Om "Sange Til Elisabeth":

Det var en ganske særlig dag sidste sommer. Ganske særlig fordi det om aftenen skulle blive særlig stjerneklart, og man sagde, at man ville få særlig mange stjerneskud at se, hvis man vendte blikket mod Himlene. Ganske særlig fordi jeg passede min niece i haven hele dagen og ganske særlig fordi den dag og den aften skulle blive til "Sange Til Elisabeth".

Det var, som at vente på juleaften. Vi vidste endnu ikke, om vi skulle overgive os til profetierne om de mange stjerneskud. Juleaften, det vidste man da i det mindste hvad var, men dette her var på en eller anden måde noget meget større, blev vi enige om.
Elisabeth foreslog, at jeg oversatte mine sange for hende. Hun fortalte, at hun lyttede meget til min musik, men hun havde desværre aldrig forstået, hvad sangene handlede om. "Hun var ikke så god til engelsk". "Smerten ved for meget ømher", "Himlen synes fjern", "Jeg tror"... Hun sad bare og lyttede medens hun stirrede på mig. Det var som om jeg først selv forstod indholdet af mine egne sange i dette øjeblik. Selvfølgelig forstod jeg ordene og havde altid ment dem - de handlede jo om mig. Men i dette øjeblik mærkede jeg dem - ordene, eller rettere: de mærkede mig. Jeg forstod, at det jeg mærkede i dette øjeblik var "Smerten ved for meget ømhed".

Da mørket omsider faldt på, anrettede vi os på taget med madrasser og dyner, og det varede ikke længe før himlen var et sandt festfyrværkeri af stjerneskud. Så var det bare at ønske. Kære Elisabeth, jeg ved, at du ønskede dig træt... så træt, at du til sidst udbrød: "Hvad mangler jeg... hvad mangler jeg...?" Hvad du ikke ved er, at hver gang en stjerne faldt, så ønskede jeg ingenting, for jeg følte pludselig, at jeg havde Alt.

Men jeg lovede noget, og det var at skrive mine næste sange på dansk.

Fordi jeg kom nærmere Himlen.