Thomas Vinterberg - bestillingsforespørgsel

Filminstruktør

Thomas Vinterberg kan bookes til foredrag, hvor han fortæller om sine film:

Thomas Vinterberg (født 19. maj 1969) er en filminstruktør. Han har skrevet og instrueret fem spillefilm. Han var en af de fire oprindelige dogmebrødre bag Dogme95 og fik både national og international anerkendelse med den første Dogme-film, Festen, fra 1998.

Desuden er Thomas Vinterberg instruktør på en musikvideo af Blur og endnu en af Metallica til deres album Death Magnetic. Den sidste af disse to videoer er optaget i juli 2008.

Indtil vinteren 2009 var Thomas Vinterberg medejer af produktionsselskabet Nimbus Film.

Thomas Vinterberg er efter eget udsagn vokset op i et "kollektiv fyldt med glade og halvfulde, intellektuelle hippier". Der lærte Thomas Vinterberg sig selv at mærke de mindste følelsesudsving i luften, for at undgå de voldsomme skænderier, der kunne bryde ud blandt kollektivets beboere. Han oplevede også stor glæde, lyst og frihed. Den frihed var, har han senere fortalt i et dybdegående interview, med til at gøre ham usikker på, hvad han skulle i sit liv. "Jeg tænker, at den frihed var med til at gøre mig bange. Jeg følte ligesom at jeg havde hele ansvaret for mit liv, og at jeg måske stod lidt alene med valgene," har han fortalt.

Derfor kastede Thomas Vinterberg sig i sine unge år over alt på én gang. Han vidste ikke, hvad han skulle i livet, og han ville sikre sig, at han fandt sin bestemmelse. I en periode spillede han guitar i et band, gik på gymnasiet, dyrkede to slags sport, arbejdede deltid. Det var i den periode, han fik idéen til at lave film.

Karriere
Thomas Vinterberg var 16 år, da han søgte Københavns Filmværksted om tilladelse til at lave en biograffilm. De indgik aftale om en 45-minutters film, og Thomas Vinterberg gik i gang. Filmen hed Sneblind, og den endte med at tage ham fire år at lave. Det skyldtes en række uheld under produktionen.[1] Thomas Vinterberg søgte DR om støtte, og det lykkedes ham at få 50.000 DKK samt støtte fra en række andre fonde. Han og hans kompagnon vidste ikke, at de skulle betale skat af alle tilskud, og de nåede at bruge alle pengene, inden skatten blev opkrævet. De endte begge i personlig gæld. Samtidig brændt deres studie ned i et uheld. Thomas Vinterberg var da så presset, at han var tæt på at udvikle et mavesår.[1] I et år måtte de indstille produktionen, før de kunne afbetale gælden og få filmen færdig. Filmen premierede i Grand Teater, men blev ikke velmodtaget.

Filmskolen
Filmen, Sneblind, spillede en afgørende rolle, da Thomas Vinterberg i 1989 søgte og kom ind på den Danske Filmskole som den yngste nogensinde. Han har senere fortalt, at han var så glad, da han kom ind, at han endte med at løbe rundt i sin lejlighed med bukserne nede:

"Jeg kan huske, den dag jeg fik brevet med besked på, om jeg var optaget eller ej. Der blev jeg så bange, at jeg tænkte: nu må jeg tisse. Men så måtte jeg alligevel se svaret og fik så fumlet det, så jeg tissede ud over brevet og mine fingre, og så endte jeg med bare at løbe rundt i lejligheden sådan … med pikken ude af bukserne og skreg af glæde."

På Filmskolen lavede Thomas Vinterberg en midtvejsfilm, hvor han som en af de første i verden brugte håndholdt kamera i en fiktionsfilm. Det imponerede Lars von Trier, der fik øjnene op for det unge talent. Thomas Vinterbergs afgangsfilm, Sidste omgang, markerede et ryk for den unge instruktør. Den og von Triers afgangsfilm er siden blevet anerkendt som de bedste danske filmskolefilm nogensinde. På München filmfestival blev den kåret til årets bedste filmskolefilm i Europa, og 23årige Vinterberg blev kåret som den bedste instruktør. Vinterberg modtog en Oscar-nominering og på Tel Aviv filmfestival blev filmen kåret som den bedste af 135 film fra hele verden.

Festen
I 1994 lavede Thomas Vinterberg novellefilmen Drengen der gik baglæns. Den vandt 17 internationale filmpriser. Thomas Vinterbergs første spillefilm, De største helte (1996) modtog positive anmeldelser. I 1997 ringede Lars von Trier til Thomas Vinterberg med en idé. De to mødtes og blev enige om et sæt eksperimenterende regler for filmskabelse. Reglerne kaldte de Dogme-reglerne. De indebar, at instruktører, der fulgte dem, ikke måtte bruge kunstig lyd og lys, alt skulle filmes med håndhold kamera, og man måtte ikke bruge rekvisitter. Både von Trier og Vinterberg skrev under på, at de ville lave deres næste film efter reglerne.[1] Thomas Vinterberg lavede filmen, Festen (1998), som kom på Cannes filmfestival. Til premieren rejste over 1000 af verdens førende filmkritikere sig og klappede uafbrudt i ti minutter. Vinterberg vandt Juryens Specialpris for filmen, som Steven Spielberg siden har kaldt "blandt de bedste film, jeg nogensinde har set".

It's All About Love
I årene efter Festen fik Thomas Vinterberg tilbud fra London og Hollywood om at instruere. [3] Han oplevede også, at det var svært at vælge mellem alle tilbuddene. Indtil nu havde han kun haft buldrende succes, og præstationspresset og hans forventninger til sig selv var voksede. Han valgte at skrive og instruere en film It's All about Love. Den endte med at tage fire år at fuldføre, og han har siden udtalt, at det både er den film, han elsker mest, men at arbejdet med den film også var meget hårdt:

"Jeg kan ikke huske én eneste konkret episode fra de år, hvor jeg skrev den film. Livet passerede bare forbi med lynhastighed, og min medforfatter, Mogens Rukov, og jeg var ved at blive vanvittige af det, fordi vi blev bare ved og ved med at skrive om ... Jeg brændte mig alvorligt på den oplevelse. Jeg plejer at sige, at den [film] er mit problembarn. Det er jo ofte sådan med problembørn, at det er dem der opfører sig dårligst socialt. Men det er dem, man holder mest af."

Filmen premierede i 2003 på Sundance Filmfestival, hvor den delte kritikerne i to lejre. Halvdelen uråbte filmen som et mesterværk af en visionær instruktør, den anden halvdel kaldte den en fiasko og udtalte, at slutningen ville forvirre mange.

2003-2008
Efter It's All About Love fulgte filmen Dear Wendy, som Thomas Vinterberg instruerede. Den var skrevet af Lars von Trier, og filmen modtog blandede anmeldelser i den danske presse, hvor den blev betragtet som et flop. Salgstallet var 14.521 solgte biletter. [5]Det samme gjorde En mand kommer hjem (2007). Begge film vandt dog international anerkendelse. Dear Wendy er den eneste danske film, der er kommet på Museum og Modern Art, MOMA, i New York, og En mand kommer hjem har vundet priser i Rom og Skandinavien.

Filmografi:
Sneblind, 1990
Drengen der gik baglæns, 1994
De største helte, 1996
Festen, 1998 eller The Celebration
It's all about love, 2003
Dear Wendy, 2005
En mand kommer hjem, 2007
The Day That Never Comes, 2008 (musikvideo)
Submarino, 2010