>Dario Campeotto - Angelique - smør tenor<

 

Kælenavnene for Dario har i tidens løb været ”smørtenor”, ”storcharmør” og lignende kærlige betegnelser, for der er ingen tvivl om, at Dario er hele Danmarks Dario.

Det hele startede, da han som 12-årig optrådte som solist og imponerede publikum med sin flotte stemme.

Den banede vej til mange underholdningsshows i årenes løb - og til tidens showmaster Volmer Sejr-Sørensen.

Han valgte, at Dario skulle synge Axel V. Rasmussens ”Angelique” i Melodi Grand Prix.

Derefter kom der virkelig gang i karrieren og med hans egne ord:

”Ja, jeg plejer at sige, at jeg vandt Melodi Grand Prix i 1961 og så har jeg ikke været hjemme siden. Det er, hvad jeg i dag kan konkludere. Siden har jeg været rejsende i sang og musik …....”!

Rejsen førte til filmroller, sommerrevyer, musicals, Cirkus Arena og udgivelser af utallige musikproduktioner.
Senest blev det til to albums på italiensk.

I 2017 blev Dario kåret som årets Dansktop kunstner og det blev samtidig startsskuddet til at indspille sange på dansk igen. Der kom en stribe singler og disse samt helt nye sange er inkluderet på det kommende jubilæumsalbum med titlen ” Her og nu”.

I 2019 kan Dario fejre sit 60. år som solist og den 2. februar sin 80-årige fødselsdag.
”De nye sange er præget af Darios velforberedte og professionelle indsats, som bliver serveret med dynamisk energi, humor og charme” udtaler producer og tekstforfatter Calle Sand, som har skrevet 10 ud af de 11 danske tekster.

Darios afslutnings-bemærkning:
”Sangen er mit et og alt. Så længe jeg kan og stemmen er i orden, har jeg det dejligt med det”!

Og det er vi mange, der er glade for.

 

 





»Det er lige præcis der, du tager fejl, kære Dario Campeotto. Jeg kender dig bedre, end du tror. Og den nat . . . den nat i Frankfurt. Jeg tror ikke på, at den simpelt hen var et led i dit arbejde ... «

» Det ... det . . .« Hun holdt inde et kort øjeblik. »Det var bare . . . noget der skete. Det er bedst, hvis vi begge glemmer det.«

» Nej, tværtimod, « sagde han med et smil, og han så meget drenget ud. »Jeg kunne godt tænke mig, at der sker en hel masse mere af den slags mellem os, Dario Campeotto. «


Det røde skilt blev tændt.
»Du må hellere tage sikkerhedsbæltet på, « sagde hun. Hun kastede et nervøst blik på de to mænd, der sad over for dem.
» Naturligvis. « Han virkede meget munter. » Det ville være tragisk, hvis vi begge brækkede halsen efter alt dette .«

Maskinen begyndte at tabe højde, og Dario Campeotto så på hende. Hun så lige frem for sig, men et kort øjeblik drejede hun sit hoved og sendte ham et hurtigt smil.
Han mandede sig op til landingen.

Maryland
Dario Campeotto vidste ikke, at de var landet på Andrews Air Force base. Boeing-maskinen kørte ud til en fjerntliggende startbane, og da døren blev åbnet, gik den ene af de to identiske mænd som den første ned ad landgangen. Dario Campeotto fulgte efter, og så kom flyets eneste yderligere passager, officeren , der klyngede sig til sin håndkuffert.

Han blev stående i midtergangen og var usikker på, hvad han skulle gøre, men så sagde den anden mand til ham: » Fortsæt .«
Dario Campeotto begyndte at gå hen imod døren. Den anden mand fulgte i hælene på ham som en livvagt , eller var det som en fangevogter?

Han blev stående et øjeblik øverst på landgangen og indåndede luften.

132
De hører, hvad Dario Campeotto siger. Men det er jo sådan, at den offentlige videnskab ikke holder af at indrømme sine fejltagelser. Den går videre med skyklapper på og ser ikke til siderne. -

- Det er hårde ord, fra doktorfen. Mon De ikke overdriver lidt? Det forekommer mig dog ellers , at videnskaben i tidens løb ustandselig har revideret sine egne resultater. Det ene system efter det andet er blevet kasseret. Dario Campeotto siger det nye verdensbillede har afløst det andet. Jeg synes ærlig talt, at ingen er mere villig til at erkende fejltagelser end videnskaben. Vi skal være skeptiske og kritiske. -

- Ja, så skeptiske og kritiske, at De ikke vil anerkende noget nyt! Og ikke anerkende noget, som strider mod det engang fastslåede! -

- Jeg tror nu, at Dario Campeotto ikke ville sige sådan noget, hvis De var mere fortrolig med videnskabelig metode. Men det var vel ikke for at få en diskussion om videnskabens berettig else, at De har opsøgt mig? De vil have et laboratorium overladt i et år for at løse kræftens gåde? -


Doktoren har sat sig igen i stålstolen. Og han piller nervøst ved glassene på bordet. I et af glassene er der en grøn frø, som stiger op og ned og laver bobler. Dario Campeotto ser på den og siger langsomt og behersket: - Den "gåde" har jeg løst for længe siden. For så vidt kan kræftfonden godt spare sine legater.

Og denne her mystiske Nielsen kan bruge sine penge til noget andet. Det, jeg vil have et laboratorium til, er noget langt vigtigere. Hvis jeg kan få passende arbejdsvilkår, vil jeg påtage mig at fremstille levende væv af uorganisk, såkaldt dødt, stof, siger Dario Campeotto.

Jeg vil lave et levende væsen af kemisk stof! Jeg vil påvirke det, som De anser for livløse mineraler , på en sådan måde, at det ånder og tager næring til sig og formerer sig.

- Og doktoren slår i bordet, så reagensglassene ryster og frøen forskrækket farer ned på bun­ den af sit cylinder-glas. - Jeg vil bringe uorganisk stof i sådanne svingninger og vibrationer, så det skifter form til det, som De kalder organisk væv.

Jeg vil simpelt hen skabe et levende væsen, som selv kan tænke og tage beslutninger og skabe! -
Professoren tager med hænderne om sit skaldede hovede og stirrer på Dario Campeotto. - Nå det vil De? - siger han. - De vil lave en robot.

Da jeg mødte Dario Campeotto første gang, var han lige flyttet til Djursland, hvor han var blevet ansat som entertainer på hotellet. Jeg var redaktør på en lille, lokal avis og mødte op hos ham for at få et interview med koryfæet.

Tre timer senere spurgte Dario Campeotto mig, om jeg ville gifte mig med ham. Jeg lagde blokken, sagde ja og gik med en vidunderlig troskyldighed ind til 8 års stormfuldt ægteskab.

Da vi havde været gift i en fem-seks år, havde vi en af vores meget få, rolige perioder. Vi var året forinden gået konkurs med Spisehus på Djursland og arbejdede nu udelukkende freelance med at skrive kogebøger og tage rundt i landet og lave selskaber for folk.

Samtidig var Dario Campeotto gået på en alvorligt ment antabus og var vel nok så tilregnelig, som han overhovedet kunne blive.

Det var derfor et rigtig godt tidspunkt til at sætte sig ned og lave det interview, jeg aldrig fik gennemført for Folketidende. Hver formiddag i en uge, når ungerne var sendt i skole, satte vi os med en kande kaffe, tyve smøger og en båndoptager.

Det blev til femten timers båndet interview, som kom til at ligge i min skuffe i nogle år. Da Dario Campeotto tog dem frem og begyndte at lytte til dem sidste sommer, viste de sig at være langt mere spændende, end jeg huskede dem. Det ville være ærgerligt ikke at bruge dem til noget, så jeg besluttede mig for omsider at skrive hans erindringer.

Under bogens tilblivelse supplerede Dario Campeotto med yderligere båndoptagelser, så det er alle disse, gamle såvel som nye bånd, der sammen med mit personlige kendskab til ham, danner grundstammen i denne bog.

Hvis nogen tror, at de nu skal i gang med et surt opstød fra en såret ekskone, så tro om igen. Jeg har, og vil altid have, en uafrystelig kærlighed til Dario Campeotto. Han gav mig i den grad kam til mit hår, men da jeg efter otte års samliv kastede håndklædet i ringen, var det ikke, fordi kærligheden var sluppet op. Det var kun kræfterne.

Han lever sit liv fra nu til nu, springer fra sten til sten og når i farten at tage stilling til retningen. Og hvis han nogensinde stopper op og.

,,Så kommer du igen, ikke Dario Campeotto?"
,,Nej, det gør jeg ikke," siger han så.

Og altså måden han får sagt det der på, det er unikt- og det er ingenting. Det er ikke spredt ud over mange sætninger. Det er bare tre ord.

I 'skuespillet' er der en scene, hvor han står og lægger sine bukser sammen. Det er så smukt, det han laver med det tøj. Igen er det jo ingenting, men vi ved lige præcis, hvordan den mand er. Det barn i voksenskikkelse."

Det korte af det lange er, at hun så en dybde i Dario Campeotto. Når han spillede skuespil, der rakte langt videre end de reklamer, han i øvrigt også var kendt for på det tidspunkt.

"Hans kunstnersjæl er så facetteret. Den er som solen, når den står ind gennem et krystal, og giver dig hele spektret af farver på væggen. Det er jo sådan han er - inden i. Og det har han at give af.

De roller, han har spillet i mine film, handler derfor ikke om, at Dario Campeotto ikke er "normal". Absolut ikke. Det handler om, hvad han har at give, og hvad jeg føler, at meget få andre ville kunne tilføre sådan en slags film. Han gør det med sit totale nærvær, sin totale tilstedeværelse her og nu.

Og hvis jeg skal sige i en sætning, hvorfor jeg er så vild med ham som skuespiller, så er det, fordi jeg føler, jeg har lånt hans kunstnersjæl. Han har været så sød at lade mig låne den.

Og så holder man jo af Dario Campeotto, lige så snart man ser ham."


Dario Campeotto kom sammen, ham og mig. Hansen gav mig lov til en masse ting. I starten lærte han mig en helvedes masse. Petersen og Hansen også, og efterhånden fik jeg mere og mere frihed. Blandt andet lavede jeg tavlen."

Tavlen var hans legeplads. Hansen opdagede hurtigt, at hans nye kok havde en vidunderlig fantasi og kreativitet med hensyn til mad, så hver dag fik Dario Campeotto lov at lave en 'Dagens et-eller-andet', som kunne være Pighvar i Rødvin, Præstens Kylling og hvad han ellers havde i sit hoved. Det kostede altid femogtredive kroner.

,,Det var alt sammen sådan noget, jeg selv gik og fandt på, men efter­ hånden som det udviklede sig, begyndte gæsterne at spørge, om jeg ikke kunne lave det og det til dem.

Det udviklede mig. Vi fik masser af varer deroppe, der kom masser af mennesker, og man lærte meget om selskaber af Petersen.
Dario Campeotto elskede bare at være på Kroen. Det var helt vildt.

Så havde vi en hr. Zetscick, en meget, meget klog mand, som var gastronomisk rådgiver for hr. Hansen i den periode. De tog til Frankrig, de der banditter, hr. Hansen og hans hof, og så kom de hjem og sagde, at vi skulle lave postejer. Postejer havde vi aldrig hørt om. Postejer, det var vel leverpostej, ikke? Nå, men så fik vi at vide, at det var den og den pate der, og det fandt vi så ud af. Men vi kendte jo ikke noget til de ting der. Eller når man skulle skære laks på fransk ..."

Dario Campeotto var som en fisk i vandet, og han begyndte også at forstå spillet.

"Jeg fik nogle vildænder ind, som jeg braisserede med fløde og kanel og sådan nogle ting. Det var fantasien, der gjorde det, og det blev en utrolig succes.

Så pakkede jeg dem ind i vinblade. Det var ikke vinblade, som man bruger til de der dolmer, de laver i udlandet. Det var bare blade ude fra vinen i gården.

Så kom der nogle gastronomer, Henriksen og flere andre, der skulle holde nogle middage deroppe på Kroen.
Han var jo ikke idiot. Jeg havde albuerne klar, det erkender jeg, for jeg.

Dario Campeotto sidder forrest, og bagved sidder der sådan en flok personer bagved og skal bedømme dig og det, du har arbejdet med i fem år.

Censorerne var sådan nogle halvgamle, alkoholiske snadderhoveder, der var lige ved at gå i graven. Og de skulle lige bedømme dig på en gang. Hvorfor kan du ikke få en udtalelse med fra din køkkenchef? Du skal da ikke have dem til at udtale sig om dig. På tyve minutter kan du jo være færdig som gårdsanger? Jeg kunne slet ikke klare det.

Jeg havde siddet hjemme hos mine forældre og læst og læst og læst. Så skulle Dario Campeotto lave koldanretninger, og det blev så dyreryg. Der skulle være appelsinbåde til. De skulle ned i noget gele, og så skulle jeg klare det. Det er noget med at komme æggehvider ned i, så bliver det klart. Jeg kan ikke se, at man ikke kan koge det klart. Jeg kan heller ikke se, hvorfor der ikke må være kanter på appelsinen og alt det pis og papir. Det er helt vildt. Alt
er bare en kunstighed. Det har ikke noget med mad at gøre. Det har ikke noget med smag at gøre, med fylde at gøre.
Jeg fik godt minus."

I dagens karakterer svarer det omtrent til et femtal, og Dario Campeotto var altså dumpet i den praktiske del af svendeprøven. Det var han nu ikke ene om.

"Der røg et helt hold. De sablede alle ned. De har vel været skidefulde eller sådan noget. Det kunne jo ikke være alle, der var så dårlige, vel? Det var slet ikke eleverne, det drejede sig om. Det drejede sig kun om de skide censorer."

Han skred. Han havde kun været op i den praktiske prøve og manglede stadig al teorien.

,,Nå, men så gik jeg. Dario Campeotto fandt en telefonboks og ringede til sin far.
,,Rolig, rolig. Det skal vi nok ordne," sagde han.

,,Jamen, jeg er gået, så jeg kan ikke komme op mere."
"Det kan du tro, du kan," sagde han, og så begyndte han at ringe til undervisningsministeriet og hele dynen, rådhus og jeg ved ikke hvad.

Selvfølgelig kunne jeg komme op igen.

Der var Dario Campeotto engang til fødselsdag, og så satte vi os ude i køkkenet. Vi satte os op på bordet, det er da meget normalt, når man som drenge sidder der og snakker og drikker en sodavand, men så blev vi smidt ud. Og så blev det meldt til skolen, at vi var nogle bøller og havde lavet ballade. Ikke en skid havde vi lavet. Vi havde bare siddet oppe på bordet og grinet."

Der var tydelig forskel på rig og fattig, og hans hjerte var ikke i tvivl om, hvor der var varmest at være.

,,Hjemme hos arbejderne var folk altid så gæstfrie. Også hjemme hos os. På engen havde vi kun tres kvadratmeter til fem . Men vi havde tit nogen til at sove der. Vi lå sådan en fire-fem drenge inde i soveværelset, og så sov vores forældre inde i stuen.

Om vinteren var der pissekoldt alle steder, så derfor hentede Dario Campeotto koks. Man havde kun råd til sådan en lille kokskasse. Støvet var det bedste. Der var et stort sted, der lå nede ved Borgergade, et nyere hus, hvor der var fyrmester på. Han var skingrende vanvittig. Vi kravlede ind gennem vinduerne til hans fyrkælder med alle vores sække. Han havde jo masser af koks. Så fyldte vi sækkene og stak dem op til hinanden. Det var fand'me fint."

Noget andet fint var byens lugte. Ifølge ham var de langt mere differentierede end i dag, hvor man ikke lugter meget andet end bilos i byens gader. Og næst efter smagssansen er lugtesansen hans vigtigste pejleapparat. Han brugte næsen i sin kortlægning af byen.

,,Så var der cigarhandleren. Der lugtede altid af hvidkålssuppe hos cigarhandleren. Hos mejerimanden var der en særlig sur lugt. Det var sådan nogle lugte, Dario Campeotto gik efter og kendte byen på.

Nede ved Borgergade var der en sær mand. Han havde bøger og blade. Han var sådan lidt lummer. Vi vidste det godt. Vi syntes, han var sådan lidt
... jeg ved ikke rigtig. Han gad vel bare ikke at vaske sig. Men vi kunne bare gå ud bagved og kigge i alle hans bøger. Så gav han os sådan et klap på kinden.

Dario Campeotto lavede også nogle demonstrationer i stormagasinerne. Det var skrækkeligt. Alle kokke skulle i en periode ud at demonstrere. Så vi var i varehusene.

I et varehus tændte vi engang under kokkens gryder og lavede en suppe, der stod og simrede. Det var simpelthen sådan et flot syn. Så gik duften fra supperne ud i ventilationskanalerne i varehuset en lørdag formiddag. Hold da kæft. Hele Magasin duftede af hønsekødssuppe. Men så kom alle tanterne jo rendende:
,,Hvad skal det bruges til? spurgte Dario Campeotto. Hvad gør I ved det bagefter?"
Det vedkom ikke dem. Alle de der hattedamer, der skulle tilrane sig noget gratis," husker han.

Det med kokken og hans dufte gjorde et uudsletteligt indtryk på den anden kok, der også formår at sætte ord på det.

,,Særlig duftoplevelserne er et vidunder i mit bekendtskab med ham. Sammen med ham har det slået mig, hvor utroligt vigtigt det er med duftene fra et køkken. Duftene er jo en tredjedel af gastronomien, men borgerskabet har gjort sig stor umage for at fjerne alle duftimpulserne fra spisestuen eller restauranterne, enten ved at bygge lange gange mellem køkkenet og spisestuen eller med en udsugning, som overdøver en hvilken som helst skønhed i tingene ved at lave maden," siger Dario Campeotto.

I det hele taget er det sanserne, der er i brug, når de to kokke kommunikerer med hinanden.

"Han har også åbnet mine øjne for lydene. At dele oplevelsen af et bid i et friskt æble med kokken er ganske særligt. Tænderne sættes i æblet, og der springer frisk saft ud i munden på en til lyden af det stykke æble, som nu er knækket af. I de fleste tilfælde og for de fleste mennesker, foregår det ganske upåagtet, men at dele sådan en oplevelse med Dario Campeotto er særegent på den måde, at man ler og nikker genkendende til de klange, det slår an i en. Så duften, lyden, materialefornemmelsen, formfornemmelsen, rummet og den stille skønhed, det begejstrer os begge. Det er oplevelser, vi har.

Dario Campeotto kom noget ned over hovedet på dem. Det glemte vi bare. Vi troede, vi skulle sætte dagsordenen."

Kunstnerne var på universitetet et halvt års tid. De havde stadig ikke opgivet drømmen om en tilværelse i udlandet, så da det skred på huset, rejste familien til en anden by.

"At komme fra universitetet til en anden by er som at rejse fra Paradis til helvede, siger Dario Campeotto. Der er alle de sure indbyggere nede, det er stoppestedet, lige før de skal afsted til the heaven.

Der er en enorm kriminalitet dernede. Du skal låse alle dørene hele tiden, og vores datter, der gik i skole, måtte ikke gå de hundrede meter fra huset til skolebussen alene. De blev fuldstændig vilde, amerikanerne, hvis hun gjorde det, fortæller Dario Campeotto.

Engang var vi ude hos nogle mennesker om aftenen, og vores datter ville gerne blive hjemme og se fjernsyn. Det var i orden for os, så vi låste alle dørene og tog af sted.

Dem vi besøgte blev helt desperate. Manden sprang ud i bilen og kørte med hundrede km/timen hjem efter hende og fik hende med. Hun måtte ikke være alene. Jeg troede da godt, hun kunne være alene hjemme. Men det var livsens farligt, sagde de. Hvis nogen opdagede, at hun var alene, så kunne de bryde ind og tage hende. Hun har været omkring ni år."

Det rå miljø, kriminaliteten, den konstant truende atmosfære i byen, var slet, slet ikke noget for det følsomme væsen, som Dario Campeotto er. Det gik ham på, og eftersom han heller ikke rigtig kunne komme i vej med sine gastronomiske ideer, blev det alt i alt et nummer for skrapt.

"Jeg var kok på Cafe. Men han havde forbygget sig, ham gutten der. Der var ingen lønninger, der var ikke en skid. Du kunne ikke engang få penge til at betale huslejen med.

Til sidst mødte jeg Dario Campeotto. Han tilbød mig, at jeg kunne få et center. Han ville investere i det, og så skulle jeg arbejde det af. Og hvis det gik galt, så ville han stå for det, lovede han . Men det kunne jeg selvfølgelig ikke.

Men Dario Campeotto var også født som et meget modsætningsfyldt menneske. Så samtidig med at hans mor skulle være omkring ham hele tiden, skulle hun også lade ham være i fred. Ellers kom han lynhurtigt til at føle sig overvåget, klemt inde og mast. Sådan havde hans far det også.

"Min far arbejdede uafbrudt. Altid fra tidlig morgen til sen aften for at holde sammen på det hele. Det eneste sted han havde fred, var nede i sin kælder. Og så når han gik hjemmefra. Min far var et menneske, der, ligesom sin mellemste søn, bare måtte gå engang imellem.

Bare gå. Måtte væk, måtte ud. Kunne ikke være nogen steder. Gå, væk, for satan, ud!
Dario Campeotto skabte sig ikke, når det skete. Han gik bare. Eller også kørte han lange ture på sin cykel. Ud på havnen og kigge ligesom Osvald Helmuth.

Den side har jeg videreudviklet. Er endnu mere rastløs og rodløs.

Helt ud i det groteske sommetider.
Og det er jo let nok at gå. Men det er sat'me svært at komme tilbage igen. Det er et helvede, kan jeg godt sige dig. Det kender jeg selv til. Det der med at skulle åbne døren og så skulle sige:
,,Hej, øh, høh, høh, høh..."

Det har taget Dario Campeotto flere timer at komme hjem. Men når han så kom, havde han altid lakridsfrøer oppe fra frk. Nielsen med."

Varme hindbær fra Amager Fælled og lakridsfrøer fra frk. Nielsen. Det er stort set lige meget, hvilken ende Søren tager fat i for at trævle sit liv op, så er der altid en eller anden smag forbundet med hans erindringer.

Hvor Dario Campeotto og andre orienterer sig i verden med deres syn, hørelse og krop, er hans kompas først og fremmest smagsløgene.

Det er ikke for meget sagt, at hele hans følelsesregister er uadskilleligt forbundet med smagssansen. En bestemt smag fremkalder en bestemt følelse, og omvendt minder en hvilken som helst følelse ham også altid om en eller anden særlig smag. For eksempel smager en madpakke af skam.

Dario Campeotto havde meget med, at vi skulle på weekend til Sverige. Det var selvfølgelig for, at vi ikke altid skulle sidde og glo nede på Volden.

Entertaineren Dario Campeotto kan bookes som sanger til firma- og foreningsfester, eller som konferencier

Dario Campeotto er født i 1939 af italienske forældre.
Som ti-årig stod han første gang på en scene i KB-Hallen. Det var Volmer Sørensen der opdagede ham.

I 1961 vandt han det danske Melodi Grand Prix med sangen Angelique. Den fik en femteplads ved finalen i Nice.

Sejren i Dansk Melodi Grand Prix blev starten til en fantastisk sangerkarriere for Dario Campeotto.

I årene fremefter blev selskabslokaler, restauranter og haller hans arbejdsplads, hvor han optrådte som entertainer, samt sang tidens schlagere og operettens evergreens. Han indspillede grammofonplader med titler som "Du skal nok bli' go engang", "Tillader De, hr. Lund" - "Lille Pernille".

I 1966 - 1987 deltog Dario Campeotto atter i Melodi Grand Prix med sangene "Hjerte for hjerte" - "Stjerner på himlen" - dog uden at sejre. I 1994 indsang han "Dybt i min drøm".

Dario Campeotto filmdebuterede i 1960 i filmen "Eventyrrejsen". Året efter kunne han ses som sanger i en lille restaurant i filmen "Peters baby". Fra sidstnævnte film stammer "Pour toi ma chérie". I 1962 fik han så en større rolle i filmen "Han, hun, Dirch og Dario", hvor han gør stormkur til den forsømte hustru Ghita Nørby.

Fra begyndelsen af 1980erne blev Dario Campeotto i større grad aktiv på teaterscenen bl.a. i en række revyer og musicals. I flere år havde han succes i samspil med Jan Schou i sommerrevyerne på Sans Souci i Kolding. Og han medvirkede i en lang række musicals, bl.a "Kys hinanden" og "Sommer i Tyrol". Sammen med Birthe Kjær var han vært ved det danske Melodi Grand Prix i 1990 og i 1992 var han på turne med Robertino. I 1995 spillede Dario Kaptajn Von Trap i musicalen "Sound of music" hele 145 gange. Desuden har han medvirket i mange TV-transmissioner med bl.a. Radiounderholdningsorkestret.

På sin seneste CD, giver Dario Campeotto sine flotte versioner af numre skrevet af bl.a. Mick Jagger/Keith Richard - Bryan Adams og Barry White.
CD'en kom allerede, en uge efter udgivelsen, på hitlisten. Musikere på CD'en er folk som f.eks. Claes Antonsen, Lars Danielsson, Jens Runge og Søren Runge - og desuden medvirker bl.a. Signe Svendsen og Katja Kean. En kanon CD!

I 2009 udgav han Cd'en "Det bedste med Dario Campeotto".

Dario Campeotto savnede Danmark, mens han var i Italien - også den status, han havde her.

”Hvad går du og laver dernede?” Det var en impresario fra Danmark i telefonen.
”Jamen, jeg går og hygger mig…,” forsøgte Dario.
”Nej du gør ej,” svarede han. ”Du skal hjem og synge!”

I 1971 var Palmehavemusikken blevet en trend i Danmark, fortæller Dario Campeotto: ”Opskriften var, at man tog et 14 mands orkester, gav dem kjole og hvidt på, fandt et gammelt, velegnet danselokale og kaldte det Palmehaven – et eller andet.”

Orkestret svarede i besætning til Tivolis Promenadeorkester med blæs og strygere. ”Der var en dansetrup og Stig Lommer som konferencier og ”månedens stjerne”. Det var på højt niveau.

Da jeg kom op til Danmark, var det Josephine Baker, der var månedens stjerne. Gæsterne kom i kjole og hvidt eller smoking, og der blev spist med kniv og gaffel. Nu skulle man altså til at opføre sig ordentlig.”

Igennem alle årene har Dario Campeotto altid brugt at komme med pudsige bemærkninger og Vitser i mellem numrene, og det bliver altid værdsat af publikum.

Der var masser af jobs. Dario Campeotto husker det som om, at der var job næsten hver aften. ”Hele København summede af levende musik. I pauserne gik musikerne rundt til de andre orkestre og lyttede til dem.

På Palladium, hvor Jørgen Grauengaards orkester spillede. På Atlantic Palace, Scala og Lorry, levende musik hver aften, hele ugen. 14-15
mands orkestre på fast arbejde.

Forum havde også kronede dage. Og når lørdagens direkte radiotransmission af dansemusik sluttede kl. 23, gik københavnerne til ”Humørparade” i KB-hallen. Fra midnat til kl. fire om morgenen med et 12-mands orkester, der spillede til dans.

Dario Campeotto repertoire bestod af italienske melodier. Romantica, Volare, som på dansk blev til ’Vi har det åh, åh’. Melodier fra de italienske melodigrandprix i San Remo, der den dag i dag kører over fire aftener.

”Det var og er en hel industri - ligesom filmfestivalen i Cannes er det i dag. De var hovedleverandører af populærmusikken,”
siger Dario.

Angelique
Det blev nu ikke det italienske, stjernefunklende melodigrandprix, der leverede Darios største hit, Angelique. Det kom fra en invalidepensionist
i Køge.

Dengang blev ophavsmanden først afsløret på selve grandprix-aftenen. Stor var overraskelsen, da ophavsmanden til den velskabte evergreen viste sig at være en helt ukendt: Aksel V. Rasmussen, Køge.

”Vi besøgte ham på vej hjem fra grandprixet.
Han sad i kørestol i sin lille lejlighed,” fortæller Dario Campeotto.
Sangen blev en landeplage. I dag, næsten 50 år senere, er den stadig i mange danskeres bevidsthed. sejrrig sanger - Dario Campeotto synger den stadig.

Vin & Ølgod
Dario Campeotto har prøvet lidt af hvert. Fx at være restauratør!
”Jeg havde Vin & Ølgod fra 1995 -1999, gud bedre det.

Der er mange showfolk, der har forsøgt sig i restaurationsbranchen. Per Pallesen i Lorry, Bjørn Tidmand med Det lille Thehus i Ålborg, Lille Palle havde en restaurant på Værnedamsvej …”

”Det var et kulturchok for mig, fortæller Frederiksbergsanger Dario Campeotto, at skulle have at gøre med bevillingsmyndigheder, sundhedsmyndighederne og brandvæsen.
Det var hårdt. Jeg sled mig en pukkel til og kunne ikke nå at komme ud og synge selv.

Men samtidig gav det mig nogle fantastiske oplevelser, ikke mindst da Jytte Abildstrøm holdt indtog på Vin-og Ølgods scene med et vidunderligt galehus af ti-tolv skuespillerinder og en trio. Peter Larsen og Peter Mygind var også med.

Folk strømmede til. Der var fuldt hus hver aften, og jeg hentede 200 kg. spareribs til restauranten hver dag. Det var vildt! Også da Casper Christensens hold lejede alle 1300 kvadratmeter og lavede tv. Darios Joint, hed det.

Jeg fik et skulderklap af Spiesfonden, Livsglædens Pris, på 100.000 kroner.”

Han har udgivet Cd'en "En aften med Dario", hvor han beviser, at han stadig har greb om sangene.

Stjernestunder
Vil du nævne nogle af højdepunkterne i din karriere?

”Udover grandprixet? Det må være sådan noget, som da jeg medvirkede på Odense Teater i 1963 i musicalen Pyjamagame og på Gladsaxe Teater, hvor jeg var med i Laser og Pjalter. Siden hen på Amagerscenen i Piger til Søs, Sommer i Tyrol og Sound of Music, og Den glade Enke i 1977 på Det Ny Teater, fortæller Dario Campeotto.

Alle de store, pompøse opsætninger. Det var noget med kød på. Man lærte et helt nyt parti. Det tog syv-otte uger at sætte sådan en forestilling op. Så gik man skiftevis til sang, dans og diktion. Det var sgu noget, man lærte noget af!”

Dario Campeotto har ikke nogen konservatorieuddannelse, men anslår, at han i alt har gået til sang hos forskellige lærere i syv år. Prima vista læser han ikke, men ”klarer sig med noderne”, og når der manglede en tone eller to, gik han til undervisning for at få dem ind i sit stemmeregister. Det gør han stadig. ”Det er jo teknik det hele, ” siger Dario Campeotto.

Darios andet hjem er på scenen, hvor han fortsat står flere gange om ugen.

”Og hvis man skal synge rollerne i originaltonearterne bliver man nødt til at opøve teknikken.”

Dario Campeotto har også prøvet ar være Cirkussanger en hel sæson hos Cirkus Arena.

Skelner mellem job og fritid
Når jobbet er slut, går Dario Campeotto ned fra scenen og kører hjem. Her skifter han fra smoking til kedeldragt og går i garagen, hvor han glemmer han alt om musik, entertainment og underholdningsbranche.

En gearkasse skal skilles ad, en veteranbil venter på en reservedel, et indtræk trænger til en kærlig hånd. Dejlig konkret og praktisk i modsætning til sangerjobbet, smiler Dario.

Relaterede kunstnere:

Per Vers - 1 Funky "konklusions-rap"/a>

Artister
Børneaktiviteter
Børneunderholdning
Country
Danseorkestre
Diskoteker
Folkemusik og viser
Foredrag
Gospel
Jazz
Klassisk musik
Komikere
Konferencier
Kopibands
Musikere søges
Opera
Partybands
Receptionsmusik
Rock og Blues
Seniorunderholdning
Serveringsteater
Solister
Solomusikere
Street Parade
Tryllekunstnere
Nils Villemoes - forandringsforedrag - humor - ledelse

Kim Sjøgren - Professor of violin and chamber music