>Mette Fugl - ordstyrer-moderator - foredragsholder - book her<

Jeg spiller rollen som hende den ikke-forskræmte", siger Mette Fugl, der ofte har mere lyst til at blive liggende for nedrullede gardiner med en lufthavnsroman end til at stille verdens topledere til ansvar for deres handlinger.

Det sprutter og syder på Place Jourdan. Den lille bod i midten af pladsen er berømt for Europas bedste pommes frites, og lugten af fedtet færgerestaurant hænger overalt i den kolde decemberdis, mens eftermiddagsmørket lægger sig over den belgiske hovedstad.

Mette Fugl skal ikke have nogle fritter. Hun skutter sig i den sorte dynejakke og sender et nysgerrigt og venligt blik over det rosa halstørklæde.

Egentlig passer mødet hende dårligt. I sidste uge var hun i Paris, i går var hun i Strasbourg, og i morgen skal hun følge Colin Powells afskedsvisit i Europa, når han besøger NATO's hovedkvarter lidt uden for byen. Det er døgnets begivenheder, der bestemmer, hvor meget hun arbejder.

Rejsedagene er den 55-årige journalist holdt op med at tælle. - Deux Stellas, siger hun og rækker to fingre i vejret til tjeneren på Chez Bernard. En lille brun bar i bunden af pladsen.

Hun stiller håndtasken på bordet, og han svinger to øl op ved siden af. - Ca va? - Hvordan går det?, buldrer fyraftensmøre belgiere - fortrinsvis mænd - til hinanden, idet de myldrer ind ad døren hos Bernard for at nyde en Stella Artois inden aftensmaden.

Her er hun Mette Fugl. Ikke Mette Fugl, reporter, Tv-avisen, Danmarks Radio. Det har hun det godt med. I 12 år har hun boet i byen og præsenteret danskerne for ØMU, euro, københavnerkriterier og konventer.

Hun kan lide at trække i anonymiteten og traske rundt uden at blive genkendt. Seerne kender dog ikke kun Mette Fugl for dækningen af EU-stoffet eller reportagerejserne til Afghanistan og Bagdad.

Hun er en institution, en mester i direkte tv og en af de første markante kvindelige stemmer i radioen. Kendt for sine meninger om både køns- og klassekamp. Og senere også berømt for sin kaloriekamp - men lad den nu ligge.

Hun er den barske interviewer, der gennem tre årtier har revet politikere og andre beslutningstagere rundt for enden af sin mikrofon. - J

Jeg er slet ikke så strid, siger hun, da hun har fået ild på en smøg. Hun puster ud. - Jeg prøver bare at være en fastholder. Én, der ikke giver op og lader sig spise af med en masse forklaringer. Nogen skal spørge på seernes vegne og stille magthaverne til ansvar for, hvad det er, de gør og siger.

Her i byen bliver der truffet mange beslutninger, som har indflydelse på almindelige menneskers hverdag, og derfor er det vigtigt at overhale politikerne både højre og venstre om og holde dem fast på det, de sagde for et halvt år siden. Så læner hun sig ind over bordet. Blikket er lige på. - I virkeligheden er jeg ikke nogen barsk banan. Jeg er faktisk lidt skrøbelig.

 Trangen til at gøre det så godt som muligt er en slags selvbeskyttelse. Det er en selvforsvarsmekanisme, så der ikke er nogen, som kan komme og sige, at det, jeg laver, ikke er godt nok. Det skal være perfekt, siger hun så med et lille smæld. Sådan. Her troede man, at hun skulle vrides, presses og have igen med sin egen spidse spørgeteknik.

Men Mette Fugl spidder ikke kun andre mennesker med sine spørgsmål. - Det gælder også om at reflektere over sit eget liv. Mit arbejde består i at stille spørgsmålstegn ved alle andre, og det kan jeg ikke gøre ordentligt uden også at spørge mig selv, hvad jeg kunne have gjort bedre. Personligt kan hun nævne en del ting.