>Ove Dahl - amagermanden – krimiforedrag<

Sidste skud på stammen er Ove Dahl med Drabschefen – nye sager, der fortsætter med aktuelle drabssager fra perioden efter 2006. Markedsført på forsiden er ”Amagermanden”, ”Stewardessemordet” og ”Huedrabet” – alle sager, der har fået udbredt omtale i pressen, men der er også mere gennemsnitlige sager repræsenteret.

Formålet med bogen er dobbelt. Dels vil Ove Dahl gerne fortsat formidle sin omfattende politifaglige viden om bemærkelsesværdige sager, som har offentlighedens interesse – tage dem op ud fra et synspunkt, hvor de har nået en afslutning, og vurdere hvad der gik godt og mindre godt i efterforskningen. Dels – og lidt mere tilbagetrukket, men gennemgående i bogen – vil han også give sin vurdering af dansk politi, politiarbejde efter reformen og sin egen placering i den sammenhæng. Han er en mand, der har haft en høj profil i pressen og sine meningers mod, hvad enten det gjaldt om at påpege den bekymrende store andel af udlændinge i Danmark, der bliver kriminelle, eller politireformens utilstrækkelighed.

Det er dog ikke sådan, at bogen som helhed er lagt tilrette, så der indgår flere uopklarede sager i den periode, den dækker (som er sammenfaldende med den periode, hvor politireformen blev indført). Men en enkelt uopklaret sag er der da – knivdrabet i Kastrup i 2008, hvor to pizzabagere blev stukket ned. Den ene overlevede, og den anden døde, men gerningsmanden eller mændene er aldrig blevet fundet.

Aktuelle sager
Blandt de sager, Ove Dahl tager op, er der mange slags – både sager, hvor drabsmanden har en skjult eller åbent erkendt tilbøjelighed for vold og drab, og sager, hvor drabet er sket mere tilfældigt, og hvor offeret ’bare’ (eller ’desværre’, som Ove Dahl siger) har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Sagen om den såkaldte Amagermand har en fremtrædende placering i kraft af drabsmandens fremgangsmåde og psykologi og den lange periode, hvor han tilsyneladende har fungeret som almindelig samfundsborger. Dahl vurderer ham som en ”tosidet personlighed”, der fungerede fint som familiefar og i arbejdslivet samtidig med, at det lykkedes ham at skjule ”den sorte side”, hvorigennem han udlevede sine voldelige og seksuelle behov. Ove Dahl betoner, at dna-spor har haft afgørende betydning for den retssag, der til sidst skulle domfælde Amagermanden, der jo længe undslap politiets opmærksomhed.

Det er generelt både stolthed over opklaringen og optimisme i forhold til fremtiden, der bærer beretningen om de forskellige sager: ”Personligt er jeg både stolt og glad over, at vi nåede så langt med efterforskningen, som vi gjorde”. Og i slutningen af beretningen om det uopklarede knivmord hedder det: ”Drabssager bliver aldrig nogensinde forældede. Så selv om der går 20 år, kan vi stadig straffe drabsmændene i denne sag, hvis vi en dag finder dem”.

Ofrene var i både det ene og det andet eksempel tilfældigt udvalgte. Det gælder også i sagen, hvor en stewardesse blev dræbt på Hotel Radisson. I modsætning til Amagermanden meldte den rumænske gerningsmand sig selv, da han hørte, at han var efterlyst, og han erkendte også vold med døden til følge, men ikke overlagt drab. Alt andet lige letter det jo efterforskningen, når gerningsmanden melder sig selv.