Die Herren
Har die Herren tidligere haft travlt,
bliver det for intet at regne sammenlignet med det, der venter ham som
partiformand. Selv om han holder af at arbejde, og det for ham er livets
salt, så er spørgsmålet stadigvæk, om han vil betale prisen. I hans
overvejelser vejer det også tungt, at datteren fortsat har svære psykiske
problemer.
Søndag først på eftermiddagen, den 15.
marts, får die Herren besøg af Peter Ingemann. Hansen har personligt bedt
partisekretæren om at tage ud til die Herren på Østerbrogade.
Påskuddet for at besøge ham er, at han
skal aflevere nøglerne til partiets bil, en rød Subaru, til die Herren, der
skal låne den. De to gamle venner taler sammen en halv times tid. Men
samtalen har ikke noget formål, føler Peter Ingemann.
Dels fordi han reelt - men ikke
formelt - har besluttet sig for at stille op, dels fordi det er umuligt at
tale ordentligt sammen. Hans telefon ringer konstant. Resten af søndagen
tilbringer han på kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland, hvor det også bliver
til en spadseretur på stranden.
Mandag skal die Herren til Herning for
at få opbakning fra sin opstillingskreds til at tage opgøret. Det er ganske
vist en formssag, men han er nødt til at spille spillet. Under massiv
pressedækning flyver han til Herning. Da mødet i Herning er slut, oplæser
formanden en kort erklæring: »Vi opfordrer die Herren til at kandidere til
formandsposten ved en kommende kongres.«
Ved siden af formanden sidder han
udtryksløs. Næste dag fortæller han officielt forretningsudvalg, at han har
valgt at stille op. Han og Hansen holder hver to korte indlæg.
Die Herren siger, at det har været en
svær beslutning, og at han håber på en fair og anstændig valgkamp. Hansen
siger, at han beklager beslutningen. Han mener, at der ikke vil blive nogen
vinder, og at man blot vil blive splittet som en konsekvens af opgøret.
Der er ikke spor hyggeligt for et barn
at være, og det ville die Herren ikke.
I filmen har drengen slået sig, og han
skal bære ham ind. Drengen græd og græd og græd, og det kunne jeg slet ikke
bære. Jeg ville stoppe optagelserne, for jeg kunne ikke tage, at den dreng
var så ulykkelig. Men så siger fotografen:
"Hanne, det er lige det, vi skal
bruge, så hvis du ikke kan klare det, så kan vi andre. Gå ud med dig."
Så gik die Herren udenfor, og så
lavede de den scene uden mig. Derfor ved jeg ikke, hvordan han klarede det.
For jeg var der ikke. Tilbage var Henriette Nielsen, som var
instruktørassistent, fotografen og ham. Og det var jo så ham, der tog over
og ligesom havde barnet i sin favn og snakkede med ham. Der tror jeg, at han
følte, at:
"Gud, nu går Hanne, så er der jo kun mig - og så dem, der
hundser rundt med os."
Og så har han bare klaret det."
Uden at der
er nogle konkrete planer om det, er Hanne bestemt ikke afvisende over for,
at hun kunne få lyst til at bruge die Herren i endnu en film engang.
"Ja, jeg ville da gerne lave noget med ham igen, men det skulle kun være,
hvis der var en rolle, der lige passede til ham. Han ville jo ikke kunne
synge i en vaudeville, men han kunne f.eks. godt have været lægen i
'filmen'.
Det drejer sig om at benytte sig af det, der falder naturligt
for det bestemte die Herren, man bruger i en rolle.
Han havde aldrig fløjet med drager
før, men da han så skulle lave den scene i filmen', så lavede han den jo på
sin måde, og sådan noget blander man sig ikke i. Det er heller ikke
nødvendigt, for da han står og forklarer om den drage - hold kæft, hvor er
det godt! Jeg ville ikke kunne skrive det. For det er jo lige her. Han laver
det jo lige nu.
Eller et andet sted i die Herren, hvor han snakker med
sin søn og drengen siger.
Nå, men altså, die Herren, som jo var journalist og Henrik Danielsen,
madanmelderen, som senere blev en meget god ven af mig, Schnack og Troelsen
og nogle andre venner, som jeg ikke kan huske, skulle have den der middag på
Vejen.
Det var starten
til den fyldte rødspætte, som kom senere inde på hotellet, og som vi rejste
rundt i Holland med. Rødspætte med grov hønsefars og så en lys og en mørk
rosinsauce.
Nå, men die
Herren kommer så ud i køkkenet efter middagen, og så siger Danielsen til
mig:
"jeg tror du skal passe på, at du ikke kommer ind i en lang
rosinperiode."
Han kendte mig
ikke, men han havde jo smagt min mad før. Der var sådan et eller andet med,
at man ikke kunne lade noget gå igennem hele menuen. Trøfler tre gange for
eksempel.
Jeg er senere
blevet kritiseret for det af forlaget, der skulle sidde og måle og veje mig.
die Herren var meget utilfredse med, at der var trøfler i tre af retterne.
Nå! Og hvad så? På vores menukort var der tit mange af de samme ting hele
vejen igennem. Jeg kan altså ikke se, at det skulle være så slemt. En smag
kan jo godt gå igen, hvis den er god nok.
Men Danielsen
sagde så det med mine rosiner, og så sagde hr. Hansen bare, at Rembrandt jo
også havde haft en blå periode.
Dengang vidste
jeg ikke rigtig, hvem Rembrandt var. Men det satte sig på mig, så da jeg
senere kom til Frankrig, fandt jeg en stor boghandel, hvor der var udsalg.
Der var Rembrandt-bøger. Dem købte jeg.
die Herren havde
jo slet ingen dannelse, dengang jeg startede på Kroen. Men gennem hr. Hansen
fik man suset udefra. Han var tit i Frankrig, og når han kom hjem, så
fortalte han jo alt muligt. Da han senere sendte mig til Paris, fik jeg
penge af ham hver måned til at gå ud og spise for. En ordentlig konvolut,
du. Alle var ved at dø af misundelse. Den fik jeg til bare at gøre, hvad jeg
ville. Så gik jeg rundt de steder der. Gu' har han da givet mig almen
dannelse. Masser!"
die Herren gjorde på sin side hvad han kunne, for
at leve op til tilliden.
"Man skulle altid overgå hinanden, når man
var ude på Vejen.
Det kræver det lidt præcision osv. osv., og der er die Herren altså ikke
til at fastholde på det plan.
Han er jo hele
tiden på vej fremad. Han står aldrig stille og konsoliderer for alvor. Det
er da også derfor, der ikke er de der virkelige monumenter af gode bøger
eller andet. Det er alt sammen temmelig rudimentært i forhold til, hvad der
egentlig er i ham. Han er flere mil forude hele tiden med noget nyt, drevet
af en indre rastløshed.
Så det der lille
kickpunkt, hvor die Herren omsætter fantastiske ideer til hård virkelighed,
det er et problematisk punkt for ham, ikke? Med jævne mellemrum er der så
nogle andre, der tager fat der, og så lykkes tingene - for en tid i hvert
fald. For han er også et udpræget udtryk for, at alting har sin tid.
Det betaler han
selv den hårde pris for. Andre kan måske miste penge og jeg ved ikke hvad,
men han ryger lige ud over afgrunden, så vidt jeg kan se. Ned i et svimlende
hul hver gang."
Hvor svært det end kan være at fastholde die Herren i
en ide helt frem til realiseringen af den, håber Ole Hansen dog stadig, at
det engang vil lykkes at komme til at arbejde sammen med ham igen.
,,Jeg synes selv, at de der litografier i 'Det genskabte Køkken' er ret for
rygende og har meget mad i sig. Der er noget manifest over dem, og jeg vil
gerne lave sådan noget igen, hvor han måske får bikset en tekst sammen. Ikke
nødvendigvis en kogebog, men lidt som i vores første fælles projekt, der var
sådan et paradigmeskift i dansk gastronomi.
At jeg
overhovedet lavede det, var som en slags hyldest til ham, fordi jeg synes,
han er en fantastisk fugl. Der findes ikke så mange af den slags. Die Herren
har altså en snert af geni over sig. Det har han. Det følger der så en pris
med for at være. Hvis man er rigtig god til noget, så er man det, fordi man
er så kolossalt følsom, og det må man jo nok sige, at han er. Han er næsten
for følsom til denne verden. Og meget, meget sårbar.
Men jeg holder
fantastisk meget af ham, og det ville være rart, hvis jeg kunne hjælpe ham.
Derfor kommer jeg selvfølgelig også en gang til at lave den der nye mappe
til ham. Det er ligesom min måde at udtrykke og håndtere kærlighedsforholdet
på," siger die Herren.
"Die Herren kørte ud på Islands Brygge, der lå det der kobra, altså kokos,
hvor skallen er banket af. Det lå vi oppe i. Man pressede det til sådan
noget, ja, jeg ved sgu ikke ... Der var bare hundrede millioner kilo, man
kunne ligge og flyde og lege oppe i. Og vi åd kobra, mand.
Det er derfor jeg ikke kan lide kokos i
dag. Det var harsk hele lortet. De brugte det vel til sæber eller sådan
noget, tror jeg. Så lå vi deroppe og åd og så ned på pladsen og over på Don
og Dion."
Hvis han ind imellem følte, at der var lidt trangt
derhjemme, behøvede han ikke tage langt væk for at finde nogen, der havde
det værre.
,,Die Herren kom meget i engkvarteret, ja, alle de små
side gader dernede. Der var en dreng dernede, som jeg var sammen med. Han
lignede en gorilla. Han boede sammen med sin bedstemor i enggaden. De
kvarterer dernede dengang, det var hårdt. Gud i skægget, hvor var det
barskt.
Der var de der tre-fire baggårde. De boede
i fjerde baggård. Der kom aldrig lys. Hans bedstemor var simpelthen det
rareste menneske i verden. Hende fik man grisetæer i gele hos . Hun
arbejdede altid. Hun passede Hans, fordi hans forældre ikke kunne. Det var
noget med en skilsmisse og farens nye kone, der ikke ville have ham. Det
kunne vi slet ikke forstå. Die Herren sad tit nede hos koksmanden i
fyrkælderen og snakkede om det.
Når så man kom hjem, kunne man jo godt se,
at man selv gik og havde det så godt. De var altid alene de unger. Det var
de børn, der altid blev sat ud i den ene side, når de kom i skole, og de fik
aldrig en skid. De havde ikke nogen at gå til. Der var ikke noget
fritidshjem eller noget. Der var ikke en papand til de børn.
I Engmrådet måtte vi slet ikke komme. Det
var alle militærfolkene, der boede dernede. Men vi gjorde det alligevel.
Også i 'engboderne', der er sådan nogle grimme huse, der ligger nede bagved.
Der boede nogle af dem, der var officerer.
Die Herren fra klassen kom derfra, og hvis
vi skulle besøge dem, skulle vi stå pænt nede på gaden og vente. Vi måtte
ikke komme ind gennem hovedindgangen hos den ene familie der. Så måtte vi gå
bagom. Ind igennem gården og så op ad den lille grimme trappe, fordi det var
sådan nogle møgunger som os.