Eva Jørgensen afprøvede i sin Underholdningsverdenen på Eleva2ren i TV2, mens et job som koncernkommunikationschef hos ISS A/S i 2000 gav erfaringer fra dansk-internationalt erhvervsliv.

Eva Jørgensen har desuden løbende undervist kolleger i tv-journalistik og optrådt som flittig og fornøjelig skribent, ordstyrer og foredragsholder med fingeren på pulsen.

Eva Jørgensen er vært på Deadline 17:00 på DR2. Her bruges hendes journalistiske erfaring blandt andet på de mange live-interviews, der kendetegner udsendelsen. Emnet kan være svær udenrigspolitik eller populær underholdning - kendetegnet er altid grundighed helt ned i detaljen. Også korrekt sprogbrug og udtale hører blandt Evas hjertebørn. Med et utal af direkte udsendelser og transmissioner i bagagen brænder hun for den klassiske nyhedsjournalistik - og for at få nyhederne ud så hurtigt og så korrekt som muligt. Dertil kommer nysgerrigheden over for de skæve, de eksotiske, de sjove historier.

Eva Jørgensen: Vi ses i morgen
PSYKOLOGI Lad det være sagt med det samme: Det er en fremragende bog, DR-journalist Eva Jørgensen (f. 1963) har skrevet om sin mand Steffen Knudsens opslidende sygdom og død. Historien er i korte træk, at Eva og Steffen forelsker sig i hinanden i en moden alder. De flytter sammen, og Eva bliver som 41-årig gravid. Livet er rigt - lige til den dag, Steffen får konstateret den sjældne sygdom ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose), en meget aggressiv form for sklerose. Alt Liv Svinder, som lidelsen galgenhumoristisk omdøbes til, for ingen helbredelse er mulig, og det næste år går det støt ned ad bakke. Læseren følger sygdommens ubønhørlige fremadskriden og ikke mindst det kaos af følelser, tanker og reaktioner, Eva gennemløber. Sorgen, afmagten, frustrationen, vreden og bitterheden over, at det liv, hun troede, de skulle have sammen, ligger i ruiner.

Skyldfølelse
Hun tager målbevidst rollen som sygehjælper på sig, men erkender også, hvor svært det er at leve op til både sine egne, Steffens og omgivelsernes forventning. Manden alias patienten bliver i stigende grad en belastning, og da demens forværrer situationen yderligere, martres Eva af skyldfølelser, fordi hun bliver irriteret over hans ubehjælpsomhed. Hun kan som nybagt mor ikke klare patient-omsorgen selv, men må have hjælp fra det offentlige, hvis bureaukrati bliver nok en forhindring, der skal forceres. Efterfølgende skal hun stå model til at se sit hjem omdannet til en banegård og byggeplads, hvor diverse hjælpere konstant går og kommer, for at Steffen kan blive i hjemmet.

At Eva Jørgensen står distancen, handler først og fremmest om, at hun er en intelligent, veluddannet og viljestærk person, men også om, at hun er privilegeret med et stærkt netværk bestående af familie, venner og kolleger, som stiller op og ikke lader det forblive ved skåltalerne.

Fine virkemidler
Det er en uendelig sørgelig og grum historie, men også en beretning om stor kærlighed og ømhed og om at forlige sig med sin skæbne.

Har bogen kun appel, fordi forfatteren er en kendis, hvis privatliv vi almindelige mennesker har en vis nyfigen interesse i? Nej, for så vanskeligt det end kan være at anlægge litterære kvalitetskriterier på en tekst, der rummer så meget smerte, er det ikke mindst grundet fortælleteknikken, at historien brager igennem (journalisten fornægter sig ikke).

Virkemidlerne er en kronologisk opbygning med flashforwards og flashbacks, mange små adskilte afsnit - undertiden kun en enkelt linje, korte, knappe sætninger uden grundled, dialoger og et sanseligt-konkret billedsprog:

»Under huden tikker en neurologisk bombe.« »Vores trygge hverdagspanser smuldrer.« »Festerne er et forhindringsløb for et menneske, der dårligt kan spise og tale. Steffen spiser sig mæt i familiens omsorg.« »Der er kronisk oversvømmelse inden i mig.«

En bog til anbefaling - også til den, som er så heldig p.t. ikke at være nærmeste pårørende til en døende.

Omtalen af bogen er skrevet af Lone Nørgaard.