NYT foredrag efteråret 2010 og foråret 2011

Efter den store succes med foredraget ”Fremkaldt” er Susse Wold nu klar med sit nye foredrag

BEVÆGELSE
”Min erfaring er, at hvis man ikke hele tiden bevæger sig, udfordrer sig selv, forlader sin tryghed, gør ting, man ikke har gjort før, så kommer man aldrig videre,” siger Susse Wold i sit foredrag, hvor hun bringer os med på sine mange rejser rundt i verden, og hvor hun vil fortælle om de mennesker og de oplevelser, som har bevæget hende og ændret hendes liv. ”Tid er liv – og livet bor i hjertet,” siger hun.

Med sin store indlevelse og sit engagement i tilværelsen vil Susse Wold tage os med til blandt andet Kenya, Hawaii, Julianehåb, Carnegie Hall og Sønder Bjært! – det hele krydret med tekster af H.C. Andersen, Karen Blixen, Benny Andersen og flere.

Varighed ca. 75 min. Herefter dialog med publikum i salen.

”Det har været godt at blive Fremkaldt, men et fast billede er ikke levende - Jeg må bevæge mig videre.”

Susse Wold læser Karen Blixens vidunderlige fortælling ”Babettes gæstebud”, som handler om to elskelige provstedøtre i en lille norsk fjordby, som tager en berømt køkkenchef fra Paris i huset, da hun flygter under den blodige franske opstand, Pariserkommunen, i 1870-71.

I fjorten år koger hun trofast klipfisk og øllebrød, men ved et mirakel får hun én gang mulighed for at udfolde alle sine talenter: Den gamle lotteriseddel, hun havde med i sin bagage, kommer ud med den store gevinst.

Karen Blixens fortælling handler om, at mennesket skal opfylde sin skæbne, som Babette gjorde det, da hun skabte en utrolig og magisk middag. Hun udfoldede hele sin kreative kogekunst, fordi det nu engang var tilværelsens mening med hende.

FREMKALDT
Det er første gang i mit liv, jeg har skrevet en bog, så jeg er selvfølgelig både nervøs og rigtig spændt på, hvad læserne synes om den. Det er en helt uvirkelig tanke for mig at der er mennesker, som kommer til at sidde og læse den og måske kunne forestille sig at spørge mig om nogle ting bagefter. Måske sætter den nogle tanker i gang. Det ville jeg være rigtig stolt af og glad for.

Mit foredrag - FREMKALDT – fortæller også om, hvordan jeg har brugt mine mange forskellige oplevelser i livet til at komme videre i tilværelsen. Og jeg glæder mig til at komme ud og dele mine oplevelser med andre, for vi er jo alle sammen mere ens, end vi er forskellige.

FREMKALDT er en fortælling om, hvad og hvem der har formet mig som menneske og hvilke oplevelser, der har krævet ekstra styrke og lærdom, for at jeg har kunnet bevæge mig videre. Jeg fortæller ærligt om de vanskelige ting i mit liv, fordi jeg mener, det er hér, den største udvikling er sket.
Bogen - og foredraget - handler altså om mit liv - i lyst og nød. Lys og mørke. Barndom, voksenliv, kærlighed, succes, fiasko, sygdom, venskaber og mærkedage. Jeg fortæller om mit arbejde i AIDS-Fondet gennem 23 år, og hvad jeg har oplevet og lært i de mange år.

Og jeg fortæller min Sydhavsø, som jeg gennem 25 år har besøgt hvert år. Hawaii bærer på en hemmelighed, som ligger i selve ordet Hawaii. Ha betyder på hawaiiansk: åndedræt og livskraft, og øen er et sted, som har givet mig mange oplevelser og har været stedet, hvor jeg har mødt flere af mit livs klogeste lærere.

Titlen FREMKALDT har jeg valgt, fordi den har flere betydninger. En skuespiller bliver fremkaldt, når en forestilling på teatret er forbi. Et fotografi bliver fremkaldt, så det forvandles fra et negativ til et positiv, og billedet kan ses helt klart. På samme måde har jeg brugt mit liv til at blive fremkaldt som mig selv. Finde ud af, hvem jeg selv er og have mod til at være dét menneske, jeg har udviklet mig til at blive. At fremkalde sig selv, at kunne mærke sig selv, med alle de farver og nuancer et menneske besidder, må være den største lykke, man kan opleve før sidste tæppefald. Og jeg tror, det er godt at kunne sige goddag til sig selv, før man siger farvel.

Det er ganske vist!
En forestilling i anledning af H.C. Andersens 200 års fødselsdag
Fortalt af Susse Wold
Forbindende tekst af Niels Birger Wamberg

I forestillingen ”Det er ganske vist” causerer Susse Wold over H.C. Andersens eventyrlige liv og samtidig fortæller hun flere af hans mere eller mindre kendte eventyr:

”Prinsessen på Ærten”
”Den Grimme Ælling”
”Nattergalen”
”Det er ganske vist”
”Sommerfuglen”
”Thepotten”

Forestillingen er blevet vist overalt i verden: Bangkok, Singapore, Kuala Lumpur, Hongkong, Seoul, Honolulu, Tokyo, Kyoto, Hokaido, London, Berlin, Bruxelles, Luxemburg, Reykjavik, Sacramento, San Francisco, Nuuk, Julianehåb, Rio Curitiba, Sao Paulo og – i Carnegie Hall i New York. Og naturligvis også overalt i Danmark.

Forestillingen ”Det er ganske vist” kan opføres både på dansk og engelsk. Varighed ca. 1 time og 15 minutter uden pause. De enkelte eventyr kan også fortælles hver for sig.

Om H.C. Andersen
”Først går man så grueligt meget igennem, og så bliver man berømt”. Dette er, med hans egne ord, sandheden om H.C. Andersens liv. Gennem mere end halvandet århundrede har den fattige skomagersøn fra Odense været mere berømt og mere elsket end nogen anden skandinavisk forfatter.

I H.C. Andersens eventyr synliggøres de fundamentale menneskelige tanker, følelser og skæbneforestillinger, som alle kan identificere sig med – uanset tid og sted og uanset forskel i alder, race og kultur. Det er det universelt gyldige i hans digtning, der har banet vej for eventyrenes udbredelse overalt i verden.

Andersen har skrevet 156 eventyr og 6 romaner, og han er oversat til mere end 125 forskellige sprog. ”At rejse er at leve”, sagde han, og på sine 29 udenlandsrejser skrev han, som også var en glimrende journalistisk begavelse og en skarp iagttager, de mest vidunderlige rejsebeskrivelser. Derudover skrev han en lang række skuespil, som dog aldrig rigtigt fandt vej til scenen.

Andersen var ven med samtidens åndelige matadorer, såsom Mendelsohn, Dickens, Schumann og Franz Liszt. Han færdedes hjemmevant blandt konger og dronninger, og overalt, hvor han kom frem, blev han modtaget som statsoverhoved.

Men på trods af dette var denne mester i eventyr-fortællingen hele sit voksne liv et ensomt, og på mange måder ulykkeligt menneske. Han var modsætningernes mand:
Selvhævdende og egocentrisk, men alligevel konstant plaget af frygtelige mindreværdskomplekser og stor indre usikkerhed.

Han døde i 1875. Mere ensom end nogensinde, men mere elsket af en hel verden, end nogen anden af datidens kunstnere.

Snedronningen
Snedronningen af H.C. Andersen hører til en af Susse Wolds største successer.

Snedronningen er H.C. Andersens egentlige hjertekvad og et af hans smukkeste eventyr, hvor den lille Gerda rejser gennem et enestående univers med mange landskaber og mange tider for at finde sin forsvundne legekammerat, Kay.

I 1998 og 1999 opførte Susse Wold eventyret på Sceneriet under Det Ny Teater, og i den anledning skrev en af anmelderne:

”Snedronningen har bud til alle, fordi den handler om det vigtigste af alt: Hjertets sejr over forstands-hovmod”.

”Når vi er ved slutningen af forestillingen ikke bare ved vi mere med vores forstand. Vores hjerte er også blevet rørt, vores poetiske drømme er blevet rigere, og skulle vi have glemt det, så minder denne anderledes forestilling os om, hvor store fortællere både H.C. Andersen og Susse Wold er. Det er eventyr, billeddigt, poesi og teater på samme tid. En virtuost fortalt historie. Bedre, varmere og smukkere kan det ikke gøres”, skrev Henrik Lyding i Jyllands-Posten.

Politikens anmelder Bent Mohn skrev bl.a.: ”En ganske velsignet oplevelse. Susse Wold – denne dejlige, kloge fortæller, hvis menneskevarme smelter isen i vore hjerter. Hun magter at føje alt til en højere helhed: det bevægende, morsomme, farlige, troskyldige, raffinerede. Stadig denne stemmes vellyd, denne krops samlede ro, som giver præstationen noget mystisk, noget religiøst, noget sjæleligt.”

I Berlingske Tidende skrev Me Lund bl.a.: ”Eventyret står i lue om Susse Wolds tidløse fortællekunst. Hun er dette eventyr. Hun låner det krop og sjæl. Eksklusiv fortællekunst, båret frem af en meget stor skuespillerinde.”

Og i Ekstra Bladet gav Jonna Gade forestillingen 5 stjerner og skrev bl.a.: ”Strålende. Susse Wold er fortryllende. Mageløst, medrivende nuanceret. Visdom, poesi, fantasi, humor. En stor kunstner, som med sin hemmelige indre ild giver eventyret alle facetter og nuancer. Det er gribende godt og usentimentalt.”

Susse Wold fortæller eventyret om Snedronningen – i kirker, på teatre, i små og større sale. Varighed: 1 time og 15 minutter.

Den Lille Prins
af
Antoine de Saint-Exupéry
Musik af Palle Mikkelborg

Susse Wold opfører Den Lille Prins med musik af Palle Mikkelborg – og med en trio bestående af Lillian Tørnqvist på harpe, Emilie Eskær på cello og Joakim Dam Thomsen på obo.

En pilot, som på grund af maskinskade må nødlande sit én-personers fly i ørkenen, vågner en morgen ved, at der står den mest vidunderlige lille dreng foran ham.

”Vil du ikke nok tegne et får til mig?” siger han.

”Tegne et får…?”

”Ja, vil du ikke nok?”

Det er det første møde mellem piloten og den lille prins – tusinde mile væk fra beboede egne. Og lidt efter lidt, som deres venskab udvikler sig, forstår piloten, at den lille prins er kommet fra en anden planet.

I det venskab, den lille prins opbygger med ræven, han møder, lærer han, at det væsentligste er usynligt for øjet – og at det kun er med hjertet, man rigtigt kan se.

Gennem denne vidunderlige fortælling kommer vi så tæt på den lille prins, at vi virkelig føler et stik af smerte, da han vælger at forlade jorden igen og vende tilbage til sin egen lille planet.

Det er et klassisk eventyr – en helt vidunderlig fortælling, fuld af vid og ynde.

Varighed ca. 1 time og 20 minutter

Kærestebreve
En kærlighedshistorie af A.R. Gurney

SUSSE WOLD og BENT MEJDING
”Kærestebreve” er en rørende og bevægende historie om to mennesker, som siden deres tidlige barndom og ungdom har fortsat med at skrive breve til hinanden livet igennem. Og selvom disse breve har været et stærkt og ubrydeligt bånd igennem hele livet, har de også på en måde været med til at forhindre en mere intim kontakt mellem dem.

Først i en moden alder, hvor de hver for sig har oplevet livet i mange forskellige afskygninger, mødes de for alvor i en kærlighed, som alligevel ikke kan lykkes. Og dog skriver han til sidst: ”Jeg tror ikke, jeg har elsket nogen, som jeg har elsket dig. Du var hjertet i mit liv.”

I B.T. skrev Palle Schmidt bl.a.: ”Kærestebreve – en livets korrespondance, enestående ved både sin underfundige humor og hudflettende ærlighed. Her oplever vi teater som mirakel. Helt ind bag huden, der hvor vi bevæges og fortrylles. Der, hvor vi både ler og græder med. Der, hvor selv livets små banaliteter bliver delikatesser. Sikke et stykke. Mesterligt.”

Og Lotte Bichel i Berlingske Tidende var ikke mindre begejstret: ”Det er en oplevelse af den intense slags, hvor man slet ikke har lyst til at bryde stilheden med klaskende klapsalver. I hvert fald ikke lige med det samme, for det tager tid at løsrive sig fra sine egne, indre billeder. Senere skal applausen nok komme – stående. For det er så smukt, så indsigtsfuldt. Bedre, mere aktiverende teater findes ikke. Det føles som at lytte til en sonate for violin og cello.”

Susse Wold og Bent Mejding opfører ”Kærestebreve”.
Varighed: 2 timer med pause.

Karen Blixen
”At elske sin skæbne”
Baseret på ”Breve fra Afrika 1914-1931

I de sytten år, Karen Blixen boede på sin afrikanske farm, voksede hun, gennem kampe og modgang, til den store personlighed og det stærke menneske, som i dag fængsler hele verden.

Karen Blixen skrev i de år hundredvis af breve hjem til sin familie i Danmark. Disse breve indeholder en dybde, en humor og en fortvivlelse, som gør dem helt enestående i dansk litteratur.

Vi følger hendes skiftende sindsstemninger, først gennem ægteskabet med sin svenske halvfætter, Baron Bror Blixen, dernæst gennem op- og nedturene med den afrikanske farm, og endelig gennem mødet med den engelske eventyrer og sportsflyver Denys Finch Hatton, som blev hendes store kærlighed i livet.

Med alle odds imod sig vedbliver hun med utrolig viljestyrke at kæmpe for sin elskede kaffefarm og ikke mindst for sine sorte arbejdere og deres forhold, indtil familien i Danmark, som har sat penge i farmen, til sidst forlanger den solgt.

Uden meget håb for fremtiden, vender Karen Blixen i 1931 igen tilbage til Danmark uden at vide, at en verdensberømmelse som forfatter ligger foran hende.

En hidtil ukendt indsigt i Karen Blixens spændende, vidunderlige og desperate år i Kenya.

”At elske sin Skæbne” blev bl.a. opført på Sceneriet under Det Ny Teater i 1998.

Jyllands-Posten skrev bl.a.: ”Sublim fortællekunst. Interessant og underholdende. Det er sjældent at høre så gode ord fremsagt så godt. Vi kommer tæt på et menneske, hvis liv og skæbne vi slet ikke kan undgå at beundre.”

I Aktuelt kunne man læse: ”Det er bevægende, ikke mindst takket være Susse Wolds intense fortolkning af Blixens stærkt personlige ord. Hun stråler af lykke og forelskelse – og hjerteskærende fortvivlelse.”

Susse Wold læser uddrag af ”Breve fra Afrika”.
Varighed: 1-1½ time.

Susse Wold
Efter teaterskolen blev Susse Wold hurtigt en af Det Kongelige Teaters førende unge skuespillerinder, men mange af de andre københavnske teatre har også nydt godt af hendes helt specielle talent.
Hun har spillet utallige hovedroller af vidt forskellig art, fra tragedier over musicals til lystspil og farcer:

Af Shakespeare har hun bl.a. spillet både Ophelia og Dronningen i "Hamlet", Cressida i "Troilus og Cressida", Portia i "Købmanden i Venedig", Viola og Olivia i ”Helligtrekongers aften” og Beatrice i ”Stor ståhej for Ingenting”.

Hun har spillet Candida i Shaws "Candida" og Eliza i ”Pygmalion”, Lulu i Wedekinds "Lulu" samt Friherreinden i Strindbergs ”Båndet” og fru Alving i Ibsens ”Gengangere”.

Susse Wold har også spillet Maggie i Arthur Millers ”Efter Syndefaldet” og Amelie i Feydeau's farce "Tag dig lidt af Amelie". Hun spillede Roxie Hart i "Chicago", og hun spillede Amanda i Noël Cowards "Privatliv" i op mod 1.000 opførelser, både i Stockholm og i København.

Susse Wold har spillet "Orlando", en dramatisering af Robert Wilson, baseret på en roman af Virginia Woolf og hun har spillet skuespillerinden i Tennessee Williams ”En duft af Ungdom”. Hun har også portrætteret Karen Blixen i produktionen ”At elske sin Skæbne”, baseret på Blixens breve fra Afrika, og hun har opført H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen”. Senest har Susse Wold spillet Irina i P.O. Enquists udgave af Tjekovs ”Tre Søstre”.

Susse Wold har medvirket i utallige roller på TV og i film og radio, og i den seneste tid har hun rejst over hele landet med sit foredrag
”Kørekort til mig selv”.

Hun har turneret i U.S.A. med Finn Methlings monolog "Rejsen til de Grønne Skygger" – og for sin indsats med at læse H.C. Andersens eventyr på dansk og engelsk rundt om i det meste af verden har hun modtaget både ”H.C. Andersen Medaljen” og ”H.C. Andersen Prisen”, og i 2004 er hun blevet udnævnt til ”H.C. Andersen-ambassadør”.

Siden 1985 har Susse Wold været præsident for AIDS Fondet. Hun har modtaget næsten alle de hæderspriser, en skuespillerinde kan få, og Dronningen har udnævnt hende til Ridder Af Dannebrog af 1. grad.

Hvis Susse Wold var en dans, ville hun være en flirtende cubansk rumba eller en sensuel argentinsk tango. Hun ville ikke være en lalleglad sexet brasiliansk samba eller en naiv cha-cha-cha. For slet ikke at tale om en disciplineret hurtig quickstep eller en gammeldags engelsk vals i tyl.

Ja, 72-årige Susse Wold, med sin flotte figur, sit store smil og sine talende øjne, har i snart en menneskealder været symbolet på en dansk femme fatale, som på en eftertænksom og lidt tilbagelænet, flirtende og sensuel måde har forført mænd – og mange kvinder – fra både scenen og filmlærredet.

Sammen med Ghita Nørby er hun Danmarks største diva og mest kendte skuespiller, selv om hun tager skarp afstand fra divabegrebet, der i hendes øjne er fremmedgørende og ikke afspejler hendes liv.

»Jeg synes diva-begrebet er negativt ladet og fjerner mig fra andre mennesker. Min holdning er, at der er meget mere, der gør os ens, end som adskiller os,« siger skuespillerinden, der ligner en drøm, som hun sidder i sit hvide hørsæt, diskrete makeup og afslappede frisure i sin havestue i patriciervillaen på Frederiksberg og skænker saftevand og gulerodskage til Weekends udsendte. Foruden kaffe og mælk fra sin mors, Marguerite Vibys, sølvkande.

Ikke perfektionist

Selv en blomst har hun stillet på bordet, selvom hun midlertidigt bor i sommerhuset i Humlebæk som følge af sommerens regnmareridt og en medfølgende vandskade i kælderen. En vandskade, der har betydet, at alle hendes notesblokke, dagbøger, kassettebånd med indtalte historier fra hendes mange rejser til bl.a. Grønland, Afrika og Brasilien og mange fotografier er blevet smidt ud.

Store dele af fortiden er dermed forsvundet, hvilket gør hende trist. Hun signalerer alligevel overskud, men vil dog ikke kaldes perfektionist.

»Wow, jeg har altså ikke tjek på det hele. Jeg har dårligt overblik, og er et fantastisk rodehoved. Det er godt, du ikke ser mig til daglig. For mig handler det mere om opdragelse og æstetik. Jeg er opdraget til ikke at have totter i håret, og så giver blomster god energi. Jeg elsker blomster og stearinlys og har dem altid med på turné. Et hvilket som helst hotelrum ser hyggeligt ud med levende lys og blomster.«

I 2008 udgav hun den anmelderroste selvbiografi »Fremkaldt«, hvor temaet netop var, at Susse Wold, på trods af sin opvækst som datter af filmstjernen Marguerite Viby, sine to kendte ægtemænd, Erik Mørk og Bent Mejding, sin forfattersøn Christian Mørk og sin berømmelse ikke er forskellig fra alle os almindelige dødelige. Hun er ikke den uopnåelige filmgudinde i et glastårn. Hun bliver ramt af tragedier som alle andre og kører i læbestiftsrød Toyota Yaris fremfor i hvid Jaguar eller Bentley.

Menneskeliggjort

»Har man været igennem livet op til den alder, jeg har nu, så har man kærlighedssorger, skilsmisser, sygdom (hun har haft brystkræft, red.), succes, skæg og ballade og møder med vilde, sjove mennesker. Hvor, man har plukket sin lærdom op, er meget forskellig, men de basale ting er ens for os alle sammen. Det at almindeliggøre mig, synes jeg, er meget vigtigt. At blive menneskegjort.«

At være menneske betyder i Susse Wolds optik at være tæt på andre mennesker. Og her er forholdet til gemalen Bent Mejding en inspirerende 40 år lang kærlighedshistorie. Det var tilbage i 1971, at de fandt sammen, selvom de først i 1983 giftede sig på Hawaii. Et kærlighedsløfte, de siden har gentaget to gange.

»Kærlighed og omsorg er god energi. Jo mere du giver, jo mere får du. Det gælder om at se sin partner hele tiden. At ens partner ikke bare er en ting, man har. Men et levende menneske, hvis udvikling man skal følge hele tiden. Kvaliteten af dit nærvær, det er det vigtigste, du kan give et andet menneske. I det hele taget er kærlighed ikke en købmandsforretning, hvor man skal have det samme tilbage, som man giver.«

Hvordan bevarer man kærligheden gennem 40 år?

»Man skal bare giftes tilstrækkelig ofte. I et langt ægteskab er det vigtigt at stoppe op f.eks. hver 10. år og spørge, om det stadig fungerer godt. Indtil videre har jeg ikke fortrudt noget,« smiler Susse Wold.

Det er tydeligt, at Susse Wold har prioriteret sin kærlighedshistorie med Bent Mejding højere end alt andet i sit liv. Selv om hun altid har været i offentlighedens søgelys, så er listen over både teater- og filmroller i de sidste 25 år ikke så lang.

Mere kræsen

Måske fordi hun er blevet mere kræsen? Måske fordi hun ikke er så ambitiøs, som man skulle tro? Men allermest fordi hun hellere vil være herre over sin egen tid og på den måde også have mere tid sammen med Bent.

»Ambitiøs er et underligt ord, men det er rigtigt, at jeg ikke længere er særlig ærgerrig. Mange tror, at jeg ikke længere vil spille teater, men jeg vil da stadig gerne spille på teatret eller være med i en film, hvis den rigtige rolle kom. Jeg kommer gerne. Men jeg savner altså ikke at spille teater hver aften. Jeg tror, jeg har oplevet meget mere ved at gøre alt det, som jeg har gjort,« siger Susse Wold, der helt bestemt afviser at spille flere femme fatale roller på film ala i »Den kroniske uskyld« eller Matador, men gerne vil fortsætte med at rejse verden rundt med H.C. Andersen, Karen Blixen og senest Den Lille Prins.

»Det er variationen, der nu er interessant for mig. Det er vidunderligt ikke at bruge de samme farver hele tiden, og fra nu af vil jeg kun have det sjovt,« fastslår Susse Wold

Og det generer dig ikke, at de helt unge, under 25 år, måske ikke rigtigt kender dig?

»Det er tordnende ligegyldigt for mig at være kendt. Erik Mørk var en stor skuespiller, og nu kender stort set ingen ham. Min ambition er at blive husket i hjertet af de mennesker, som betyder noget for mig. Og så bliver jeg selvfølgelig vanvittig glad, hvis nogle kommer hen og siger, at noget jeg har gjort, har betydet noget for dem.«

Sket fremskridt

Et område, hvor Susse Wold har haft stor betydning for andre, er på aids-området. Siden 1986 har hun været Aids-Fondets præsident og ansigt udadtil

»Aids er stadig en forfærdelig sygdom, selv om der er sket fremskridt, siden jeg gik ind i sagen. Tænk sig, at man dør af kærlighed, kan det være mere urimeligt? Og at man så samtidig mærker en stor fordømmelse, når man har brug for omsorg og accept. Det provokerede mig, og jeg sagde ja til at være præsident uden at betænke mig.«

Har du selv mærket fordømmelsen?

»Nogle reklamefolk ville have mig til at reklamere for kaffe, men da de fandt ud af, at jeg var engageret i aids-sagen, så røg det ud af munden på dem, at aids og kaffe går dårligt sammen. Det var nu en mindre ting, for jeg er ikke med i reklamer. Meget værre var de anonyme breve, jeg begyndte at få, da jeg modtog den første støtte tilbage i 1986. Folk skrev, hvordan en pæn pige som mig kunne beskæftige sig med sådan noget svineri, og at de ville slukke for fjernsynet, når jeg viste mig. Anonyme breve er noget af det usleste og fejeste, jeg ved. Og de ansporede mig bare til at kæmpe endnu mere, for her mærkede jeg en nåleprik af den flodbølge, der rammer de aidssyge og de hivsmittede. Og det er stadigvæk sådan her i 2011, at hver tredje hiv-smittede ikke engang tør fortælle deres egen mor, at de er blevet smittede.«

Hvor længe fortsætter du som Aids-fondets præsident?

»Jeg opfatter sygdommen som en krig og mig selv som en slags modstandsmand, og jeg kæmper til krigen er forbi. Jeg har en stor taknemlighed for, at jeg får lov til at være med i kampen. Jeg har lært meget af de patienter, jeg har besøgt på hospitalet. Meget om livsprioritering og dødsbevidsthed. Mange lever jo først fuldt ud, når de får en dødsdom, som aids jo var i de første år.«

Masser af gåpåmod

Der brænder stadig en ild og en passion i Susse Wolds øjne og hjerte. Rumbaen og den argentinske tango stikker hovedet frem i alt, hvad hun foretager sig. Hun har stadig masser af gåpåmod, og så er 72 år jo ingen hindring.

»At udvikle sig og at bevæge sig videre er vigtige begreber for mig. Man kan både være i bevægelse og bevæges af de ting, man oplever. God kunst bevæger mig dybt, som da jeg fornylig hørte cellisten Andreas Brantelid spille. Det var fuldstændig magisk og en gave, som gjorde mig meget taknemmelig. Man skal have en passion i livet, og det får man bedst, ved at lade være med at tænke så meget på sig selv. At være helt tilstede i nuet og opleve andre. Hvis man giver sig selv 100 pct., så opstår der mirakler.«

Hvad vil du gerne huskes for?

»At jeg var et ordentlig og kærligt menneske, der var helt tilstede for de mennesker, jeg elsker.«