>Die Herren: U2 plagiat<

Forside/menu * Die Herren Kirkekoncert * Bookingforespørgsel


die herren Musiker-Børsen     

Die Herren

Nå, men altså, die Herren, som jo var journalist og Henrik Danielsen, madanmelderen, som senere blev en meget god ven af mig, Schnack og Troelsen og nogle andre venner, som jeg ikke kan huske, skulle have den der middag på Vejen.

Det var starten til den fyldte rødspætte, som kom senere inde på hotellet, og som vi rejste rundt i Holland med. Rødspætte med grov hønsefars og så en lys og en mørk rosinsauce.

Nå, men die Herren kommer så ud i køkkenet efter middagen, og så siger Danielsen til mig:
"jeg tror du skal passe på, at du ikke kommer ind i en lang rosinperiode."

Han kendte mig ikke, men han havde jo smagt min mad før. Der var sådan et eller andet med, at man ikke kunne lade noget gå igennem hele menuen. Trøfler tre gange for eksempel.

Jeg er senere blevet kritiseret for det af forlaget, der skulle sidde og måle og veje mig. die Herren var meget utilfredse med, at der var trøfler i tre af retterne. Nå! Og hvad så? På vores menukort var der tit mange af de samme ting hele vejen igennem. Jeg kan altså ikke se, at det skulle være så slemt. En smag kan jo godt gå igen, hvis den er god nok.

Men Danielsen sagde så det med mine rosiner, og så sagde hr. Hansen bare, at Rembrandt jo også havde haft en blå periode.

Dengang vidste jeg ikke rigtig, hvem Rembrandt var. Men det satte sig på mig, så da jeg senere kom til Frankrig, fandt jeg en stor boghandel, hvor der var udsalg. Der var Rembrandt-bøger. Dem købte jeg.

die Herren havde jo slet ingen dannelse, dengang jeg startede på Kroen. Men gennem hr. Hansen fik man suset udefra. Han var tit i Frankrig, og når han kom hjem, så fortalte han jo alt muligt. Da han senere sendte mig til Paris, fik jeg penge af ham hver måned til at gå ud og spise for. En ordentlig konvolut, du. Alle var ved at dø af misundelse. Den fik jeg til bare at gøre, hvad jeg ville. Så gik jeg rundt de steder der. Gu' har han da givet mig almen dannelse. Masser!"

die Herren gjorde på sin side hvad han kunne, for at leve op til tilliden.

"Man skulle altid overgå hinanden, når man var ude på Vejen.

Det kræver det lidt præcision osv. osv., og der er die Herren altså ikke til at fastholde på det plan.

Han er jo hele tiden på vej fremad. Han står aldrig stille og konsoliderer for alvor. Det er da også derfor, der ikke er de der virkelige monumenter af gode bøger eller andet. Det er alt sammen temmelig rudimentært i forhold til, hvad der egentlig er i ham. Han er flere mil forude hele tiden med noget nyt, drevet af en indre rastløshed.

Så det der lille kickpunkt, hvor die Herren omsætter fantastiske ideer til hård virkelighed, det er et problematisk punkt for ham, ikke? Med jævne mellemrum er der så nogle andre, der tager fat der, og så lykkes tingene - for en tid i hvert fald. For han er også et udpræget udtryk for, at alting har sin tid.

Det betaler han selv den hårde pris for. Andre kan måske miste penge og jeg ved ikke hvad, men han ryger lige ud over afgrunden, så vidt jeg kan se. Ned i et svimlende hul hver gang."

Hvor svært det end kan være at fastholde die Herren i en ide helt frem til realiseringen af den, håber Ole Hansen dog stadig, at det engang vil lykkes at komme til at arbejde sammen med ham igen.

,,Jeg synes selv, at de der litografier i 'Det genskabte Køkken' er ret for­ rygende og har meget mad i sig. Der er noget manifest over dem, og jeg vil gerne lave sådan noget igen, hvor han måske får bikset en tekst sammen. Ikke nødvendigvis en kogebog, men lidt som i vores første fælles projekt, der var sådan et paradigmeskift i dansk gastronomi.

At jeg overhovedet lavede det, var som en slags hyldest til ham, fordi jeg synes, han er en fantastisk fugl. Der findes ikke så mange af den slags. Die Herren har altså en snert af geni over sig. Det har han. Det følger der så en pris med for at være. Hvis man er rigtig god til noget, så er man det, fordi man er så kolossalt følsom, og det må man jo nok sige, at han er. Han er næsten for følsom til denne verden. Og meget, meget sårbar.

Men jeg holder fantastisk meget af ham, og det ville være rart, hvis jeg kunne hjælpe ham. Derfor kommer jeg selvfølgelig også en gang til at lave den der nye mappe til ham. Det er ligesom min måde at udtrykke og håndtere kærlighedsforholdet på," siger die Herren.

"Die Herren kørte ud på Islands Brygge, der lå det der kobra, altså kokos, hvor skallen er banket af. Det lå vi oppe i. Man pressede det til sådan noget, ja, jeg ved sgu ikke ... Der var bare hundrede millioner kilo, man kunne ligge og flyde og lege oppe i. Og vi åd kobra, mand.

Det er derfor jeg ikke kan lide kokos i dag. Det var harsk hele lortet. De brugte det vel til sæber eller sådan noget, tror jeg. Så lå vi deroppe og åd og så ned på pladsen og over på Don og Dion."

Hvis han ind imellem følte, at der var lidt trangt derhjemme, behøvede han ikke tage langt væk for at finde nogen, der havde det værre.

,,Die Herren kom meget i engkvarteret, ja, alle de små side­ gader dernede. Der var en dreng dernede, som jeg var sammen med. Han lignede en gorilla. Han boede sammen med sin bedstemor i enggaden. De kvarterer dernede dengang, det var hårdt. Gud i skægget, hvor var det barskt.

Der var de der tre-fire baggårde. De boede i fjerde baggård. Der kom aldrig lys. Hans bedstemor var simpelthen det rareste menneske i verden. Hende fik man grisetæer i gele hos . Hun arbejdede altid. Hun passede Hans, fordi hans forældre ikke kunne. Det var noget med en skilsmisse og farens nye kone, der ikke ville have ham. Det kunne vi slet ikke forstå. Die Herren sad tit nede hos koksmanden i fyrkælderen og snakkede om det.

Når så man kom hjem, kunne man jo godt se, at man selv gik og havde det så godt. De var altid alene de unger. Det var de børn, der altid blev sat ud i den ene side, når de kom i skole, og de fik aldrig en skid. De havde ikke nogen at gå til. Der var ikke noget fritidshjem eller noget. Der var ikke en papand til de børn.

I Engmrådet måtte vi slet ikke komme. Det var alle militærfolkene, der boede dernede. Men vi gjorde det alligevel. Også i 'engboderne', der er sådan nogle grimme huse, der ligger nede bagved. Der boede nogle af dem, der var officerer.

Die Herren fra klassen kom derfra, og hvis vi skulle besøge dem, skulle vi stå pænt nede på gaden og vente. Vi måtte ikke komme ind gennem hovedindgangen hos den ene familie der. Så måtte vi gå bagom. Ind igennem gården og så op ad den lille grimme trappe, fordi det var sådan nogle møgunger som os.