>Cafe Kølbert - Den rørende og sande beretning<

Tilbage til Cafe Kølbert

Café Kølberts Serveringsteater blev genfødt ved en Jomfrufødsel i 1985, men Anerne gaar naturligvis meget længere tilbage. Tilbage til den Tid, hvor Verden ikke var af Lave og Høflighed en Selvfølgelighed.

I den dystre Tid efter Afstaaelsen af frugtbart Agerland og Marsk ned til Kongeaaen, viste sig med eet en Stjerne paa Himmelen. Hr. og Fru Anton Svennevig arvede det velrenomerede Kyst- og Badehotel i Esbjerg af en dødssyg Moster. Det gamle Badehotel trængte til en kjærlig, men ogsaa fast og ædruelig Haand. Og med Café Kølberts konfirmerede serveringsstab fik Hotellet indtil flere. En særpræget og jævn Flok at se til, der snart ved hjælp af flid og tjenersnilde fik det gamle Kyst- og Badehotel til at funkle i Brændingen. En ny og gloværdig Tid og Julen stod for Døren. Og netop da meldte de fem onde Aar sig. Under Kongens Bud og Fru Svennevigs myndige Haand lykkedes det dog Betjeningen i alle Maader at optræde korrekt. Kysthotellet kom - i lighed med Himmelbjergets Alsangsstævner - til at staa som Samlingspunkt for de mange som dydigt tjener Konge og Fædreland. Ja, man formaaede endog ved Anton Svennevigs snilde og gode Handelstalent, at vende onde Tider til gode Tider, saaledes at Kysthotellet, i denne for vort Land ellers saa vanskelige Periode, kunne melde fuldt Belagt.

Efter en fabelagtig Rejsning og fornuftig omgang med Rationeringsmærker lykkedes det efter Det onde Riges fald at lade Solen skinne igen paa Kysthotellet. Men kun for en Stund. I forbindelse med den aarlige Hovedrengøring, hvor alle Kroge og Gesimser blev gaaet efter med renset Benzin, og midt under afholdelse af det aarlige Afdansningsbal hos Evelyn Elgaards Balløveskole og Danseinstitut, blev Hotellet d. 19. maj 1957 hærget af en frygtelig Brand, hvor den østre Længe brændte ned til Soklen. Kun ved serveringsstabens snarraadige Indsats lykkedes det at redde saavel Børn som Bror Arnes Trio netop ved Afspilningen af "Nu gaar det saa lystigt med Polka, min Ven". Midt i denne Ulykke var det dobbelt smerteligt, at Anton Svennevig udaandede paa et Ungpigekammer. Ved en selvopofrende Heltegerning flaaede han i Brandens slikkende Flammer saavel sin egen som den uskyldshvide Piges livsfarlige Spinlon klæder af og kastede i Forsvar sit korpulente Legeme over den skrækslagne Pige. Men ak, forgæves og Anton Svennevig maatte tage herfra som Gud havde skabt Ham.