Lise-Lotte Norup med nyt show
Marilyn Monroe Show
Lise-Lotte Norup som look-a-like til Marilyn Monroe med de legendariske
sange:
* I wanna be loved by you
* My heart belongs to daddy
* You’d be surprised
* Heatwave
* Bye, bye, baby
* Diamonds are a girls best friend
m.fl.
Efter en veloverstået turné med såvel anmelder- som publikumsucces kan man
nu opleve sangene fra forestillingen “Mary/Marilyn” som show. Lise-Lotte
Norup tilbyder 40 minutters show med pianist eller 4-mands orkester.
Pressen skrev:
“Der går et sus igennem den agtværdige teatersal, når Marilyn Monroe, nå
nej, Lise-Lotte Norup giver 1950’erne klassikerne: ‘I wanna be loved by you’,
‘My heart belongs to Daddy’ og ‘Diamonds are a girl´s best friend’.”
“Lise-Lotte Norup ligner Marilyn Monroe i forbløffende grad. Der må ligge et
kæmpe arbejde bag. Lise-Lotte Norup rammer legendens attituder og
stemmeføring, ja, hele fremtræden langt ned i imponerende detaljer.
Tydeligst i sangnumrene, fordi de selvfølgelig fremføres på engelsk. Om det
så er Marilyn Monroes berømte lille vibrato i slutningen af tonerne, har hun
det med.”
“Lise-Lotte Norup brænder flot igennem, vokalt og spillemæssigt, trutmunden,
det indladende kælne, men også den intense musikalitet i de gamle træffere.”
“Lise-Lotte Norup var en nydelse. Flot, kælende og søgende, og hendes
fortolkning af Marilyn Monroe og hendes sange er fremragende.”
“Lise-Lotte Norup, stort talent og mega udstråling leverer resultatet af,
hvad der må formodes at være timers intense studier i Marilyn Monroe
attituder, det virker næsten skræmmende troværdigt. Får hun ikke succes med
den rolle, er der ingen retfærdighed til.“
Curriculum vitae
Lise-Lotte Norup debuterede som skuespiller i 1970 i filmen "Det er nat med
fru Knudsen", hvor hun spillede en af hovedrollerne.
Hun har haft hovedroller i mange skuespil og musicals på københavnske teatre
og turnéteatre. Har bl.a. spillet Sheila i "Hair", Maria Magdalene i "Godspell",
Lise Nørgaards skuespil "Riv stikket ud", "Musen" i "Mød mig på Cassiopeia",
"Rigtige Piger Ta'r Penge For Det" på Nørrebros Teater, og som look-a-like
til Marilyn Monroe i "Mary/Marilyn" på Det danske Teater. Har selvfølgelig
også medvirket i de tre Swing Sisters forestillinger "Swing Sisters", "De
swinger stadig" og senest "Let it be swing".
Har spillet sommerrevyer over det ganske land siden 1978, fra Tivoli Revyen
til Hjørring Revyen. Medvirkede i Nykøbing Falster Revyen 2004 og 2005,
kåret som Årets Bedste Revy. samt i 2007.
I slutningen af sidste århundrede dannede hun pigegruppen "The Golden
Retrievers", som ind imellem dukker uventet op.
Startede sin sangerkarriere med solopladen "Lise-Lotte" med egne
kompositioner og tekster i 1981. Senere blev hun medlem af den swingende
vokalgruppe "Hans Mosters Vovse". Dette førte videre til swing musiken i
"Swing Sisters".
Swing Sisters blev dannet i 1992. Udover utallige koncerter er det også
blevet til hele 5 cd'er: "SWING", TAKE ME BACK", "4, MAJ" og "LET IT BE
SWING" samt jule-cd'en "SWINGING X'MAS".
Dertil kommer utallige qvizzer og konkurrence-programmer på TV, og hun har
desuden i 52 afsnit spillet Connie, en af hovedrollerne i tv-serien
"Ugeavisen" på DR1. Har lagt stemme til mange reklamer og figurer i utallige
tegnefilm på både tv og video.
Lise-Lotte Norup har også udgivet 4 kogebøger om sund og sjov mad:
"Lise-Lotte Norups Salatbog", "Lise-Lotte Norups Store Salatbog",
"Lise-Lotte Norups Suppebog","Lise-Lotte Norups Dessertbog".
Modtog i 1995 "Simon Spies Showpris" og i 1999 "Karen Bergs Hæderslegat".
|