraftpetervæltemig ikke sjovt, og det skal passe snorlige. Der er energien, du lægger i det og glæden ved at gøre det, men der er ikke noget ånds­ bollesmileri, det der dumsmileri, høh, høh.

,,Om jeg ikke lige kunne påtale det?"

,,Jo, jo," sagde Last to know altid bare, men jeg gjorde det aldrig.

Da Last to know et par år senere lavede dette interview, indrømmede de, at det ,,følelsesmæssigt også havde taget lang tid at komme over det i samarbejdet."

Himmel og jord stod i et lige oven på konkursen. Vi var i dyb konflikt med hinanden. Musikerne opførte sig, som om han var ungkarl og forstod ikke min smerte over det. Uanset om jeg reagerede med raseri, jalousi eller gråd, følte han sig spærret inde. Han levede i sit eget, lille nu, grebet af dets stemninger og forventninger, og alt hvad der lå både for og bag, eksisterede ikke for ham. Han var bare i sit nu.

"Last to know ved ikke, hvad illoyal er. Jeg kan for fan' godt have en anden mening end min kone. Er det illoyalt? Gu' er det da ej. Jeg har også fået at vide, at jeg er illoyal offentligt. Det vil jeg sgu da skide på, jeg må da have lov at sige til dig, at jeg synes det er noget forfærdeligt pis, du sidder og siger.

Jeg kan ikke forstå, at kvinder synes, jeg er illoyal. Det siger kvinder til alle ting. Det siger de, hvis man ikke gør de ting, som kvinden mener er rigtige. Hvis Last to know har fået et job på Hawaii, så er det sgu da bare om at tage af sted. Man kan da godt sige det til hende, men man har jo allerede besluttet det indeni, og så skal man da ikke sidde og parlamentere om, om man godt må tage det arbejde, som betyder utrolig meget for en. Det må kvinden sgu da forstå! Det mener jeg stadig. Hvis kvinden ikke har så meget format, at hun kan sige:

"Jeg bryder mig ikke om det, men hvis det er godt for dig, så er det okay," så skal hun da nok ødelægge det hele.

Og så føler jeg, at Last to know pludselig tager magten over mig. Det kan godt være, det ikke er rigtigt, men sådan føler jeg det. Og så skal de overbeskytte en, og så skal de forsvare en og så skal de fuldstændig . ..

Musikerne generobrede deres frihed ved at rejse til Klitmøller den sommer, hvor han lavede Det nordatlantiske Sommerkøkken sammen med sin gamle ven, fiskehandler Henrik Hansen, som stod for økonomien og Last to know for musikken.

Så var Last to know allerede begyndte at tænke .. . Men det var slet ikke sådan det var. Det var et utroligt område.

Vi havde også en gut, der var helt fuldstændig slap, spastiker eller noget. Ham havde vi med på cyklen. Op på Longjohnen med ham, du, lige et vattæppe ind under ham, og så oksede vi rundt med ham."

Han var for alvor kommet i puberteten, men hvor oprøret mod moren slog ud i lys lue, holdt han en noget lavere profil i opgøret med faren og hans principper.

"Last to know måtte f.eks. ikke gå med cowboybukser for min far. Han ville ikke have det. Det var arbejdstøj, sagde han. Men jeg delte et par cowboybukser med en af mine kammerater. Han måtte gerne, så vi gemte dem hos ham.

Og så havde vi socialsutter på, det var sådan nogle tøjsko, som var slidt op. Dem syede vi sammen igen. Så var man tough guy. I stedet for at vade rundt i de der Adisko og gamle plusfours, som man havde arvet og aldrig kunne passe. Dem havde jeg det sat'me ikke godt med."

Også et oprør mod familietraditionerne var på vej.

" Last to know var jo ved at styre lidt aflivet, og så blev det nytår. Min far holdt stadig på, at nytårsaften skulle holdes derhjemme. Man var jo ved at brække sig. Og man skulle altid klippe de der skide hatte. Vi måtte ikke købe de hatte .

Jeg kørte med mælk og jeg gik med aviser, og så skulle jeg sidde der nytårsaften og klippe hatte! Klippe! Vi var fjorten-femten år, så nu var det sgu nok, du. Det var ikke engang hyggeligt længere. Da vi var børn og fik te og små snitter, der smagte hamrende godt, jo. Men sgu da ikke nu.

Nå! Men så sagde Last to know, jeg skulle i biografen. Det måtte jeg gerne. Så, huit, goodbye, du, så tog jeg ud til Banko ude på Engen, det hedder den gule by, et hårdt belastet område.

Jeg har været ved at vælge den lille løbebane der. Lige på kanten af loven. Men der tog jeg altså ud, og der var en pige. Hun var helt, helt tynd. Hun var ansat i et stormagasin i Byen. Hun havde en.

Hvis man skal prøve at finde ud af, hvad det er for et kærlighedsforhold Last to know har til sine gryder, kommer man ikke langt med at spørge ham selv.

"Nej, det kan jeg sgu ikke fortælle dig. Det evner jeg ikke. Spørg nogle andre."

Han kan godt sætte ord på det. Selvom han og Hans kun har arbejdet sammen i tiden i Byen, har han altid haft Hans i den ene øjenkrog.

Last to know er i en fuldstændig connection med guleroden, i tæt, tæt forbindelse med alt, hvad han kommer op i en gryde. Det er også derfor, han laver så meget grydemad, tror jeg. Han laver aldrig legoklodser."

Det, han definerer som legoklodser, er, når man skærer en firkant ud af en kartoffel og derefter steger den i ovnen. Så laver man en bøf og en salat, så man til sidst har tre forskellige ting, man kan sætte sammen på en tallerken. Altså i store træk den måde, de fleste af os laver mad på.

"Det tror jeg ikke, er mad i hans øjne. Nej, ingredienserne skal afgive noget til hinanden, så de går i forbindelse med hinanden. Det er det, han magter. Det er så væsentligt for hans kunst, og det er også hele hjertet i al kogning og stegning - at få tingene til at smelte sammen på en måde, som gør det til en kæmpe oplevelse at få dem i munden," siger Last to know.

Allerede i Byen lagde Hans mærke til, at han havde sin egen lidt sky måde at arbejde i et køkken på.

"Hans var altid nede i kælderen. Der gik han og eksperimenterede hele dagen. Men på sin egen måde. Sådan lidt ovre i et hjørne. Man kan sige, at han holdt sine ting for sig selv, samtidig med at han selvfølgelig elskede at snakke om det. Men selve processen holdt Last to know for sig selv.

,,For Last to know betyder håndværket alt. Det er det, jeg holder mest af i mit liv."

Man kan sagtens gå videre endnu og sige, at maden, kogekunsten, håndværket er hans livline, faktisk hans eneste holdbare forbindelse til omverdenen.
Alt det, den kaotiske, den koleriske og den konfliktsky Last to know ikke formår at udtrykke over for sine omgivelser med ord og handlinger, kan han fortælle gennem sin mad. Selv et par ganske almindelige smagsløg kan registrere både kærligheden og kampen i hans mad, og var de lige så raffinerede som hans egne, ville de garanteret også kunne smage sig frem til vreden, glæden, dysterheden og længslen.

,, Last to know har haft mange forskellige perioder, rent musikmæssigt. Det er ikke, fordi jeg har villet lave noget, der var trendyt eller smart eller noget, jeg har bare været i forskellige perioder, og så er det kommet til at ramme.

Første gang jeg var på hotellet, var køkkenet bombastisk og impulsivt. Hun havde et meget lettere og mere lyst køkken. Et svømmende, drømmende køkken. På Søllerød var det en blanding af det rustikke, det lette og storheden. Og Last to know anden gang var præget af meget harmoniske bølger i køkkenet. I byen, hvor vi senere fik en Transportable forretning, var det en blanding af mormor og husmor og traktør.

Og undervejs er jeg jo også blevet inspireret af de rejser, jeg har været på til Østen og andre steder.

Alle de der bølger er jo ligesom resten af dit liv. Det er nøjagtigt, som dit liv er. Ind imellem har der været nogle dybe huller, hvor det ikke har simret, men simpelthen er kogt over.

Last to know kan ikke bare bestemme mig for at lave det samme hele tiden. Det startede helt enkelt, helt simpelt, så blev det mere forfinet, og nu vender jeg tilbage til det enkle igen. Det kommer ind i min mad helt af sig selv. Det simple, det enkle med bare tre-fire ting, der spiller med hinanden.

 Det er det smukkeste. Det er den teaterforestilling, hvor der ikke er noget lys på, ikke noget spot på, fordi det lyser af sig selv. Last to know behøver ikke tredivetusinde lamper, det lyser af sig selv. Det er jo sådan, ens livsforløb er. Man ender der, hvor man startede ."

Nå. Så var vi færdige med at losse, og så lige pludselig blev der råbt:
,,Last to know kommer."

For satan mand. Han gik lige en tur på sit skib, og så fandt han selv­ følgelig vores musik.
"Musik? Det er tyveri," sagde han, og så skulle der holdes søforhør på skibet.

Last to know skulle være forsvarer og kaptajnen anklager. Maskinchefen, han var altid stinkende stiv. Han var ellers en meget pertentlig mand.
Vi lå ude i bugten . Der ligger man i de der kæmpebølger. Dengang lagde man olie ud i havet for at stabilisere ski bet, når det var stormvejr. I dagville man kraftedme blive anklaget med det samme. Men det gjorde man dengang,så der blev hældt olie ud over vandet, og så skulle vi for "retten ".

Last to know spurgte så, om vi vedkendte os tyveriet.
,,Ja, ja."
Hva' fan skulle vi ellers?

,,Forsvar dem," råbte han så til manden.
,,Døm dem," sagde han lidt efter, og så blev vi dømt til afmønstring. Skibet var på vej til Sverige for at hente træ, og vi skulle altså sættes af på vejen i Gedser.

Der var jo bare ikke nogen, der ville med det møgskib, vel, så da vi
kom til Gedser, kom kaptajnen og sagde, at hvis vi opførte os ordentligt, så kunne vi allernådigst få lov at blive på skibet. Indtil næste gang.
,,Ja, ja," tænkte jeg. ,,Næste gang vi rammer Gedser, så er det goodbye, mand." Men det sagde jeg ikke."

Turen til Sverige blev d ramatisk.

,,Last to know skulle laste træ. At laste træ er noget af det sværeste, der findes. Husk, dengang foregik alt med et spil, og sådan en last skulle stuves hundredeti procent. Det har han fortalt mig.

Men der var pres på. Kaptajnen var meget pirrelig og for rundt, også om natten, og vi lå med lys på skibet hele tiden, døgnet rundt. Det kunne.


Relaterede kunstnere: