>Martin Jensen 17072011.200625<

Relateret artikel

Så stort i sin opfattelse af den givne grønlandske historiske og sagnagtige stof og så imponerende i gennemførelsen af den vision, der har besjælet forfatteren. Romanen er så sværmende fuldt, så sprudlende, dansende fuldt af levende farveprægtig detaljer, så unik ved sin geniale opfattelse af den gryende renæssance.

For denne femdelte roman fra det gamle Grønland, dvs. i 1300-tallet, er nok en fortælling om de to fostsøstre Ingebjørg og Unn, den lyse, tilpasningsfähige Ingebjørg og den mørkhårede tvivler Unn, som vi træffer i nonneklostret ved Siglufjord i det sydlige Grønland. Her råder den konsekvente, regelbundne abbedisse, der ikke tolerer afvigelser fra det bunde skema, og eneste forsonende menneske er den tænksomme Edmonda. Og vi træffer dem i deres hjem, hvor en mand selv må kunne skaffe sig sin ret. Vi følger deres første møde med kærligheden gennem den rastløse Eirik.

Til toppen af siden med Martin Jensen

Det er det seje episke træk med en dybtgående fremstilling af dagliglivet i klostre og på gårde i en tid, hvor uoverensstemmelserne finder sted mellem katolicisme og overtro, og hvor hårdhændede midler tages i brug af kirken: To børn, Måne og Sol, er tvangsdøbte og føler, at de er splittet, fordi deres kristne navn kæmper mod deres gamle navn, og de to navne kan ikke være sammen, hverken i eller uden for kroppen.

Det er også en bog om religiøs forstokkethed, men det er først og fremmest en bog om vågnende individualisme og humanisme.

Unns tanker om selvudfoldelse er spirende renæssance. Hun er vesterlændingen, der i lange, fascinerende dialoger spørger til bunds, for at tingene kan få deres naturlige klarhed. Hun er den første, der i sin splittelse tænker tanker imod det guddommelige og kirken, og som ser det guddommelige i sig selv: "måske bærer vi meningen i os selv. Måske er vi hinandens mening."

Hun gør op med middelalderlig universalisme: "Universalia sunt realia", ideerne er det virkelige, helheden det givne, og hun betyder kun noget i den store sammenhæng. Alt, hvad mennesket foretager sig, skal bøjes ind under helheden.

Og her får hun hjælp af den engelske munk, Nicolas, der er ved at have fat på det kopernikanske verdensbillede, og så bliver tro og videns uensartede størrelser. Han siger: "Det er os, der ødelægger kloden. Hvis vi lærer at leve i overensstemmelse med Skaberens orden, genfinder vi den store harmoni, der er blevet ødelagt ved menneskers ugerninger."

De to er Europas helte, vor tids helte, de bekæmper bestående "sandheder" og vil fortrænge de snærende, hævdvundne ideer med naturvidenskabelige, selvskabte tanker.

Dermed lægges grunden til det frie menneske, her lægges fundamentet til menneskelig selvbevidsthed, og her lægges grunden til menneskeligåndens bærekraft. Jo, livet selv kan være guddommeligt i sin rigdom.

Til toppen af siden med Martin Jensen

Men romanen fortæller også, at frihedens pris er ensomheden, og når de to oprørere i bogens slutning sejler ud på det åbne hav i deres lille båd, sejler de lukt ind i myten om det frie menneske og dets faretruende sejlads.

I de løseste omrids er handlingens gang her skitseret. Den overbeviser læseren om sin historiske realitet, fordi den er underbygget med en stor og omfattende viden, men måske allermest, fordi selve tidens ånd er så troværdigt til stede.

Fik jeg fortalt, at det også er en spændende, højdramatisk bog, fyldt med naturbeskrivelser fra Grønland og med et helt kapitel om udforskningen af Grønland, og at den tegner et rigt facetteret miljø?

Hanne Marie Svendsen har her skabt en poetisk verden, der er sidestillet med den virkelige, og af tilsvarende værdi.

Til toppen af siden med Martin Jensen