
>Per Vers - portræt<
029.1132:: Per Vers - 1 Funky foredrag . ::Per Vers - lyrisk-rapkunstner-foredragsholder::

Hjemme i det sønderjyske provinshul Gram bliver Per Uldal til rapperen Per Vers. Inspireret af kassettebåndene med ”Mandags Hip Hop”, der pumper i ghetto-blasteren sætter han pennen til papiret, samler mikrofonen op, og går i sine rap-heltes fodspor. Det er ikke meget, der er dokumenteret af den dunkle opstart i Sønder-jylland, så man må tro ham når han rapper: ”Har altid rimet, aldrig været med i skolekoret / men trommet rytmer på kantinebordet” på Vi Ved I Har Soul (1997). Der er mangel på subkulturelle legekammerater i kommunen, men PV finder ved sin første udenbys optræden til "Årets Rapper"-konkurrencen i 1991 sammen med ligeledes sønderjydske Kenneth K (senere Faktaposen, Østkyst Hustlers etc.), der bliver hans sparringspartner i de unge år.
Tredie år konkurrencen afholdes prøver Per at deltage uden forberedte tekster, og med en hidtil uhørt evne for improvisation i rap-battles jævner en bebøjlet PV konkurrencen med jorden og vinder ”Årets Rapper” i 1993. Sad man klinet til familiens TV dengang, kunne man i Zig Zag (præ-Boogie/RundFunks-ungdomsprogram) se en stolt og svedig drengerøv glæde sig over sin sejr, og flashe bøjlen så den reflekterede i diskokuglen. Samtidig møder Per to jyske hip-hop-ildsjæle, nemlig DJ’en Møller og produceren Langemand, og danner gruppen Sund Fornuft.
1997-99
Så Sundt Som Det Er Sagt udkommer i maj ’97. Med en kort
spilletid under de 40 minutter, ligesom klassikere som Illmatic og Sun Rises In
The East, roses Sund Fornufts debutalbum især for teksterne, der med en myriade
af kantrim og dobbeltrim, metaforer og ordspil sætter tekniske færdigheder i
fokus. Selvom Så Sundt Som Det Er Sagt ikke har de samme salgstal som andre
danske rapudgivelser, befinder Sund Fornuft sig i disse årene i midten af den
danske rapscene og turnerer med Hvid Sjokolade og Humleridderne. Og PV flytter
hjemmefra samme uge som studenterhuen er på hovedet.
Der bliver aldrig sagt nej til en go’ rap-battle, og i ’99 inviteres han til ”De 8 Bedste” i København. Konkurrencen, der samler 8 af de bedste freestyle battle-rappere - blandt andet Jøden, Strøm og Clemens - er den første danske af sin slags siden ’93. PV kæmper hårdt og lever til sidst op til favoritværdigheden ved at slå en ung, aggressiv UFO i finalen.
2000
MC’s Fight Night lanceres i Amager Bio. Deltagere fra Danmark,
Norge og Sverige får til opgave at knock out’e hinanden verbalt i en boksering -
den hidtil hårdeste rap-konkurrence i Skandinavien. Uanfægtet af rammen skærer
PV sig gennem både danske, svenske og norske modstandere, og står efter finalen
som ringens herre.
2001
Per V og to titler er en hammer trio”, og efter endnu hårdere kamp end
året før vinder PV MC’s Fight Night for anden gang, ved blandt andet at slå den
senere mester Strøm. Han hiver efter finalen en lap papir op af lommen med en
afskedstale, og annoncerer i ringen at han stopper på toppen, og vil forsøge at
bruge sine freestyle-evner til andre ting end at svine konkurrenter til,
Derefter har PV levet som professionel musiker. Han tager med Ole D. og Sort Session på OrdspilOpper-turné. 40 af landets skoler oplever et show, der sætter nye grænser for hvor kreativt improviserede rim kan bruges.
PV medvirker i en busreklame for HT, hvor han som rappende city-guide fortæller passagererne at ”København er et fælt sted, at skulle beholde sin sjæl’fred / alt det smog er nok mindre godt for dit helbred." Hyldesten til København bliver til hittet Zen Midt I Centrum, der nomineres til P3-prisen for Årets Hit, og Sund Fornuft udsender endelig Super Formula i september. Opuset er næsten dobbelt så langt som Så Sundt Som Det Er Sagt, og bliver endnu engang rost af anmelderne. PV og Sund Fornuft får tilsammen 4 nomineringer til Danish Hip Hop Awards.
2002
Med en live-rekord på over 150 koncerter i løbet af året, er 2002 året PV
virkelig lever op til sin linie fra Tegnedrengens Det ’Det: ”Siden min mors
kejsersnit har jeg rejst vidt omkring”. OrdspilOpper besøger over hundrede
skoler i Danmark, Sund Fornuft tager på Danmarks-tour og besøger 12 regionale
spillesteder. Per vender også tilbage til Roskilde Festivalen, denne gang som MC
i Nobody Beats The Beats – et syv-mands liveorkester, med masser af funk og op
til fire scratchende DJ’s. Per og Nobody Beats The Beats besøger desuden de
store festivaler i Norge og Sverige.
2003
Både Folketinget og Big Brother V.I.P. sender bud efter PV, der
indspiller et nummer til Folketinget og takker nej til det andet skøre hus. Han
fungerer som vært til Circle Sensation, Danmarkshistoriens største
breakdance-arrangement i Cirkusbygningen og til DM I Mix. På trods af at der
ikke er en aktuel plade ude, modtager Per en Danish Hip Hop Award som Årets
Danske Rapper. Så slår han folderne sammen i en dødelig MC/DJ-duo med den gode
gamle verdensmester DJ Noize. Deres virtuose, tekniske og detajlerige
back-to-basics-and-breakbeats-show debuterer med stor succes på 2003’s Roskilde
Festival.
2004
Per V indgår i adskillige musikalske samarbejder i 2004, bl.a. gæster han
hiphopopsamlingen ”Gadeplan”, og senere skaber han med sprogfornyerne
Ikscheltaschel radiohittet ”Putuni” under det gennemskuelige pseudonym Pirr
Vixel. Rapomsamlingen Danske Videoer Dér (snedigt forkortet DVD) udkommer samme
år, og der er både videoer fra Per’s tid i Sund Fornuft samt et indgående
interview af Per med far-søn duoen Hans Otto og Jeppe Bisgaard. Desuden laver
han sommerferie hyldestnummeret ”Too Hot For TV”, der udkommer gratis med
ungdomsbladet Boom. Resten af sommeren bruges bl.a. på Roskilde Festival, hvor
han står for arrangementet Raw Skillz, der viser festivalgængerne det bedste af
dansk rapundergrund.
Naturligvis er året også propfyldt med liveoptræden. Per V & Ole D’s Freestyle Freekshow, der spillede for fulde huse i København i lang tid, drager på Cross Country Tour, og imponerer det ganske danske. Blandt andet fungerer Freestyle Freekshow som husorkester til hiphopfestivalen Århus Took It. Desuden spiller freestylejazz-ensemblet SnakBar på landets folkeskoler og det, der er værre. Det hele udmunder i flere liveshows end nogensinde før, lige fra Hanstholm til Val Torens.
|
Menu:
Musiker-Børsen ApS - Aage Jørgensen -
Slåenvej 3 - 6600 Vejen - telefon 75 36 34 40 -
aage@musiker-boersen.dk |