>Stig Andersen mediemagtsforedrag - ordstyrer<

Stig Andersen er en dygtig og erfaren ordstyrer/moderator og debatleder. Han har ført mange debatter inden for mange politiske, sociale anliggender og samfundsrelaterede emner.

Relateret artikel:

Medierne befinder sig i en historisk krise. Deres traditionelle magtbastioner er under belejring fra forbrugerne, der – mens du læser disse linjer – er ved at storme palisaderne, lyder profetierne fra én lejr.

Nej, tværtimod! Mediernes magt rækker længere ud end nogensinde, og de dikterer i dag spillereglerne i meget store dele af samfundet, lyder et andet synspunkt.

Mens branchen har travlt med at rebe sejlene i forhold til både de kortsigtede konjunkturer og de mellemlange udfordringer på den digitale bane, så kaster flere aktuelle bøger lys over en række af disse mere strategiske debatter om mediernes magt og afmagt.

Flere beskriver »Forbrugeren i førersædet«, det skift i virksomhedernes kommunikation som hele web 2.0-fænomenet er udtryk for. Sociale medier, blogs, wikier, dialogmarkedsføring, the pull society. Buzz-words er der masser af, men de afspejler også en underliggende forskydning af magtbalancen i trekanten mellem forbrugere, virksomheder og medier.

Brugeren har ikke alene fået et lang større udvalg af medier at shoppe rundt i – hun har nu også fået muligheden for selv at blive producent.

Uden om gamle medier
Samtidig har virksomhederne – og deres håndgangne mænd i reklame-, marketing- og PR-verdenen – fået adgang til en hel ny udtræksharmonika af virkemidler. Og mange af de nye kanaler går helt uden om de etablerede medier, eller udgør ligefrem direkte konkurrenter til dem.
Det er alt sammen godt nyt set fra annoncørernes og markedsførernes synspunkt, hvis de vel at mærke forstår at benytte sig af mulighederne. I den proces vil vi »se mastodonter opstå – eller falde,« forudsiger man.

Men set fra et mediesynspunkt er billedet betydeligt mere broget. Ganske vist bliver der mere at spille om – men der står også langt mere på spil.
Det gælder især for »de gamle medier,« hvis højborge i avis-, tv- og magasinbranchen er under beskydning.

Som gruppe betragtet risikerer dagbladene nemlig at sidde tilbage med mediekrigens sorteper. Oplagskurven har således været i minus i mere end et årti, og det har i mange tilfælde frarøvet aviserne positionen som »sociale medier,« der definerer, hvad snakken går om i lokalområdet eller henover kantinebordet, påpeger man.

Men – som halvandet årtis aviskrig også illustrerer – så afhænger meget til syvende og sidst af det enkelte medies evne til at positionere sig – og bruge næverne.

For selvom alle de tre store morgenaviser undervejs har fået alvorlige smæk, så er »Aviskrigen« også historien om hvordan outsideren Morgenavisen Jyllands-Posten fik sig etableret som Danmarks største dagblad for siden succesfuldt at erobre bruden fra hovedstaden, i form af Politikens Hus, mens den oprindelige favorit – Det Berlingske Officin – blev tvangsgiftet bort til en udenlandsk bejler.

Så mediernes ledelser skaber i høj grad deres egen skæbne. Og trods den megen snak om krise og tilbagegang for enkeltmedier og hele mediegrupper, så har medierne som institution samlet set øget sit vingefang betragteligt.

»Det aktuelle samfund er gennemsyret af medier i en sådan grad, at medierne ikke længere kan tænkes adskilt fra kulturens og samfundets øvrige institutioner,« påpeger man.

Og ikke alene er medierne blevet mere magtfulde, de er også – trods den megen snak om spin og manipulation – blevet mere selvstændige, hvis man vel at mærke tager de historiske briller på.

»Hvor medierne til at begynde med var afsenderstyrede, forstået som styret af partikulære institutioner i partipressens dage, eller styret af almeninteressen under radio- og tv-monopolets dage, er de som medieinstitutioner ikke mindst styret af hensynet til publikum, dets efterspørgsel og købekraft.«

Ingen modsætning
Den selvstændiggørelse og forøgelse af mediemagten er så paradoksalt nok sket i en periode, hvor de fleste store medier er blevet mindre, hvis man måler på deres oplag eller seertal.

Men der er ingen modsætning, mener man. Vi har fået flere af både de brede og de smalle medier – og af både lokale og globale mediebegivenheder.

Vi har fået ikke bare massemedier, men simpelthen en masse medier:
»Mediemiljøet ekspanderer og udvikler sig i forskellige retninger, hvorfor man heller ikke kan tale om, at medierne påvirker samfundet i en bestemt retning,« konkluderer man.

Til toppen af siden med Stig Andersen