En sjælden gang sker det dog, at jeg fyldes så meget af en stemning, at jeg bare ikke KAN forblive anonymt i baggrunden. Jeg MÅ rejse mig...eller rettere bøje mig. Bukke, neje – nej, jeg rækker hånden frem mod et kys. Nogen har kaldt på divaen i mig – kaldt på min ekstravagance og mine slumrende, fortrængte luksusvaner. Åh, hvor har de været langt borte...“En cocktail til, tak” - Evian-vanen er pludselig skyllet bort. Det rene vand.

Det er et lydbillede, som har overrumplet mig. En cocktail af Bossanova, Swing og Jazz har trukket en tung, fuldfed silkekjole ned over de før så skarpe presfolder.

Tonerne og stemmen fra bandet smyger sig omkring mig, og jeg hører min egen stemme skifte fra det forudgående mødes målrettede, tjekkede sales-mode til dvælende, afslappet.

Parat til at blive forkælet. Jeg er pludselig uendeligt langt fra Danmark, Lyngby, lidt før fyraften.

Mit øje strejfer udgangens glasparti og jeg forventer nærmest at se en Cadillac med hatteklædte italiano-newyorkere bremse hvinende op og springe ind midt i overfloden. Eller et par måger, der kredser om dækstolene på luksuslineren, mens jeg skærmer for øjnene og holder det brusende silketørklæde væk fra Mistralens varme pust mod mine kinder.

Musikken bliver spillet specielt for mig – jeg er hovedpersonen nu. Væk er area-salesmanager titlen på reversens navneskilt. Casualiteten har sluppet grebet i de europæiske kollegers kraver, kan jeg se. Trukket os alle med op “in the middle of a dream”. “Bliv ved, bliv ved. Vi har ingen hast”, blinker jeg op mod det stilfulde band, og hører min ordløse bøn flette sig ind i den varme vocal: “this is where I want to be” synger han.