>Min indre vandringsmand - Erik Grip<

Vandringsmanden

Erik Grip har aldrig stået stille. Igennem snart fem årtier har den kompromisløse trubadur konstant flyttet sig rundt i et landskab, hvor kravet alle dage har været, at det som det mindste skulle være åbent. Åbent for nye muligheder, nye veje og nye erkendelser. For det er dem, han konstant finder vandrestaven frem for – erkendelserne og de nye store historier, som ligger godt gemt i den danske muld og bare venter på at blive fortalt. Eller sunget. Med sin Grundtvigsplade fra 1983 opnåede den nu 61-årige Grip stjernestatus, og da han senere føjede sine Ulf Lundell-fortolkninger og ikke mindst ”Åbent landskab” til repertoiret, blev han stort set hvermandseje. Erik Grip har stadig et særligt godt øje til de store fortællinger og kraftfulde budskaber, der ligger indlejret i de gamle salmer, og ikke mindst N.F.S. Grundtvig kan stadig ryste hans grundvold. Det er da også den gamle salmedigter, der med ”Dejlig er den himmelblå” åbner ballet på ”Min indre vandringsmand”, som det nye album er betitlet. Og det er på ingen måder tilfældigt; Grip nåede nemlig aldrig at blive færdig med Grundtvig. ”Hvad er det min Marie” skulle have været med på pladen fra 1983, men først her 26 år efter kom sangeren på en melodi, der var den fantastiske kærlighedstekst værdig. Opfølgeren til Grundtvig-albummet er omsider en realitet.

Berlingske gav 5 stjerner ***** til "Min indre Vandringsmand"

Berlingske Tidende den 14. april 2009:

Tidløs troværdighed af Kjeld Frandsen.
Sangeren Erik Grip, der fortsat er værd at lægge ører til, blander ubesværet det religiøse og det verdslige.

Erik Grip. Jo - han har været på banen igennem fem årtier, og han er fortsat og i høj grad værd at lægge ører til. I hvert fald slipper han nu sin indre vandringsmand løs og kommer vidt omkring uden at miste mål eller identitet. Han lægger ud med »Dejlig er den himmel blå«. Jamen, kan man det? En julesalme lige her om foråret? Jo – når den leveres i det gode, let tilbagelænede tempo – med let jazzet akkompagnement og den rette puls og renfærdighed – ja, så går den hjem og er – ved efterfølgende gennemhøring – interessant og fornøjelig. Teksten er af N.F.S. Grundtvig, som Erik Grip jo har en gammel svaghed for – husk blot hans evigfriske slagnummer »Velkommen i den grønne lund«. Her kommer salmedigteren også på banen med »Hvad er det min Marie« – med Grips glimrende melodi – og »Lille Guds barn hvad skader dig« – i god folkemelodisk tradition. Også »Sorrig og glæde«, fra Grundtvis kollega, Thomas Kingo, får en original behandling – med Sine Bach Rüttel på bluegrass-banjo, for nej – det er ikke en rigtig religiøs plade. I hvert fald får det verdslige god plads – både i salmerne og i renkultur. Og her går turen fra Evert Taubes udødelige »Flickan i Havanna« – i swingende duet med den svenske sangerinde Josefine Cronholm – til Kai Normann Andersen & Sigfred Pedersens hårdt prøvede »Den gamle skærslippers forårssang«. Erik Grip fremfører sit udvalg af sange med en på én gang frejdig, karsk, djærv og skrøbelig stemme, som er meget medrivende – meget menneskelig. Og hans velvalgte musikere – heriblandt den fornemme pianist Henrik Gunde – er helt med på sangerens intentioner. Dertil kommer pladens bonusnummer – den finurlige Osvald Helmuth-klassiker »Dit hjerte er i fare Andresen«. For akkompagnementet står Ål-Boys, som er et ægte salonorkester med violiner og harmonikaer og en helt unik og autentisk lyd, og Erik Grip formidler sangen, der er skrevet langt før, han blev født, med charme og tidløs troværdighed.

Historiefortælleren
Han har noget på hjerte, og han er selv en glimrende historiefortæller. Det er da også som sådan, et talstærkt publikum møder Erik Grip rundt omkring i det danske, hvor den erfarne trubadur stadig giver op mod hundrede koncerter om året. Ind i mellem sangene, hvoraf de fleste er folkeeje, diverterer den - måske modne - men ikke mindst hamrende vitale (vise)sanger med anekdoter af mere eller mere alvorlig karakter. Og det er ikke småting han har set, hørt og oplevet i et langt og begivenhedsrigt liv rundt omkring i et Danmark, der trods nye tider og nye udfordringer, altid har Erik fra Lejres store bevågenhed. Det er da også i denne konstante søgen efter mening og en eller anden form for fred med sig selv og sin samtid, Grip igen og igen finder energien til at udfolde de store fortolkninger, som har gjort ham kendt og elsket viden om. I de gamle salmer og viser, som også er så rigt repræsenteret på ”Min indre vandringsmand” finder han som oftest – hvis ikke hele forklaringen – så i hvert fald gode bud på alverdens dårskab og storhed. Både før og nu.

Vi kan og skal bære hinanden
Den stædige tro på kærligheden og troen på at vi kan bære hinanden, som det understreges i ”Hvad er det min Marie”, opsummerer nok meget godt Grips modsvar på mange af tidens problemer og – til tider – meget stejle holdninger. Selvom om han er fast forankret i det danske og således også solide kristne værdier, ser han på ingen måde sig selv som en stædig bevarer af ”noget typisk dansk”. Tværtimod er han den førnævnte vandringsmand på konstant udkig efter nye veje og nye fællesskaber og er overbevist om, at det kan lade sig gøre. At hjælpe og støtte – og bære hinanden, selv når det brænder allermest på og verden står på den anden ende. Det er her Grundtvig og de specifikt danske, kristne værdier har noget at byde ind med, og det er det Grip utrætteligt kæmper for at gøre opmærksom på.

Ikke kun salmer
Det er dog langtfra kun salmer Erik Grip hat kastet sig over på ”Min indre vandringsmand”, der formeligt strutter af livsglæde og spillelyst. På albummet, hvor han fornemt bakkes op af en af de mest fejrede pianister p.t., den allestedsnærværende Henrik Gunde, percussionisten Steen Raahauge (Tøbrud), bassisten Esben Eyermann og såmænd sønnen Mathias Grip (som medvirker på jødeharpe), kommer man godt rundt i både genrer og instrumentering. En af de mest fremtrædende eksempler er nok den uforlignelige udgave af Taubes ”Flickarna i Havanna”, hvor der synges storswingende og sexet duet med underskønne Josefine Cronholm, og Grip overbevisende demonstrerer sit solide tag i den vidt forgrenede og berømte nordiske visetradition. Et andet fantastisk eksempel er sangen ”Visselul”, hvor Grip med udgangspunkt i selv samme Evert Taube synger den oprindelige udgave af ”Byssan lull”, som var en sømandsvise fra Skagen. Og så er der jo også lige en opdateret version af ”Den gamle skærslippers forårssang” – for slet ikke at nævne ”bonustrack’et”, ”Dit hjerte er i fare Andresen”, hvor Grip endnu engang beviser sin tæft for at genopfinde gyldne øjeblikke fra den store danske sangskat.

Utrættelig har han vandret
Velkommen i den grønne lund og Rose skal vi danse sang Grip for snart mange år siden og inviterede os dengang, som nu, ud på en livslang rejse ind i det på en gang underskønne, underfundige og uomgængelige ved det nøgne, det sande, og til tider næsten ubegribeligt store kærlighedsbudskab, han aldrig er holdt op med at kredse om. Utrættelig har han vandret, og utrættelig vil han vandre til den dag vandringsmanden i ham omsider når frem, eller tilbage, til lige der hvor vejen ender, eller vandrestaven er slidt op. Måtte den dag komme sent. For vi har alle sammen brug for ham, ham Erik Grip. For at forstå os selv. Og dagen. Og vejen.

Erik Grip album debuterede i 1975 med ”Frank Jægers Viser”, som solgte over 30.000 stk., og han har til dato et samlet albumsalg på over 600.000.

Er platin og dobbelt platinplade modtager (Grundtvigspladen og en opsamlingsplade).

Erik Grip blev Grammy-nomineret i 2003 og 2005.

Spiller stadig over 100 koncerter om året.

Har fået Søren Gyldendal prisen for sit virke for den klassiske digtning

Erik Grip har modtaget DJBFA’s hæderspris

Startsiden
Artister
Børneaktiviteter
Børneunderholdning
Country
Danseorkestre
Danseundervisning
Diskoteker
Duo musikere
Folkemusik og viser
Foredrag
Gospel
Jazz
Klassisk musik
Komikere
Konferencier
Kopibands
Musikere søges
Partybands
Receptionsmusik
Rock og Blues
Seniorunderholdning
Serveringsteater
Solister
Solo musikere
Street Parade
Tryllekunstnere