>Lotte Heise næstekærlighedsforedrag<

Relateret artikel:

Næstekærligheden er blevet fingernem og overkommelig. Den er blevet et spørgsmål om at mene det rigtige og det gode og gå ind for det rigtige og gode.
Buddet om kærlighed til næsten er noget af det vigtigste og værdifuldeste i den kristne tradition.

Så meget desto mere er der brug for at gøre opmærksom på, at dette bud i vor tid er ved at blive udvandet og fortyndet til noget let og overkommeligt: Man tror at øve næstekærlighed ved at mene noget pænt og godt om sin næste. Men det er ikke det, buddet handler om; buddet taler om, hvad vi skal gøre, ikke hvad vi skal mene.

Når Jesus fremsætter buddet om næstekærlighed, gentager han simpelthen et stykke af den jødiske tradition, han levede i. Buddet om næstekærlighed var en del af den lovsamling, jøderne var og er forpligtet til at leve efter. Det er vigtigt at forstå, hvilken betydning der i denne tradition lægges i ordet "elske".

Til toppen af siden med Lotte Heise næstekærlighedsforedrag

Det er ikke et ord, der signalerer noget om emotioner og varme følelser; det er et ord, der måske bedst kunne omskrives med "tage vare på", "forsvare", eller "beskytte".

Det er næstens liv, der skal forsvares og beskyttes, og det skal man gøre ved at sætte sine egne kræfter og evner ind. Det er altså ikke sådan, at det er svært at forstå, hvad buddet går ud på. Tværtimod; det er så ligetil som noget kan være. For vi kender alle til at være truede på vor livsudfoldelse; vi kender alle til at føle mangel og magtesløshed overfor modgang. Ligesom vi kunne ønske os hjælp i sådanne situationer, sådan skal vi i følge buddet hjælpe mennesker, som vi ser fangne i sådan nød.

DETTE bud om næstekærlighed blev en del af vor kristne kulturarv. Man kan skændes om, hvorvidt og hvor meget det har præget vores samfundsindretning, men sikkert er det i hvert fald, at langt de fleste anerkender buddet som et udtryk for, hvad vi skylder hinanden.

Den forvanskning af buddet, der er sket i vor tid, hænger sammen med, at det er blevet løst fra de konkrete livssituationer. Mennesker er begyndt at bruge det som teoretisk og politisk våben.

Fra at være et bud om, hvad du og jeg skylder hinanden, bliver næstekærlighedsbuddet til en politisk idé. Det må kunne lade sig gøre, tænker man, at indrette hele samfundet og hele vor omgang med hinanden efter principper, der er udledt af buddet om næstekærlighed.

Dermed bliver buddet til en ide i en utopi, i stedet for at være din og min forpligtelse i vort møde i dagligdagen.

JEG synes, at vi i den samfundsmæssige diskussion er kommet meget langt ud, og der bliver præsteret megen vammel retorik i næstekærlighedens navn.

Jeg har mødt mennesker, som i ramme alvor mente, at de levede op til næstekærlighedsbuddet, fordi de var medlemmer af et politisk parti, der gik ind for højere ulandsbevillinger!

Til toppen af siden med Lotte Heise næstekærlighedsforedrag

Og det forunderlige er, at hele den praktiske del af buddet, det, der skal gøres - det er blevet til noget, de andre skal betale!

Næstekærlighed udøver man ved at kræve offentlige bevillinger til diverse projekter, som set hjemme fra lænestolen har en overordentlig godgørende effekt.

Næstekærligheden er blevet fingernem og overkommelig; den er blevet et spørgsmål om at mene det rigtige og det gode og at gå ind for det rigtige og det gode, mens selve den gode handling mere og mere forsvinder ud i teoriens tåger.

Derfor oplever vi den underlige, modsætningsfyldte situation, at aldrig har der været talt mere om næstekærlighed, og aldrig har der været gjort så lidt ved det!

Der er utrolig mange mennesker, der har brug for medmenneskers konkrete handling til hjælp i deres nødsituation, men de oplever, at ingen interesserer sig for dem. Al opmærksomheden hos de "næstekærlige" er hos fjerne storgrupper, de sultende i ulandene eller indvandrere, ikke hos det menneske, de har omkring sig.

HVAD er det da for mennesker, der overses?

Det er de grupper, der ikke lige akkurat indpasser sig efter det offentlige hjælpesystem. Det er den enlige mor, der har fået tvangsfjernet sit barn og nu har set sig vred på hele det offentlige behandlingssystem. Det er den lille landmand, der har fået en miljømæssig dumme-bøde fra det offentlige, og nu har set sig sur på hele systemet.

De er ikke klynkere; de ønsker at klare sig selv, de ønsker ingen offentlig forsørgelse; det, de ønsker er opmærksomhed om deres situation. Det, de ønsker, er samtale og mulighed for at komme til orde med deres krav om retfærdighed.

Til toppen af siden med Lotte Heise næstekærlighedsforedrag

Men disse grupper af nødstedte overses, for her er det manglerne og uretfærdigheden i vort eget samfund, der springer i øjnene, og deres forhold er indviklede og ikke så let at stille op i sort-hvide kategorier, som de fjerne landes og befolkningers forhold.

Og så bliver følgen, at der går en stor gruppe mennesker rundt i vort samfund, som har det dårligt; mennesker, som ingen taler med og ingen interesserer sig for.

Vi betaler skatter i dyre domme, men det er svært at se, at pengene kommer de virkeligt nødstedte til gode, og det er måske i virkeligheden slet ikke penge, der er problemet.

Problemet er egentlig, at vi er blevet blinde for de mennesker, der er lige rundt omkring os og i stedet kun tænker på dem, som medierne serverer som nødstedte.

DET danske samfund af i dag er blevet et ufølsomt samfund, hvor ligegyldighed og afvisning præger forholdet til de mennesker, vi har lige uden for vores dør, og som har brug for opmærksomhed og samtale.

Det er ikke lige galt alle steder. Det er min erfaring, at i de grupper, vi tidligere betegnede som arbejderklassen, er der stadig rester af den gammeldags solidaritet, en åbenhed for det konkrete medmenneske og en vilje til at høre og hjælpe.

Men i de dannede lag, blandt de højtuddannede, florerer de teoretiske luftkasteller. Alle har en idé om, hvad de andre eller samfundet burde gøre. Men står der et menneske uden for døren, som har brug for én at snakke med eller brug for et sted at være, ja, så er der ikke lige tid nu, og vi kan ikke lige i den uge, for der fandt vi sådan et godt tilbud på en tur til Prag!

DEN velmenende selvtilfredshed går også ud over familierne. Hvor tit oplever man ikke børn og unge, der har mistet kontakten med deres forældre, fordi de fornemmer, at forældrene er optaget af noget helt andet!

Det er pigen, der bittert fortæller, at hendes far og mor ved alt om Ujamaa-landsbyerne i Tanzania og er med i store projekter til ophjælpningen af afrikansk landbrug - men sjældent og vrangvilligt ofrer tid på hende, for hun er lidt besværlig og ideologisk ukorrekt i sin ungdommelige selvoptagethed.

Til toppen af siden med Lotte Heise næstekærlighedsforedrag 

Eller det er ægtefællen, der bittert fortæller, at den anden havde altid en varm tanke til alverdens nødstedte, men var kold som is, hvis man vovede at problematisere engagementet.

Mere og mere kommer jeg til at tro, at gamle Grundtvig havde ret, når han sagde: Det menneske, der hævder at elske hele verden, elsker i virkeligheden kun sit eget dyrebare Jeg.

VI har ansvar for hinanden. Men skal ordet "ansvar" overhovedet have nogen mening, så må ansvaret have sine grænser. Grænseløst ansvarlig er kun Gud. Vi andre har et begrænset ansvar, der hvor vi er og blandt de få, vi kan nå.

Som samfundsudviklingen er i Danmark i dag, så glemmer vi og vi overseer de få, vi faktisk kunne gøre noget for, og i stedet mener vi alt det gode og rigtige om alverdens mennesker.

Jeg har respekt for folk, der gør noget; også for folk, der samler ind til ulandene, selv om jeg personlig synes, at man alt for tit ser, at nødhjælpen blot smadrer infrastrukturen i det land, man vil hjælpe. Men det er en anden diskussion.

Det, jeg vender mig imod, er det udbredte hykleri, hvor man sidder og kræver ind og forlanger, at alle de andre skal betale så og så meget uden at gøre sig den ulejlighed at undersøge, om det nu også er penge, der er brug for og om der ikke var personer i vor egen nærhed, hvor vor egen, personlige indsats var påkrævet. Dette godhedshykleri er blevet til en hån mod de mange i vort eget samfund, der har det svært.

MAN skal prøve at være ærlig. Hvis en spurgte mig: Elsker du din næste? Så ville jeg tøve med at svare "Ja". Og det ville jeg, fordi jeg tror, at man skal være forfærdelig forsigtig med at bruge udtrykket "kærlighed" om noget, der kommer fra os selv.

Kærlighed er i sidste ende et Guds under, som en gang i mellem vederfares os, men kærligheden er ikke en del af min menneskelige natur og jeg skal ikke gøre mig til af, at den er et væsentligt træk ved min karakter.

Til toppen af siden med Lotte Heise næstekærlighedsforedrag

I vores samtale om, hvordan samfundet skal indrettes og hvordan vi skal fordele de producerede goder, hører begrebet ikke hjemme. Vi kan ikke regne eller kalkulere med, at folk elsker hinanden.

Der er en tre-fire mennesker, der betyder alt for mig, men alle andre må jeg sige, at jeg vil være så ærlig og rimelig og venlig imod som muligt, og at jeg først og fremmest vil bestræbe mig på at kunne standse op og lytte, - men jeg vil ikke kalde mit forhold til dem kærlighed.

Måske burde vi simpelthen lade være med at bruge begrebet "næstekærlighed" i en 20-25 år. Det er blevet for forslidt, for misbrugt. Det vækker for megen kvalme. Så på det ene punkt er jeg et lidt bedre menneske end så mange andre: Jeg er ikke så stor en hykler! Jeg hævder ikke offentligt, at jeg elsker hele verden, mens jeg privat skriger og vrisser af børn og ægtefælle. Det hykleri håber jeg aldrig at jeg kommer til at gøre mig skyldig i.

Næstekærlighed består i at gøre, ikke i at mene. Og jeg har gjort denne iagttagelse: De mennesker, der taler mest om total og altomfavnende kærlighed, - hos dem har jeg set de koldeste øjne, de koldeste sind.