>Povl Dissing - en særlig visefortolker<

Booking forespørgsel

På torsdag kan man opleve Povl Dissing, hvis man altså er blandt de hurtige, der får sikret sig billet. For der er bud efter at høre Dissing, hans to sønner, Jonas på mundharpe, Rasmus på keyboard og sang, samt deres ven Las Nissen på guitar.

Povl Dissing kan i år se tilbage på en 35-årig karriere som professionel trubadur på de danske landeveje og nyder i dag stor respekt som en af Danmarks bedste visesangere.

Bedst er han, når han er sentimental, og når han synger sine »Gi' Mig En Hest Mor« eller »Lille Sommerfugl«, er ikke et øje tørt. I det hele taget er Povl Dissing unik, når der skal skabes en særpræget og tæt stemning. Suppleret af sine to sønner og Las Nissen er der noget at glæde sig til.

Firkløveret går på scenen klokken 20.

Bluessanger og guitarist Povl Dissing spiller sammen med sønnerne. Familietrioen Dissing, Dissing og Dissing spiller egne danske bluesnumre og kompositoner, og der bliver som regel også plads til et par af Benny Andersens Svante-sange. Gruppen debuterede i 1993 ved jazzfestivalen i Molde og har siden udviklet sig til et årligt tilbagevendende populært turnenavn.

Jeg tror, vi er mange, der er glade for, at Øresundsbron ikke var bygget i 1935. For så var Svante Svensson aldrig blevet væk fra sine forældre på Malmøfærgen, og hans sange om længslen til det forjættede land, som forblev en drøm på grund af den fordømte søsyge, hans mange triste sange i mol og sangen om Nina og den ene, lykkelige dag, han fik, havde vi aldrig fået.

Og det er jo sange, der dur.

Indrømmet, jeg er en af de mange, der engang for en snes år siden ikke kunne udstå Povl Dissing. Når han med sin nasale stemme vrængede sangene ud, forvanskede min barndoms smukke sange til ukendelighed, så fandt jeg lynhurtigt en anden frekvens.

Havde nogen dengang sagt, at jeg i dag med stor nydelse og glæde ville lytte til ham i smukt samspil med Sønderjyllands Symfoniorkester, så ville jeg have vendt det hvide ud af øjnene.

Hvad det var, der forvandlede hadet til kærlighed, ved jeg ikke helt præcis. Men jeg tror, det var Benny Andersen. I Andersens rim fandt Dissing sin niche, og med årenes succeser med brassbands, symfoniorkestre eller bare Benny Andersen ved klaveret har Dissing slået sig til tåls med, at skønhed kommer indefra.

Om Povl Dissing piver, hyler, brummer eller synger. Så er det bare smukt.

Koncerten blev en bekræftelse på, at foråret er her. Dagen før sprang påskeliljerne ud, spirehækken står på spring, temperaturen sneg sig over de otte grader, og så kom Dissing og sang »når forårssolen skinner, bliver jeg glad«, så det smitter.

Benny Andersens evne til at gøre hverdagsøjeblikke til stjernestunder, Dissings indlevende formidling af øjeblikkene, så man føler, man selv er der, og Sønderjyllands Symfoniorkesters sublime indpakning - det var klasse.

Plads til stemmen

I gensidig respekt blev der givet plads til Dissings stemme, den fine harpe, fløjter som fuglekvidder, trompeter til den russiske bjørn, violiner a la balalajka og såmænd en spansk guitar.

Andersen og Dissing fyldte meget, men der blev også givet plads til overarbejde for janitsharerne i et par H.C. Lumbye-stykker, som giver løfter om sommer og Tivoli-stemning.

»Svantes Svanesang« satte punktum, og dog. Et begejstret publikum ville ha' mer', og det vidste de godt, deroppe på scenen. Så de havde gemt »Go' nu nat«.