Stine Michel - Frejas viser

>Baggrund Stine Michel<

Stine Michel og kærlighedsgudindens sange - af Morten Alfred Høirup

I løbet af de seneste 10 år har den danske sangerinde Stine Michel (f. 1973) indspillet en god håndfuld plader, modtaget en Danish Music Award og givet hundredvis af koncerter for børn og voksne over hele Danmark. Hun skriver selv sangene og musikken, og hun fortæller, spiller, danser og synger sine eventyr og hverdagshistorier på en måde, som både bevæger og inddrager publikum. Stine bliver godt hjulpet af et hold dygtige musikere, som er med til at tilrettelægge og arrangere koncerterne på instrumenter som svensk nøgleharpe, akustisk guitar, bas og perkussion. I de næste par år optræder og turnerer Stine Michel i Danmark og resten af Norden med Frejas Viser, en række sange og fortællinger om kærlighedsgudinden Freja, sat i nutidige rammer. Men det hele starter i virkeligheden for mange år siden med en ganske ung pige og hendes røde hest.

Pigen på den røde hest
Stines far er musiker og musikskolelærer, og hun kan huske at han ofte spiller klassisk guitar når hun ligger og skal sove. Han er i øvrigt meget musikalsk interesseret og skriver bl.a. en masse børnesange. Stine kommer på korstævner og danser kædedanse og folkedanse på børneplan, og da faren bliver musikskoleleder trækker det Stine med ind i endnu flere af musikkens mange facetter, både teoretisk med hørelære, men også bigbands og meget mere.

”Jeg kom ude fra en gård hvor jeg boede med min familie og vi havde en masse plejebørn og en gammel farmor boende, og når der så var for meget larm og for meget gang i den, så havde jeg en rød hest som jeg red ud på, ud i skovene, langs åerne og på stierne i moselandskabet i det område hvor vi boede. Så dér har jeg brugt rigtig meget tid da jeg var barn. Fuglenes sang er jo noget helt, helt andet end meget af den fusionsmusik min far lyttede til, og på denne her måde kunne jeg komme væk og få det der ”frirum” alle mennesker kan have brug for. Der var ingen der havde kontrol med mig når jeg tog min hest og red ud i skoven, og jeg kunne sagtens være væk 3-4 timer, for den gang havde man jo ikke mobiltelefoner og den slags. Jeg skulle aldrig stå til regnskab for den tid jeg var væk, når jeg havde været ude i skoven, og det var utroligt godt for fantasien. Det var som at få adgang til et ”skaberrum”, at se naturen forandre sig med en fuglerede som blev bygget hér, og et blommetræ der blomstrede dér. Jeg lå rigtig tit under et træ og sang sange mens min hest græssede eller hvilede i nærheden, og senere har mine oplevelser med skovene og mosen inspireret mig til mine plader både for børn og voksne.”

Da Stine flytter hjemmefra, går hun for alvor i gang med at finde sine egne ben, musikalsk set. Det fører hende bl.a. til Berkley i Boston på den amerikanske østkyst hvor hun møder kulturer fra hele verden, tilegner sig forskellige musikalske værktøjer og får øjnene op for at man selv kan komponere musik. Vel hjemme igen bliver Stine Michel optaget på Musikvidenskabeligt Institut hvor hun atter møder mennesker fra mange forskellige musikalske miljøer, indtil hun søger ind på Musik & Bevægelse på Rytmisk Musikkonservatorium. Her arbejder hun intenst med jazz, gospel, cubansk og brasiliansk musik og dans, og rejser på studierejser til bl.a. Cuba. På Cuba ser hun hvor dybt integreret musikken, sangen, fortællingen og dansen er i den lokale kultur.

Sangen, dansen & fortællingen
”Da jeg gik på fjerde år på konservatoriet, havde jeg den svenske sangerinde, Marie Bergman, til sang, og en dag fortalte jeg hende om min længsel efter at finde min egen identitet og lyd, og efter at finde ind til kernen i vores danske kulturs identitet.. En dag spurgte Marie mig: ’Kender du den der uddannelse oppe på Vestjyllands Højskole med rituel dans og fortælling – der kan du jo prøve at tage op’. Det gjorde jeg så, og det var bare fuldstændigt overvældende! Det handlede om Europas sjæl, og det var bare én stor kogekedel af musik, dans og fortælling med folk fra hele Norden. Jeg var helt lamslået, og der var meget af det jeg ikke forstod fordi det foregik på sådan et mytisk sprog, men jeg kunne bare mærkede at det ’shakede’ i hele min krop. Jeg vidste at her var virkelig nøglen til noget, og jeg kunne mærke at det var det jeg skulle. Jeg tog så denne her toårige uddannelse i rituel dans og fortælling på Vestjyllands Højskole, samtidig med at jeg gjorde konservatoriet færdigt, og det var faktisk derovre i Vestjylland at det hele det startede. Det var ligesom om at gnisterne sprang derovre.”

Efter denne skelsættende oplevelse går Stine Michel i gang med at finde ud af sine egne rødder, ikke mindst via samtaler med sin gamle farmor som har boet hos familien siden Stine var helt lille. Hun dykker ned i familiens dramatiske historie med en farfar som var tysk jøde som flygtede til Sverige, og bruger den som en del af det man kunne kalde hendes svendestykke, nemlig den afsluttende opgave på uddannelsen i rituel dans og fortælling.

Uddannelsen på Vestjyllands Højskole og opdagelsen af at hun kan bruge sin egen historie og baggrund bliver et kardinalpunkt i Stine Michels musikalske udvikling. Den bliver en enestående oplevelse, som siden danner grundlaget for hendes måde at forene dansen, fortællingen og sangen til en udtryksform, som med mere eller mindre udgangspunkt i den danske kultur og tradition, er den som hun bruger den dag i dag når hun f.eks. fortæller historien om den nordiske kærlighedsgudinde Freja og hendes liv i den danske hovedstad, København.

I de næste par år kommer vi til at opleve Stine Michel rundt omkring i Norden med sine sange og fortællinger om Freja. Sproget bliver et mix af dansk, svensk og norsk, et blandingssprog som alle kan forstå i denne del af verden, og musikerne kommer fra den nordiske musikscene og spiller på mere eller mindre traditionelle nordiske instrumenter. Men det hele startede i virkeligheden for mange år siden med en ganske ung pige som red ud i skoven på sin røde hest.