>Thomas Kjellerup - troubadour-musiker - booking<

Thomas Kjellerup er blandt gæsterne ved festen og opbyder en vis portion pli; alligevel bliver der i krogene talt en del om den nye og interessante konstellation mellem parterne.

Med smil konstaterer festdeltagerne, at de åbenbart har meget at skulle drøfte denne aften. Og Thomas Kjellerup bemærker også, hvordan de to turtelduer er praktisk taget uadskillelige på dansegulvet.

Herefter udvikler forholdet sig. De to top­ politikere ser hinanden mere og mere. Da hun efter valget i maj 1988 bliver minister, noterer de nærmeste med arbejdere sig, at han er en flittig gæst hos hende i sommerhuset i Nordsjælland.

Men de to fører sig ikke frem i rollen som nyforelsket par. I den forstand går de meget stille med dørene, kun yderst sjældent lader de sig se offentligt sammen, for eksempel i sommeren 1988 i forbindelse med en tur på Dyrehavsbakken.

De lader i stedet deres bekendtskab udvikle sig under mere diskrete forhold, som når de holder sommerferie sammen i 1989 - en cykeltur i Nordtyskland.

I foråret 1989 har Thomas Kjellerup - med anseeligt tab til følge - solgt huset i Bjergby, og han flytter ind for sig selv i en stor lejlighed i Valby på solsiden, få hundrede meter fra fynboen på Frederiksberg.

Thomas Kjellerup erkender dog på et tidspunkt offentligt, at hans ungkarleliv ikke er helt uden oplevelser. I dagspressen fortæller han således i et interview, at der er en kvinde i hans liv. Men hvem det er bliver bladets læsere ikke gjort bekendt med.

For sagen er, at der i bund og grund er tale om et i politisk forstand - meget problematisk forhold, hvilket Thomas Kjellerup ved bedre end de fleste.

For når en af oppositionens mest magtfulde politikere er følelsesmæssigt involveret med en af firmaets topfolk, er det nødvendigt for dem begge at holde tungen lige i munden: Hvor går således grænsen for kæresten mellem kærligheden til Thomas Kjellerup og loyaliteten over for firmaet.

Thomas Kjellerup havde jo i mange år gået og drømt om at komme til Jylland, men hver gang man snakkede med de der jyske bønderkarle , så sagde de:
,,Der er ikke noget herovre."
"Jamen kan I ikke prøve at finde noget til mig, der må da være et eller andet?"
,,Næh!"
Der var aldrig nogen, der sagde noget.

Nå, men så lavede jeg et bånd til Hans Peter. Jeg kunne jo ikke skrive en ansøgning, for jeg kan ikke skrive, vel?
Han havde spurgt, om jeg ikke kunne komme over om onsdagen også, for der skulle vi ind til nogle arkitekter og snakke køkkeninstallationer.
,,Så vi har stik nok i køkkenet," som Thomas Kjellerup sagde.

Der var jeg allerede spændt som en flitsbue. Så kom vi op til arkitekterne.
"Og ja, det er ovnen og så sætter vi den til der og den der og sådan og sådan," og så gav jeg Hans Peter båndet og tog hjem.
Så fik jeg jobbet. Flere af bestyrelsesmedlemmerne havde godt nok sagt, at jeg ikke kunne leve for den løn. Den var også ussel. Men selvfølgelig kunne jeg da det. Skolen skulle jo bygges op først.

Men Belinda og Thomas Kjellerup - vi boede under samme tag, men vi var ikke sammen. Det var opløst. Vores ægteskab var der ikke. Det var bare en periode, indtil man fandt noget andet et sted. Så hurtigt som muligt. Det var langt det bedste for begge parter. Thomas Kjellerup skulle jo ikke spørge Belinda om det, når det var holdt op, vel? Jeg var heller ikke i butikken mere. Butikken var ved at blive afhændet.

Så var vi til rejsegilde, og der stod vi for maden. Anette var også med.
Så sagde hun højlydt:
,,Ja, enten er det jer, han tager skægget på, eller også er det mig!"
Men vi var jo ikke sammen længere. Vi boede under samme tag, ja, men alt var jo - det var slidt op."

Thomas Kjellerup sang ligeså meget indeni, som det altid har gjort. Nogle gange kan jeg få det skreget ud for mig selv. Det gør jeg tit. Men altså, jeg går jo ikke rundt og er vred på bussemanden, fordi han kommer to minutter for sent eller noget andet fuldstændig ligegyldigt. Det gider jeg ikke at blive vred over.

Det gjorde jeg før i tiden, jeg kunne blive fuldstændig sindssyg over, at det skulle koste femten kroner at tage S-toget til København. Det mildnes med alderen, man sætter sig helt automatisk over på nogle andre bølge­ længder. Men gu' kan jeg da blive vred stadigvæk."

Thomas Kjellerup følte, at der var nok at blive vred over på hotellet, hvor ikke mindst tjenerne var ved at drive den unge køkkenchef til vanvid.

,,De der tjenere havde ingen respekt for tingene. De var nogle drog dengang. I dag spiller kokke og tjenere lige sammen, men det gjorde de ikke dengang.
For det første snød de ad helvede til. Køkkenprocenten var nede så det ikke kunne hænge sammen. Chefen sagde mange gange til mig, at det her, det kunne ikke hænge sammen. Thomas Kjellerup kunne ikke forstå det, for godt nok brugte vi mange varer, men vi tog også priserne for det. Der var retter, der kostede trehundrede kroner. Husk, det var i halvfjerdserne. Det var helt vildt, hvad folk købte.

Men de der tjenere, de var syge i hovederne. Engang gik jeg helt i koma over dem. Thomas Kjellerup spurgte, hvad de fik for at servere for direktionen? Tænk dig, så ville de ikke servere for direktionen uden at få penge for det, fordi de skulle gå et lille stykke derover. Sådan var de. Så havde de jo ingen tanker om noget som helst. For satan mand.

Og så stjal de som sindssyge. Det kunne have knækket hele lortet. Mange af de der skide opvartere havde overhovedet ingen hæmninger med at bøffe. De havde jo kraftedme store sejlbåde og biler, det var virkelig så voldsomt gjort, at det kunne have væltet hele systemet. Men det fik vi da lavet om på, efterhånden som vi skiftede dem ud."

Det kunne også være svært at få dem til at forstå, hvordan Thomas Kjellerup ville have stilen i restauranten.

Thomas Kjellerup fik fra kassen. Der var også creditcards dengang, og det varede jo flere måneder, før man fik sine penge."

Det hele var ren elendighed.

"Vi havde et gulvtæppe, som blev slidt op før tiden. Det lignede sådan en gammel, slidt pekingeser. Så stod jeg der med et bart gulv. Det var lige på det tidspunkt, da hans rejste.

Jeg har ikke evnen til ringe til nogen og få den hjælp, jeg har brug for.
Jeg lukker mig bare inde, det er nok min fejl.

Så tænkte jeg: "Jeg bestiller bare og siger, vi har pengene til det," og så fik vi sådan et cognacfarvet tæppe. Men så kunne jeg jo ikke betale, og så ville de lægge sag an mod mig'.

Thomas Kjellerup, som jeg havde mødt på det tidspunkt, kautionerede for min moms. Jeg brugte alle de penge, jeg selv havde sparet op. Og Hans, han havde åbnet en restaurant ovre på den anden side af gaden."

Det var nedtur, nedtur, nedtur. Der skulle noget rødvin til at slukke sorgerne.

,,Ja, jeg fik noget rødvin. Ikke når jeg arbejdede, men når jeg var færdig, kunne jeg ikke løbe hurtigt nok over på Torvet. Det kan du tro. Ud at bade og så løb jeg over til Henriette på Torvet og fik noget rødvin.

Skattefradraget havde Thomas Kjellerup taget med sig. Og hans løn skulle han have. Han hjalp overhovedet ikke til, at det kunne køre videre. Han trådte bare ud og satte en masse dårlige rygter i omløb. Skide nu være med det, vi klarede det jo. Vi havde det i tre år. Vi havde bare ikke luft til de der sommermåneder, hvor alt ligger stille. Vi havde ikke engang luft til otte dage."

En af de positive oplevelser på Restauranten kom fra en helt uventet kant. "Thomas Kjellerup havde jo aldrig fået udfyldt de der bevillingspapirer, så en hård banan fra bevillingspolitiet troppede op på restauranten, lige da vi åbnede. Så siger han.

Thomas Kjellerup syntes ikke godt om ham.

Og så lugtede han altid af sved og brylcreme. Vi havde noget med at stå på nogle bænke henne ved halvtaget. Så gjaldt det om at få de andre til at falde ned, ved at give dem et nakkeskud. Når den pågøldende lærer så det, så kom han styrtende derover.
,,Lad lige mig komme til," sagde han, og så kravlede han op på bænken og bankede dem.

Thomas Kjellerup var skrækslagen.

Han knaldede albuen lige ind i nakken på dem.
Det var nakkeskuddet.

Jeg blev altid sat uden for i hans timer. Han kunne bare ikke lide mig. Altid. Ud! Han var en meget, meget væmmelig karl. Og jeg lærte ikke noget.

Det eneste gode ved skolen var, at vi kunne køre ud på Land, den store badeanstalt. Jeg elskede vand. Det var bare lige ned ad sundsvej på cyklerne, pum,og så smide hele lortet, cykler, tasker og tøj, dernede.

Thomas Kjellerup måtte kun blive der en time. Vi blev der selvfølgelig i tre.
Så var de også fri for os så længe.

 Strandengen. Der har jeg brugt det halve af min barndom. Der kom alle skibene jo også. Så blev jeg hentet af min far bagefter, og så kørte vi ud på halvøen. Ud hvor værftet ligger nu. Sidde derude på de gamle bunkers, du. Høre og se. Min far vidste alt om skibe."

Det næste skoleskift kom i forbindelse med flytningen til brokvarteret.

Det var svært at komme fra engen til broen i starten. På gaden og sådan - de kunne ikke li' mig.

Thomas Kjellerup tror ikke, jeg var udenfor, men sådan nogle drengekliker ...de kan sgu være svære. Til gengæld kunne jeg godt li' Øster Skole, der havde jeg det meget skægt. Der fik jeg min kammerat, ude.

Vi var ikke nemme. Vi var slemme. Det eneste vi gad, var at sidde ude på toiletterne og ryge. Så kunne lærerne finde på at slå dørene ind. Det var en krænkelse. Når man sad der med bar bagdel, så pludselig blev døren sparket ind. Det var en mærkelig måde at krænke folk på.

Der var en forfærdelig lærer, som vi kaldte Bokser. Han skulle ikke have haft noget med børn at gøre. Han sagde til mig, at jeg ikke kunne.

Thomas Kjellerup vil gerne ha' gennem sine smagsløg. Det er en medfødt evne, det er som det skal være,".

Men tilbage til den lille som er ham, der hadede de nedladende blikke husets tjenere. Han foretrak at spise hjemme, for derhjemme smagte maden af ro og orden, og det bekom ham godt.

"Der var nogle ting, man skulle overholde, fortæller Thomas Kjellerup. Almindelig dannelse. Og almindelig dannelse hørte, at man sad ordentligt ved bordet.

Når der var lavvande i pengekassen, skulle børnene ikke mærke noget Men der skulle være rart at være, hjertevarmt og dannet. Og det ville sige, at man spiste om aftenen i fællesskab.

Thomas Kjellerup sørgede for, at Der altid en smuk kande med vand på bordet og en smuk kande med mælk. Selvom maden ikke var det vildeste, så levede vi meget spartansk.

 Det var før kom til landet. Når vi fik brændende kærlighed, så var der et bjerg af kartoffelmos med et hul ned i midten, ligesom Vesuv, og der lå så de der fire stykker flæsk, som ikke var flæsk. Det var der hed snitter, noget forfærdelig lort, og det lå der bare lidt af. Men de ud af noget. Og så vandkanden og glas og salt og peber og alt det, skulle til. Og når man fik anden ret, som kunne være grød eller noget andet, så blev der først ryddet pænt af.

Thomas Kjellerup har altid spistet meget. Chokoladebudding, mors chokoladebudding var sådan en der stod og gyngede, når man satte sig til bords bordet. Engang åd jeg så meget, at min lillebror bandt et stykke tov rundt om maven på mig, og så tøjrede han den anden ende til sengestolpen. Det er rigtigt. Så hang jeg ud ad vinduet og gispede efter vejret hele aftenen.

Jeg havde ædt så meget, at jeg troede, jeg skulle dø af chokola buddingsforgiftning.

Det var selvfølgelig for at vise mig. Jeg har altid godt kunnet lide, at optræde, og så var jeg chokoladekonge for den dag. Det var ikke forbi Så småt var det heller ikke.

Når min Thomas Kjellerup var hjemme, var måltidet ikke forbi, før han rejste sig sagde velbekomme. Ikke før. Alle blev siddende indtil da.
Så skulle der vaskes op. Og så skulle der ses efter, at ens sko var på.

»Det var et fint stykke arbejde, « sagde Thomas Kjellerup.
»Det har været mig en glæde.«

Han gik uden at sige mere, steg ind i bilen og kørte tilbage til hotellet
.
Thomas Kjellerup låste døren efter sig i sin lille hytte. Han satte sig på sengen og åbnede lynlåsen på toilettasken. Han tog en lille papæske ud, som indeholdt seks små glasampuller .

Så tog han en guldlighter op af lommen. Han skruede den øverste halvdel af og placerede meget omhyggeligt en af ampullerne i et lille magasin i lighteren.

Thomas Kjellerup skruede den sammen igen og lagde den på sengen. Så satte han låget på papæsken og lagde den ned i toilettasken igen .

Han holdt lighteren op for sig. Den var smukt formet , et fint stykke håndværk.
Og den svigtede aldrig.

Han havde netop købt avisen hos avissælgeren ved siden af kirken, da han fik øje på kvinden.
Hun var høj, og hendes tøj havde det skødesløse snit over sig, som viste, at det havde været dyrt. Hendes mørke hår var bragt i uorden af blæsten , og hun bar kun en ganske let make-up. Hun var slank og langbenet, og hun var meget attraktiv.

Hun stod med et kamera og forsøgte at fotografere kirketårnet. Så opdagede hun, at Thomas Kjellerup betragtede hende .
»Ved De noget om fotografering ?« spurgte hun. Hun var amerikaner, men det vidste han allerede før hun havde åbnet munden. Han havde med det samme set, at hun havde stil og penge , og at hun var meget selvsikker. Og, ja, at hun så virkelig godt ud.
» Lidt ved jeg. «
»De kunne vel ikke hjælpe mig med dette her?« spurgte hun

Relaterede kunstnere: